Folketinget · 895 lovforslag
Sager
Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.
-
L 104 Lovforslag
Om forbud mod udledning af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på skibe m.v
Forslagets gennemfører en række tiltag om havmiljøet, bl.a. et forbud mod udledning af scrubbervand (”Aftale om forbud mod udledning af scrubbervand” af 11. april 2024, regeringen (S, V, M) og SF, LA, DD, K, EL, RV og ALT), og et forbud mod klapning i vanddybder under 6 m og i afgrænsede områder (”Aftale om Danmarks Havplan” af 7. juni 2023, regeringen (S, V, M) og SF, DD, LA, K, EL, RV, DF, ALT og NB). Forslaget regulerer udledninger fra offshore-CO2-lagringsplatforme, den eksterne beredskabsplan på havet, og adgangen til at anvende særlige midler til bekæmpelse af olieforurening af havet. Med forslaget tiltræder Danmark reglerne om marin geoengineering i FN’s søfartsorganisations Londonprotokol om dumpning i havet. Marin geoengineering er anbringelse af stoffer og materialer i havet for at påvirke havets naturlige processer, f.eks. for at imødegå klimaforandringer.
Stadfæstet
-
L 103 Lovforslag
Om udmønte tiltag i flerårsaftalen for skattevæsenets økonomi 2023-2027 m.v
Lovforslaget udmønter en politisk aftale, der blev indgået den 10. oktober 2024 i aftalekredsen bag flerårsaftalen for skattevæsenets økonomi. Det foreslås, at afgiften for en foreløbig fastsættelse, der siden 2001 har været på 800 kr., reguleres med afsæt i lønudviklingen, hvorefter afgiften vil blive 1.400 kr. Det foreslås desuden at regulere satserne for skattetillæg med afsæt i lønudviklingen, svarende til en fordobling. Endelig foreslås en modernisering af sanktionspraksis for grov uagtsom passiv skatteunddragelse, så bødeniveauet vil svare til, hvad der generelt gælder for grov uagtsom unddragelse efter den øvrige skatte- og afgiftslovgivning. Det foreslås herudover midlertidigt at lempe betingelserne for bundfradrag ved beskatningen af indkomst fra deleøkonomiske aktiviteter som f.eks. udlejning af fritidsbolig. Baggrunden er tekniske udfordringer med implementering af EU-regler om automatisk udveksling af oplysninger. Det foreslås, at der for indkomstårene 2023-2025 gives adgang til bundfradrag, hvis blot udlejningen er sket gennem en indberetningspligtig platform. Det foreslås, at den del af loven, der vedrører bundfradrag ved deleøkonomi, skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, mens de øvrige dele skal træde i kraft den 15. januar 2025.
Stadfæstet
-
L 102 Lovforslag
Om europæisk datastyring
Formålet med lovforslaget er at udpege Digitaliseringsstyrelsen som kompetent myndighed og tildele tilsynskompetencer i relation til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæisk datastyring, som har direkte virkning i dansk ret. Forordningen skal styrke det indre digitale marked ved bl.a. at fastlægge retningslinjer for, hvordan dataformidlingstjenesteudbydere (tjeneste, der har til formål at etablere kommercielle forbindelser med henblik på dataudveksling) og dataaltruistiske organisationer (organisationer der frivilligt deler data uden at de modtager en modydelse) skal indgå i datamarkedet. Digitaliseringsstyrelsen skal føre tilsyn med dette.
