Folketingsmonitor

Folketinget · 718 beslutningsforslag

Sager

Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.

  1. B 40 Beslutningsforslag

    Om, at pensionen skal stige, når lønningerne stiger (borgerforslag)

    Beslutningsforslaget fremsættes på baggrund af borgerforslaget »Pensionen skal stige, når lønningerne stiger«, som opnåede den nødvendige støttetilkendegivelse fra borgerne til at kunne blive fremsat i Folketinget. Forslaget går ud på, at pensionen skal reguleres i takt med den forventede lønudvikling.

    2. beh./Forkastet

  2. B 39 Beslutningsforslag

    Om ligestilling af krav for opstilling til henholdsvis Folketinget og Europa-Parlamentet

    Det foreslås, at Folketinget pålægger regeringen at ændre reglerne for opstilling til Europa-Parlamentet, så det ikke kræver flere vælgererklæringer at opstille til Europa-Parlamentet, end det kræver at opstille til Folketinget.

    Bortfaldet

  3. B 38 Beslutningsforslag

    Om id-kort til de mest udsatte borgere med stofmisbrug

    Forslaget går ud på, at de mest udsatte borgere med stofmisbrug skal kunne få udleveret et id-kort, så de undtages for sanktioner for besiddelse af narkotika til eget forbrug.

    2. beh./Forkastet

  4. B 35 Beslutningsforslag

    Om at fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i naturnationalparkerne

    Beslutningsforslaget skal fjerne ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris mulighed for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i forbindelse med etablering af naturnationalparker. Formålet er at sikre dyrevelfærden for de dyr, der befinder sig i naturnationalparkerne.

    Bortfaldet

  5. B 36 Beslutningsforslag

    Om afskaffelse af adgang til at søge spontant asyl i Danmark

    Forslaget skal sikre, at regeringen afskaffer adgangen til at søge spontant asyl i Danmark, medmindre Danmark er nærområde til en konflikt. Flygtninge med beskyttelsesbehov skal hjælpes i nærområderne, og Danmark skal derfor øge bevillingerne til UNHCR, så FN kan beskytte flere mennesker i deres nærområder og højne vilkårene for dem.

    Bortfaldet

  6. B 37 Beslutningsforslag

    Om udvisning af kriminelle udlændinge efter første dom

    Forslaget skal sikre, at kriminelle udlændinge konsekvent udvises efter første dom. Formålet er at sikre, at kriminelle udlændinge ikke kan begå flere forbrydelser, så færre borgere ender som ofre. Dette medfører, at det ved lov skal besluttes at fravige Danmarks internationale forpligtelser i sager om udvisning af kriminelle udlændinge.

    2. beh./Forkastet

  7. B 34 Beslutningsforslag

    Om fuld offentlighed om regeringens økonomiske beregninger

    Forslaget går ud på at offentliggøre de økonomiske beregninger og forudsætningerne herfor, der ligger til grund for lovforslag, regeringsudspil m.v. Formålet er at sikre fuld gennemsigtighed i beregningerne. Kravet om offentlighed skal gælde i alle tilfælde undtagen i særlige, konkrete tilfælde, hvor der må tages hensyn til rigets sikkerhed, statens økonomiske interesser eller lignende.

    Bortfaldet

  8. B 31 Beslutningsforslag

    Om at forbyde offentligt ansatte at bære islamiske tørklæder i arbejdstiden

    Forslaget handler om, at det skal være forbudt for offentligt ansatte at bære islamiske tørklæder i arbejdstiden, da forslagsstillerne mener, at islamiske tørklæder ikke er foreneligt med at besidde et offentligt hverv.

    2. beh./Forkastet

  9. B 32 Beslutningsforslag

    Om at forbyde at opføre stormoskéer

    Forslaget drejer sig om, at det skal være forbudt at opføre nye stormoskéer, fordi stormoskéer præger det omkringliggende samfund og andre kommuner negativt. Det er forslagsstillernes vurdering, at forslaget ikke er grundlovsstridigt, da man fortsat har mulighed for at dyrke sin religion andetsteds.

    Bortfaldet

  10. B 33 Beslutningsforslag

    Om at forbyde offentlige institutioner at servere halalcertificerede produkter

    Forslaget vil forbyde offentlige institutioner at servere halalcertificerede produkter, fordi det støtter udbredelsen af islam i Danmark. Formålet er at sikre, at offentlige institutioner ikke støtter islamiske organisationer.

    2. beh./Forkastet

  11. B 29 Beslutningsforslag

    Om, at kun danske statsborgere skal kunne stemme til danske valg

    Forslaget drejer sig om, at regeringen inden udgangen af indeværende kalenderår skal tage aktive skridt til at ændre Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, så landene selv kan beslutte, om det kun skal være landenes egne statsborgere, der kan stemme og er valgbare til de nationale valg.

    2. beh./Forkastet

  12. B 28 Beslutningsforslag

    Om åbenhed om privat partistøtte

    Forslaget handler om, at regeringen inden udgangen af 2023 skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at sikre fuld åbenhed om privat partistøtte. Det foreslås bl.a., at der indføres krav om, at størrelsen på private bidrag over beløbsgrænsen skal offentliggøres; at der indføres oplysningspligt for »pengeklubber« og »indsamlingsforeninger«; og at der gøres op med »selskabsfinten«. Indenrigsudvalget har afgivet beretning, som indeholder politiske bemærkninger fra det samlede udvalg. Udvalget er enigt om, at det er tid til at kigge på reglerne om privat partistøtte, og udvalget bakker op om indenrigs- og sundhedsministerens intention om at indkalde til politiske forhandlinger snarest muligt. Udvalget bemærker samtidig, at forliget i 2017 mellem S, V, LA og KF om øget åbenhed om partistøtte skal respekteres.

    Beretning afgivet

  13. B 27 Beslutningsforslag

    Om selvstændig kriminalisering af internationale forbrydelser i dansk ret, herunder tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden

    Forslaget skal sikre, at internationale forbrydelser selvstændigt bliver kriminaliseret i dansk ret. Dette kan f.eks. gøres ved at indsætte et særligt kapitel i straffeloven vedrørende tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Retsudvalget afgav beretning over B 27. Et flertal i udvalget er enige om, at der bør indføres straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Flertallet noterer sig, at justitsministeren vil nedsætte et udvalg, som skal udarbejde et forslag til, hvordan bestemmelserne kan indføres, og at udvalget så vidt muligt skal færdiggøre arbejdet inden udgangen af 2023 med henblik på at et udkast til lovforslag vil kunne fremsættes i 2024.

    Beretning afgivet

  14. B 26 Beslutningsforslag

    Om valg af Folketingets Ombudsmand

    Folketinget har efter folketingsvalget genvalgt Niels Fenger som Folketingets Ombudsmand.

    Eneste behandling/Vedtaget

  15. B 25 Beslutningsforslag

    Om et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter

    Beslutningsforslaget skal indføre et nationalt forbud mod anvendelsen af PFAS i forbrugsprodukter, da stofferne er skadelige for kroppen og miljøet. Derudover pålægges regeringen at fremskynde arbejdet for et generelt forbud mod anvendelsen af stofferne i hele EU.

    2. beh./Forkastet

  16. B 30 Beslutningsforslag

    Om Danmarks deltagelse i Det Europæiske Forsvarsagentur og Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet

    Med folketingsbeslutningen fik regeringen Folketingets samtykke til, at Danmark deltager i Det Europæiske Forsvarsagentur og det permanente strukturerede samarbejde på forsvarsområdet (PESCO), der begge er centrale dele af EU's forsvarssamarbejde. Baggrunden for folketingsbeslutningen er afskaffelsen EU-forsvarsforbeholdet i juni 2022, som betød, at Danmark indtrådte fuldt ud i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar den 1. juli 2022. Ifølge regeringen vil deltagelse i de to samarbejder betyde, at Danmark vil kunne være med til at sætte den strategiske retning for EU's sikkerheds- og forsvarspolitik, herunder med henblik på at sikre, at samarbejdet i endnu højere grad flugter med danske sikkerhedsinteresser. Deltagelse i Forsvarsagenturet giver ifølge regeringen Danmark mulighed for at præge udviklingen af nye forsvarsprojekter og være med til at sikre bedre vilkår for danske virksomheder, ligesom deltagelse vil give mulighed for adgang til Forsvarsagenturets forsvarsteknologiske initiativer til gavn for danske universiteter. Som en del af PESCO-samarbejdet vil Danmark desuden i højere grad kunne præge udviklingen af det forsvarspolitiske samarbejde i EU. Danmark vil have mulighed for at deltage i fælles projekter om udvikling af kapabiliteter med særlig dansk interesse. Derudover vil dansk deltagelse i PESCO-projekter kunne styrke danske virksomheders forsknings- og udviklingsaktiviteter, ligesom forsvaret vil kunne få adgang til ny teknologi og forsvarsmateriel.

    2. beh/Vedtaget

  17. B 24 Beslutningsforslag

    Om at bevare store bededag og give politikerne 10 pct. mindre i løn (borgerforslag)

    Beslutningsforslaget blev fremsat på baggrund af borgerforslaget ”Bevar store bededag og giv politikerne 10 pct. mindre i løn”, som opnåede den nødvendige støttetilkendegivelse fra borgerne til at kunne blive fremsat i Folketinget. Forslaget går ud på at bevare store bededag og give politikerne 10 pct. mindre i løn. Beslutningsforslaget blev forkastet.