Stadfæstet
-
L 82 Lovforslag
Om ændring af reglerne om forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet
Lovforslaget præciserer momsreglerne, så det tydeligt fremgår, at momsfritagelsen for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet er personlig. Lovforslaget svarer med mindre justeringer til det tidligere fremsatte lovforslag om ændring af reglerne for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet i L 106. Lovforslaget har til formål at sikre, at dansk ret i relation til den momsmæssige behandling af meddelelser af licenser til forfatteres og kunstneres ophavsrettigheder er i overensstemmelse med EU-retten. Lovforslaget har ikke været i høring. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Stadfæstet
-
L 106 Lovforslag
Om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering
Med lovforslaget indføres der mulighed for, at andre end godkendte revisorer kan afgive erklæringer om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Erklæringer fra de uafhængige udbydere vil være sidestillet med erklæringer afgivet af de godkendte revisorer om bæredygtighedsrapportering, hvorfor det også følger af bæredygtighedsdirektivet, at uafhængige erklæringsudbydere skal underlægges tilsvarende krav, som stilles for revisorer, for så vidt angår afgivelse af erklæringer om bæredygtighedsrapportering. Lovforslaget udgør en ny hovedlov, der fastsætter betingelserne for registrering og godkendelse af uafhængige erklæringsudbydere og vilkårene for udførelse af erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering samt regler om offentligt tilsyn. Lovforslaget skal bidrage til at øge konkurrencen og give flere valgmuligheder for virksomheder, der skal udarbejde en bæredygtighedsrapportering. Endelig er det præciseret i lovforslaget, at alternative investeringsfonde (AIF’er) som følge af regnskabsdirektivet er undtaget fra kravet om virksomhedernes bæredygtighedsrapportering. Dele af lovforslaget forventes at træde i kraft 1. februar 2025, mens andre dele skal træde i kraft senere.
Stadfæstet
-
L 88 Lovforslag
Om opgavebortfald på indenrigs- og sundhedsområdet
Lovforslaget skal ses på baggrund af regeringens beslutning om at fjerne statslig administration svarende til godt 1.000 årsværk i 2025. Lovforslaget udmønter initiativer på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område, der kræver lovændring. Lovforslaget indebærer, at adgangen til at klage over private tandklinikker, praktiserende tandlæger, tandteknikere og tandplejere bliver ophævet. Lovforslaget indebærer også, at adgangen til at klage over kommunalbestyrelsens og regionsrådets afgørelser om befordring og befordringsgodtgørelse bliver ophævet.
Stadfæstet
-
L 73 Lovforslag
Om ændring af samtykkemodel for organdonation til en blød model af aktivt fravalg
Lovforslaget udmønter forslag til folketingsbeslutning om ændring af samtykkemodel for organdonation til en blød model af aktivt fravalg fra det fyldte 18. år (B126), vedtaget af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Radikale Venstre og Alternativet den 23. maj 2024. Ændring af samtykkemodel for organdonation indgår også som en del af ”Fælles om at give livet tilbage - Aftale om national handleplan for at styrke organdonationsområdet”, der blev indgået mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet den 26. juni 2024. Med lovforslaget foreslås det at indføre aktivt fravalg til organdonation i en blød model. Konkret foreslås det, at alle fra det fyldte 18. år omfattes af Organdonorregisteret, hvorefter man kan bekræfte, om man vil være organdonor. Ud over en ændring af samtykkemodellen indeholder lovforslaget to bemyndigelsesbestemmelser, der vedrører Organdonorregisteret, og en bemyndigelsesbestemmelse, der har til hensigt at skabe klarhed om retstilstanden i forhold til sundhedspersoners behandling af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger om organdonor og organmodtager i forbindelse med et donationsforløb. Loven træder i kraft den 1. januar 2025. For at give tid til at oplyse danskerne om den nye samtykkemodel for organdonation foreslås det, at lovens § 1, nr. 1-7, omhandlende ændring af samtykkemodel først træder i kraft den 1. juni 2025. Lovforslaget blev ved 2. behandling opdelt i 2 lovforslag: L 73 A og L 73 B.
Delt
-
L 98 Lovforslag
Om øget gennemsigtighed i tilskudsadministrationen m.v
Lovforslaget har til formål at flytte opgavevaretagelsen med musikalske Grundkurser (MGK) og tildelingen af det statslige tilskud til MGK fra Statens Kunstfond til Kulturministeriet, som det blev meldt ud i november 2023. Overflytningen skal skabe stabilitet om MGK-centrenes virke og etablere en mere tydelig ansvarsdeling mellem Kulturministeriet og Statens Kunstfond fremover. Opgaven med musikkonservatorierne ligger i forvejen i Kulturministeriet. Samtidig har lovforslaget til formål at skabe klare regler for administration af tilskud til MGK-centrene og tilvejebringe et tidssvarende og mere enkelt hjemmelsgrundlag.
Stadfæstet
-
L 97 Lovforslag
Om opgavebortfald på Kulturministeriets område
Regeringen har med finanslovforslaget for 2025 præsenteret et oplæg til at fjerne statslig administration svarende til godt 1.000 årsværk. Det er årsværk på tværs af alle ministerområder og på tværs af landet. Der er særligt fokus på årsværk i centraladministrationen og på opgaver, der har karakter af administration, tilsyn og kontrol. Oplægget indebærer samtidig, at nogle opgaver skal gøres lidt mere enkle, og at andre ikke længere skal laves. Lovforslaget har til formål at gennemføre dele af politisk prioriteret opgavebortfald på Kulturministeriets område.
Stadfæstet
-
L 96 Lovforslag
Om gennemførelse af en museumsreform
Med lovforslaget ønsker regeringen at følge op på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og implementere den politiske stemmeaftale "Museumsreform: En generationsinvestering i vores fælles fortælling" af 16. maj 2024. Formålet med lovforslaget er således at gennemføre en gennemgribende reform af museumsområdet, som både omfatter en modernisering af museernes faglige opgaver og en grundlæggende ny måde at fordele statens tilskud til statsanerkendte museer på, som understøtter museernes samfundsmæssige rolle, og så vi har museer i hele landet. Samtidig indebærer den politiske stemmeaftale et historisk løft af den økonomiske støtte til museerne på 75 mio. kr. årligt.
Stadfæstet
-
L 70 Lovforslag
Om styrkelse af adgang til en basal erhvervskonto for erhvervsdrivende og foreninger m.v
Lovforslaget har til formål at ændre flere love inden for det finansielle område, herunder lov om betalingskonti, lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder og lov om Danmarks Nationalbank. Ændringerne skal blandt andet fremme adgangen til en basal erhvervskonto for erhvervsdrivende og foreninger, forbedre tilsynet med europæiske grønne obligationer og fastsætte regler for åremålsansættelse af direktionen i Danmarks Nationalbank. Lovforslaget udmønter dele af "Aftale om Iværksætterpakken af 21. juni 2024" mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025
Stadfæstet
-
L 71 Lovforslag
Om offentligt udbud af anparter og nedsættelse af minimumskrav til anpartsselskabers selskabskapital
Forslaget har til formål at ændre selskabsloven for at lette kapitalrejsning for iværksættere og sænke adgangsbarriererne for at drive virksomhed i et anpartsselskab. Forslaget muliggør offentligt udbud af anparter gennem equity crowdfunding og sænker minimumskravet til selskabskapital for anpartsselskaber fra 40.000 kr. til 20.000 kr. Equity crowdfunding giver iværksættere mulighed for at rejse kapital ved at udbyde ejerandele til offentligheden, hvilket kan tiltrække risikovillig kapital fra en bredere gruppe investorer. Lovforslaget implementerer to af lovinitiativerne i "Aftale om Iværksætterpakken af 21. juni 2024" mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025
Stadfæstet
-
L 72 Lovforslag
Om opgavebortfald på Erhvervsministeriets område