    2. beh./Forkastet

  18. B 23 Beslutningsforslag

    Om ret til en basal erhvervskonto for erhvervsdrivende

    Forslagsstillerne ønsker at sikre, at erhvervsdrivende får ret til at få oprettet en basal erhvervskonto i et pengeinstitut på linje med den ret, der i dag gælder for privatkunder til at få oprettet en basal indlånskonto. Forslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag B 27, folketingsåret 2021-22.

    2. beh./Forkastet

  19. B 21 Beslutningsforslag

    Om at gøre forbuddet mod minkavl permanent

    Beslutningsforslaget skal sikre, at forbuddet mod minkavl bliver permanent. Dette skyldes, at Det Dyreetiske Råd ikke mener, at man kan opdrætte mink på en dyreetisk måde. Danmark bør derfor – i lighed med andre lande – udfase produktionen.

    2. beh./Forkastet

  20. B 22 Beslutningsforslag

    Om indtægtsregulering af bøder

    Forslaget går ud på at nedsætte et udvalg, som skal undersøge, hvordan man med fordel kan indføre et bødesystem, hvor bødes størrelse fastsættes med udgangspunkt i personens eller virksomhedens økonomiske formåen.

    2. beh./Forkastet

  21. B 20 Beslutningsforslag

    Om at forbyde privatpersoners affyring af fyrværkeri på andre tidspunkter end nytårsaften og indskrænke tidsrummet for tilladt køb og salg af fyrværkeri

    Forslaget har til formål at sikre, at privatpersoners affyring af fyrværkeri kun er tilladt i perioden fra nytårsaftensdag kl. 12.00 til den 1. januar kl. 03.00. Derudover skal tidsrummet, hvori man må sælge og købe fyrværkeri, begrænses til perioden fra den 26. december til og med den 31. december. Forslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag B 116, folketingsåret 2020-21.

    Tilbagetaget

  22. B 19 Beslutningsforslag

    Om en reform af folketingsmedlemmers og ministres vederlags- og pensionsvilkår

    Beslutningsforslaget indebærer, at der skal nedsættes en kommission til med afsæt i den tidligere Vederlagskommissions rapport fra januar 2016 et udarbejde et forslag til den fremtidige vederlæggelse af folketingsmedlemmer og ministre.

    Tilbagetaget

  23. B 18 Beslutningsforslag

    Om at opdatere skolesikkerhedsberedskabsplanerne og udarbejde undervisningsforløb om Muhammedkrisen til brug i undervisningen i folkeskolen

    Forslaget skal sikre, at Muhammedkrisen inddrages som en formativ periode i historiekanonen, og at der udarbejdes undervisningsmateriale og undervisningsforløb om Muhammedkrisen på emu.dk til brug i folkeskolen. Forslaget skal desuden sikre, at der udarbejdes opdaterede skolesikkerhedsberedskabsplaner, der kan imødegå eventuelle konflikter i forbindelse med brug af undervisningsmaterialet i undervisningen. Forslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 1 fra folketingsåret 2022-23, 1. samling.

    2. beh./Forkastet

  24. B 17 Beslutningsforslag

    Om at sætte gasledningen til Lolland-Falster i bero

    Beslutningsforslaget skal sikre, at etableringen af gasledningen til Lolland-Falster sættes i bero indtil 2025, og at der indkaldes til nye politiske drøftelser på baggrund af et opdateret økonomisk og teknisk beslutningsgrundlag. Det skyldes en lang række ændrede forudsætninger, siden beslutningen om etableringen af gasledningen blev truffet, herunder stigende etableringsomkostninger, den usikre forsyningssituation, det politiske ønske om at gøre Danmark og Europa uafhængige af russisk gas, og at gaskunder vil opleve stigende gaspriser på grund af gasledningen. Forslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 4 fra folketingsåret 2022-23, 1. samling.

    Bortfaldet

  25. B 16 Beslutningsforslag

    Om varig bevilling til Klimarådets understøttelse af klimaloven

    Beslutningsforslaget skal sikre en varig bevilling svarende til 25,1 mio. kr. til Klimarådets understøttelse af klimaloven, som minimum indtil Danmark er klimaneutralt. Klimrådet varetager i henhold til klimaloven en række opgaver, herunder årlige anbefalinger til klima-, energi- og forsyningsministeren om klimaindsatsen og kommentering af det årlige klimaprogram og den årlige klimastatus og -fremskrivning. Klimarådets forhøjede 4-årige bevilling udløber i 2024. Forslaget vil sikre, at Klimarådet har en varig højere bevilling på 25,1 mio. kr., så længe Klimarådet skal opfylde den rolle, der er beskrevet i klimaloven. Forslaget vil ikke forhindre, at der tilføres yderligere midler til Klimarådet. Det foreslås, at bevillingen f.eks. finansieres via den grønne fond. Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 3 fra folketingsåret 2022-23, 1. samling.