Med lovforslaget ændres der i en række love, herunder selskabsloven, årsregnskabsloven, lov om erhvervsfremme og lov om finansiel virksomhed. Lovforslaget har bl.a. til formål at følge op på regeringens forslag til finansloven for 2025, hvormed der gennemføres en række ændringer på Erhvervsministeriets område med henblik på opgavebortfald. Med lovforslaget ophæves betingelserne i selskabsloven for at yde økonomisk bistand (kapitalejerlån) til selskabets kapitalejere og ledelsesmedlemmer samt kapitalejere og ledelsesmedlemmer i selskabets moderselskab m.fl. Derudover afskaffes kravene om rapportering af måltal og faktiske procentfordeling for andelen af det underrepræsenterede køn i virksomhedens øverste ledelsesorgan samt øvrige ledelsesorganer. Desuden afskaffes Erhvervsstyrelsens hjemmel til mod behørig legitimation og uden retskendelse at få adgang til erhvervsmæssige lokaler og transportmidler til brug for styrelsens tilsyns- og kontrolopgaver i henhold til eksportkontrolloven. Med forslaget nedlægges også Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens enhed for pålidelighedsvurderinger, og det foreslås at ophæve den særlige enhed for håndhævelse og piratkopiering. Dertil foreslås det at afskaffe kravet om tilladelse som finansiel rådgiver. Formålet med afskaffelsen er at forenkle antallet af tilladelser inden for den finansielle regulering. Ligeledes afskaffes krav om individuel egnethedsvurdering for bestyrelsesmedlemmer i gruppe 3- og 4-pengeinstitutter og gruppe 2-forsikringsselskaber ved indtrædelse i hvervet. Lovforslaget afskaffer også bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed vedrørende refinansieringsregistre, hvorved regelværket gøres mere simpelt. Den særskilte bestemmelse om, at Finanstilsynet fremmer den offentlige forbrugerinformation på det finansielle område, ophæves. Endelig ændres anmeldelseskravet så visse dele af det tekniske grundlag bortfalder i lov om forsikringsvirksomhed. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Stadfæstet
-
L 84 Lovforslag
Om udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter og supplerende bestemmelser til batteriforordningen
Forslaget har til formål at ændre reglerne for producenters ansvar for emballage og visse engangsplastprodukter. Forslaget skal fremme en cirkulær økonomi ved at give producenter ansvaret for deres produkter, efter de er blevet til affald. Det skal give producenterne økonomisk incitament til at designe genanvendelige produkter og emballage. De udvidede producentansvarsordninger følger af emballagedirektivet og engangsplastdirektivet og skal afholde med minimumskrav til udvidede producentansvarsordninger i affaldsdirektivet. Desuden skal forslaget implementere en ny EU-forordning om batterier. Kommunerne fratages ansvaret for at indsamle bærbare batterier. i stedet skal producenterne selv organisere indsamlingen, eventuelt i samarbejde med kommunerne. Derudover skal batteriproducenter melde sig ind i en fælles ordning med fokus på producentansvar.
Stadfæstet
-
L 74 Lovforslag
Om udmøntning af den politiske aftale om forenkling og målretning i sygedagpengesystemet
Forslaget har til formål at forbedre fleksibiliteten og forenkle processerne i sygedagpengesystemet og beskæftigelsesindsatsen. Rehabiliteringsteamet kan sammensættes fleksibelt efter den sygemeldtes behov, og antallet af visitationskategorier reduceres fra tre til to for at gøre systemet mere overskueligt. Kravene til sygemeldte i beskæftigelse lempes, hvilket inkluderer færre obligatoriske samtaler og færre dokumentationskrav. Desuden fjernes kravet om lægeattester i visse sager for at reducere bureaukratiet. Forslaget forventes at medføre administrative lettelser for kommunerne og en mere effektiv ressourceanvendelse.
Stadfæstet
-
L 75 Lovforslag
Om oprettelse af et nyt Arbejdsmarkedsråd m.v
Formålet med forslaget er at tilpasse rådsstrukturen på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet. Ændringerne indebærer nedlæggelse af Helbredsoplysningsrådet og Jobservice Danmark samt afskaffelse af de beskæftigelsespolitiske mål. Arbejdsmarkedsrådet og de regionale beskæftigelsesråd får nye opgaver og sammensætning, herunder øget fokus på tværgående samarbejde og effektivisering. Desuden indføres der nye regler for arbejdsmiljøcertificering og styrket kontrol. Ændringerne skal sikre en mere effektiv administration og bedre koordinering på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet.
Stadfæstet
-
L 99 Lovforslag
Om ikraftsættelse af udlændingelovens regler om gebyrfinansieret behandling af ansøgninger om opholdstilladelse på Færøerne og i Grønland m.v
Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt at sætte en række regler i den danske udlændingelov i kraft på Færøerne og i Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger, hvis der måtte være ønske herom på Færøerne eller i Grønland. Lovforslaget giver udlændinge- og integrationsministeren mulighed for ved kongelig anordning at sætte disse regler i kraft. Derudover indføres en mulighed for at delegere kompetencen til at træffe afgørelser om langtidsvisum til Færøerne til en færøsk myndighed.
Stadfæstet
-
L 83 Lovforslag
Om forenklet model for udpegning af eksterne bestyrelsesmedlemmer m.v
På baggrund af en evaluering af aftalen om bedre rammer for ledelse på universiteterne (indgået af den daværende regering (V, LA og KF), DF og S) fra 2017, skal forslaget forenkle modellen for indstillings- og udpegningsprocessen på universiteterne. Det foreslås desuden at give universiteterne mulighed for at vælge mere fleksible udpegningsperioder i forbindelse med genudpegning af bestyrelsesmedlemmer. Derudover foreslås det, at merit for enkeltfag gennemført af talentfulde elever i ungdomsuddannelser ikke længere skal udløse tilskud til den institution, der efterfølgende giver merit for gennemført enkeltfag. Endelig foreslås det præciseret, at universiteterne har mulighed for at tegne forsikring for studerende, der som led i EU-studieprogrammer om Erasmus Mundus gennemfører dele af en uddannelse ved et universitet i Danmark. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025.
Stadfæstet
-
L 89 Lovforslag
Om ældrelov
Forslag til ældrelov er en ny hovedlov for reguleringen af ældreplejen og indfører en række ændringer i den måde, ældreplejen reguleres på. Loven skal bl.a. understøtte større selvbestemmelse for ældre og større frihed for kommunerne til at tilrettelægge ældreplejen efter lokale behov. Med loven indføres bl.a. et princip om helhedspleje, hvormed hjælpen til ældre skal tilrettelægges og udføres som et sammenhængende forløb, og hvor ledere og medarbejdere i ældreplejen får større rum til at fastsætte tilrettelæggelsen af borgerens forløb. Endelig skal lovforslaget styrke ældre borgeres mulighed for at vælge leverandør af helhedspleje og madudbringning. Lovforslaget udmønter dele af ”Aftale om en reform af ældreområdet”, som blev indgået i april 2024 af regeringen (Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
Stadfæstet
-
L 90 Lovforslag
Om lokalplejehjem
Lovforslaget giver kommuner mulighed for at etablere lokalplejehjem. Lokalplejehjem skal have samme frihedsgrader som private friplejehjem, men samtidig have kommunalt ejerskab og overholde offentligretlige regler. Samtidig vil lokalplejehjem få mulighed for at tilbyde beboerne tilkøbsydelser. Lokalplejehjemmene skal etableres som aktieselskaber og styres af selvstændige, professionelle bestyrelser bestående af repræsentanter fra lokalområdet. Formålet med loven er at give ældre flere muligheder i forhold til valg af bolig og ydelser samt at sikre større involvering af lokalområdet i forvaltningen af lokalplejehjem. Lovforslaget udmønter dele af ”Aftale om en reform af ældreområdet”, som blev indgået i april 2024 af regeringen (Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