    2. beh./Forkastet

  26. B 15 Beslutningsforslag

    Om at dansk politi skal kunne bruge genetisk slægtsforskning i efterforskning af drab og grov personfarlig kriminalitet (borgerforslag)

    Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af B 10 (1. samling 2022-23). Forslaget har til formål at gøre det muligt for dansk politi at anvende genetisk slægtsforskning i efterforskningen af drab og grov personfarlig kriminalitet. Politiet må kun bruge genetisk slægtsforskning med kendelse fra retten, og når en række særlige kriterier er opfyldte.

    2. beh/Vedtaget

  27. B 14 Beslutningsforslag

    Om, at sundhedsvæsenet også skal indebære tandbehandling (borgerforslag)

    Forslaget indebærer gratis tandbehandling i Danmark. Forslaget henviser til, at mange borgere fravælger at gå til tandlægen, da det er for dyrt. Det er samtidigt besværligt og bureaukratisk at få tilskud til tandbehandling via eksisterende tilskudsordninger. Forslaget henviser også til, at manglende tandbehandling kan føre til forringet livskvalitet og diverse følgesygdomme. Det vil derfor være en økonomisk gevinst for samfundet at indføre gratis tandbehandling, da en række følgesygdomme vil kunne blive forebygget eller forhindret. Forslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag B 5, 2022-23, 1. samling. Der er tale om et borgerforslag, som inden for den fastsatte frist har opnået det antal støttetilkendegivelser fra borgere, der kræves for at få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i Folketinget. Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag ordningen.

    2. beh./Forkastet

  28. B 12 Beslutningsforslag

    Om aktivt fravalg af organdonation fra det fyldte 18. år i Danmark (borgerforslag)

    Forslaget indebærer aktivt fravalg af organdonation i Danmark fra det fyldte 18. år. Aktivt fravalg er en model, hvor man aktivt skal registrere sig med et nej, hvis man ikke ønsker at være organdonor. Myndige borgere, der ikke aktivt registrerer, at de ikke ønsker at donere, vil i denne model som udgangspunkt være organdonorer. Der er tale om et borgerforslag, som inden for den fastsatte frist har opnået det antal støttetilkendegivelser fra borgere, som der kræves for at få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i Folketinget. Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag ordningen. Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 2, folketingsåret 2022-23, 1. samling. Sundhedsudvalget har afgivet beretning over forslaget, som indeholder politiske bemærkninger fra det samlede udvalg. Udvalget anerkender behovet for flere organer til transplantation i Danmark, og er enig om, at organdonationsområdet skal styrkes. Udvalget noterer sig, at der er et skel mellem den høje andel af borgere, der er positive over for organdonation, og den relativt lave andel, der har registreret deres stillingtagen i Organdonorregistreret. Udvalget er enig om, at de lange ventelister er uacceptable og vil forbedre indsatsen, men anerkender, at der findes flere forskellige modeller for at styrke området. Udvalget vil derfor fortsætte de politiske drøftelser om at styrke organdonationsområdet, hvor forskellige initiativer og modeller kan blive nærmere afsøgt.

    Beretning afgivet

  29. B 13 Beslutningsforslag

    Om sorgberedskab til familier med hjemmeboende børn, som pludseligt og tragisk mister mor eller far (borgerforslag)

    Forslaget indfører et sorgberedskab til familier, når hjemmeboende børn pludseligt mister en mor eller far. Sorgberedskabet skal være et tilbud om støtte, rådgivning og information til efterladte forældre, for at de kan støtte og hjælpe deres børn bedst muligt i den akutte sorgfase. Der er tale om et borgerforslag, som inden for den fastsatte frist har opnået det antal støttetilkendegivelser fra borgere, som der kræves for at få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i Folketinget. Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag ordningen. Sundhedsudvalget afgav beretning over forslaget. Et flertal i udvalget er enige i intentionen bag forslaget, men kan ikke støtte det. Flertallet bemærker, at der på nuværende tidspunkt ikke er klarhed over, hvordan et sorgberedskab skal være organiseret eller finansieret. Flertallet noterer sig, at der er nedsat en tværfaglig arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til initiativer på området, hvorfor Folketinget bør afvente dette arbejde.

    Beretning afgivet

  30. B 11 Beslutningsforslag

    Om 26 ugers udvidet barsel til tvillinge- og flerlingefamilier (borgerforslag)

    Beslutningsforslaget skal sikre, at enhver familie, som får tvillinger eller flerlinger, får 26 ugers udvidet barsel med barselsdagpenge, som forældrene kan dele mellem sig.

    2. beh./Forkastet