Stadfæstet
-
L 91 Lovforslag
Om ældretilsyn
Lovforslaget indfører et nyt, forenklet tværkommunalt ældretilsyn. Det nye tilsyn skal være risikobaseret og målrettes de enheder, hvor der er størst risiko for udfordringer med kvaliteten. Samtidig indføres samtilsyn på plejehjem, der forpligter relevante tilsynsmyndigheder til at gennemføre planlagte tilsynsbesøg på plejehjem samtidig. Dette skal begrænse antallet af statslige og lokale tilsyn og kontrolopgaver og sikre, at plejeenheder fremadrettet vil modtage færre tilsyn end i dag. Formålet er at sikre større ensartethed i det tilsyn, der føres med plejeenheder, mindske dokumentationsbyrden for medarbejdere samt understøtte lokal læring og kvalitetsudvikling. Lovforslaget udmønter dele af ”Aftale om en reform af ældreområdet”, som blev indgået i april 2024 af regeringen (Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
Stadfæstet
-
L 93 Lovforslag
Om at skabe bedre rammer for etablering af støttede friplejeboliger m.v
Lovforslaget ændrer rammerne for etablering af støttede friplejeboliger. Lovforslaget indebærer bl.a. en ny finansieringsordning, en højere ramme for støtte til opførsel af friplejeboliger samt en revision af friplejeboliglovens regler for prisfastsættelse af støttede friplejeboliger. Formålet med forslaget er at styrke ældre borgeres mulighed for selv at vælge, hvordan de ønsker at bo ved at sikre, at der kan etableres friplejeboliger med støtte i hele landet, herunder i de dele af landet, hvor der er relativt vanskeligere finansieringsvilkår. Lovforslaget udmønter dele af ”Aftale om en reform af ældreområdet”, som blev indgået i april 2024 af regeringen (Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
Stadfæstet
-
L 92 Lovforslag
Om forskellige ændringer som følge af ældreloven m.v
Lovforslaget gennemfører en række konsekvensændringer i forskellige lovgivninger, der er nødvendige som følge af de samtidigt fremsatte lovforslag til ældreloven og ældretilsynsloven. Loven udmønter sammen med forslag til ældreloven, ældretilsynsloven og lov om lokalplejehjem samt forslag til lov om ændring af lov om friplejeboliger og lov om almene boliger ”Aftale om en reform af ældreområdet”, som blev indgået i april 2024 af regeringen (Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Lovforslagene har overordnet til formål at frisætte ældreområdet og forandre den måde, ældreplejen styres, leveres, dokumenteres og kontrolleres på.
Stadfæstet
-
L 77 Lovforslag
Om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren
Forslaget har til formål at sikre klare og ensartede vilkår for etablering og drift af CO2-fangst i forsyningssektoren for at understøtte udviklingen af markedet for fangst, lagring og anvendelse af CO2. Desuden skal forslaget sikre, at kommunale og private aktører i højere grad ligestilles. For at beskytte varmekunderne indføres der krav om, at CO2-fangstaktiviteten, uanset om den foretages af et privat eller kommunalt ejet selskab, skal være regnskabsmæssigt adskilt fra el- og varmeproduktionen, hvis CO2-fangsten organiseres i hovedvirksomheden. Forslaget gennemfører en politisk aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet, »Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren« af 7. februar 2024.
Stadfæstet
-
L 78 Lovforslag
Om gennemsigtighed i varmeforsyningsvirksomheder
Forslaget har til formål at øge gennemsigtigheden i varmesektoren. Dette sker bl.a. ved at fastsætte et prisloft, som har til hensigt at fremme gennemsigtigheden i forbrugernes varmepriser. Dermed får forbrugerne bedre mulighed for at vælge en anden varmekilde, som eventuelt måtte være billigere. Forslaget indebærer også, at aftaler mellem varmeforsyningsvirksomheder og deres koncernforbundne selskaber skal indgås på markedsmæssige vilkår og dokumenteres. Loven gennemfører en politisk aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.
Stadfæstet
-
L 76 Lovforslag
Om decentralisering af sagsgange og afgørelser i forbindelse med præsteansættelser og forskellige administrative opgaver m.v. i folkekirken m.v
Formålet med lovforslaget er som led i regeringens beslutning om politisk prioriteret opgavebortfald at sikre bedre ressourceudnyttelse og begrænse administrationen på By-, Land- og Kirkeministeriets område ved at skabe de lovgivningsmæssige rammer for decentralisering af nogle sagsgange og afgørelser. Det foreslås, at biskoppen fremover varetager opgaven med stadfæstelse af valgmenighedspræster, og at kirkeministeren bemyndiges til at overlade sin kompetence til at ansætte præster i folkekirken og til at træffe afgørelser om tjenesteboliger for præster til en anden myndighed. Det forventes, at kompetencen vil blive delegeret til biskopperne. Derudover foreslås indførelse af en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om klageadgang for afgørelser inden for folkekirkens ansættelses- og personaleområde. By-, Land- og Kirkeministeriet forventer, at der med hjemmel i den foreslåede bestemmelse vil blive fastsat bestemmelser, der dels afskærer klageadgangen til ministeriet over visse afgørelser inden for det ansættelsesretlige og personaleretlige område, dels regler om klagefrist for de sager, som fortsat kan påklages til By-, Land- og Kirkeministeriet. Endelig foreslås afskaffelse af det 3-årige tilsyn med anerkendte trossamfund, der blev indført med vedtagelsen af trossamfundsloven i 2017, da det 3-årige tilsyns nytteværdi og effekt ikke står mål med den administrative byrde, som ordningen medfører for By-, Land- og Kirkeministeriet.
Stadfæstet
-
L 85 Lovforslag
Om ophør af Social- og Boligstyrelsens auditfunktion
Regeringen foreslår at ophæve kapitel 5 i socialtilsynsloven, hvilket vil nedlægge Social- og Boligstyrelsens auditfunktion og overføre ansvaret for koordinering og ensartet praksis til de fem socialtilsyn som led i administrationsbesparelser.
Stadfæstet
-
L 86 Lovforslag
Om nedlæggelse af Center for Boligsocial Udvikling
Lovforslaget er et led i regeringens flerårige arbejdsprogram på det statslige område, som bl.a. har til formål at understøtte opgavebortfald og begrænse administration i staten. Lovforslaget indebærer, at Center for Boligsocial Udvikling bliver nedlagt med udgangen af 2024.
Stadfæstet
-
L 87 Lovforslag
Om ændring af underretningsbestemmelse og præcisering af målgruppe for hjælp og støtte til børn og unge med nedsat funktionsevne m.v
Lovforslaget vil udvide forældres muligheder for transportstøtte ved møder om deres børn og styrke børns klagemuligheder ved social stofmisbrugsbehandling. Yderligere vil forslaget præcisere regler for samvær og støttepersoner samt ensrette sprogbrug og rette fejl i barnets lov og retssikkerhedsloven.
Stadfæstet
-
L 79 Lovforslag
Om indførelse af nulmoms for indenrigsflyselskabers indenrigsflyvninger m.v
Med lovforslaget foreslås det at indføre nulmoms for personbefordring med fly. Herudover indeholder lovforslaget enkelte mindre justeringer af særordningen for små virksomheder på momsområdet, der blev vedtaget i Folketinget den 4. april 2024 og træder i kraft den 1. januar 2025 på tværs af EU. Justeringen består i at sikre virksomheders og kunstneres anvendelse af de nuværende momsregistreringstærskler på henholdsvis 50.000 kr. og 300.000 kr. Videre indeholder lovforslaget en præcisering af en eksisterende hjemmel i momsloven, så skatteministeren får mulighed for at fastsætte regler for tidspunkter for bogføring af fradrag for købsmoms i momsregnskabet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Stadfæstet