Folketinget · 895 lovforslag
Sager
Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.
-
L 132 Lovforslag
Om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2027
Med lovforslaget fastlægges de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2027. Det følger af budgetloven, at lovforslaget om fastsættelse af udgiftslofter for det fjerde af de følgende finansår skal fremsættes sammen med finanslovsforslaget.
Bortfaldet
-
L 131 Lovforslag
Om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2024-2026
Lovforslagets formål er at ændre de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2024, 2025 og 2026. Forslaget følger bl.a. af regeringens 2030-planforløb og en række administrative korrektioner i henhold til budgetlovens § 8.
Bortfaldet
-
L 130 Lovforslag
Om finanslov for finansåret 2024
Finanslovforslaget fastlægger størrelsen og fordelingen af de samlede statslige udgifter og indtægter for finansåret 2024. Lovforslaget indeholder desuden overslag over statens udgifter for de efterfølgende 3 år.
Bortfaldet
-
L 76 A Lovforslag
Om fradragsretten for private lønforsikringer og forhøjelse af det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter
Lovforslaget er en genfremsættelse af en del af lovforslag nr. L 9, folketingsåret 2022-23, 1. samling, og udmønter dele af aftalen om en ny reformpakke for dansk økonomi, som den daværende regering (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne indgik den 21. januar 2022. Det udmønter to tiltag i aftalens del om »Hurtigere i job og et stærkere arbejdsmarked«. Det foreslås at gøre fradragsretten for private lønforsikringer betinget af, at der i indkomståret er indbetalt mindst 1.300 kr. i a-kassebidrag fra og med den 1. januar 2024. Derudover foreslås det at forhøje det maksimale fradrag for fagforeningskontingent fra 6.000 kr. til 7.000 kr. fra og med den 1. januar 2024. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 76 B Lovforslag
Om nedsættelse af bundskatten som følge af kommunale skattestigninger
Det foreslås med lovforslaget at nedsætte den statslige bundskat i 2023 og følgende år med 0,03 procentpoint fra 12,09 pct. til 12,06 pct. for at kompensere alle borgere for en samlet stigning i kommuneskatterne. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 72 B Lovforslag
Om implementering af bestemmelse i statsborgerretskonventionen
Forslaget går ud på at indføre en bestemmelse om konstatering af manglende grundlag for erhvervelse af statsborgerskab med henblik på at efterleve Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret (statsborgerretskonventionen). Loven trådte i kraft den 15. maj 2023.
Stadfæstet
-
L 72 C Lovforslag
Om revision af loven om indførelse af mulighed for overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i tredjelande
Forslaget indebærer, at lov nr. 1191 af 8. juni 2021 bevares. Loven indeholder det overordnede lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark vil kunne overføre asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, til et tredjeland med henblik på asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i et tredjeland under overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser. Samtidig ophæves bestemmelsen om, at der skal fremsættes forslag om revision af loven, hvis denne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft. Loven trådte i kraft den 15. maj 2023.
Stadfæstet
-
L 72 A Lovforslag
Om opfølgning på EU-lovgivning og ophævelse af lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale m.v
Lovforslaget drejer sig om at gennemføre en række ændringer og præciseringer af regler i udlændingeloven, hjemrejseloven og straffeloven samt at ophæve Brexit-borgerloven. Forslaget lægger op til at indføre nye regler om hjælp til hjemrejse og om at ændre de gældende regler om hjemrejsestøtte. Det foreslås bl.a., at udlændinge, som er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, under visse betingelser vil kunne få hjemrejsestøtte, hvis deres opholdstilladelse nægtes forlænget eller inddrages. Derudover bliver det foreslået at ændre udlændingeloven, så nuværende særlige forhold for Kroatien ophæves som følge af Kroatiens fulde optagelse i Schengensamarbejdet. Desuden indebærer forslaget, at lov om videreførelse af visse rettigheder for herboende britiske statsborgere (Brexit-borgerloven) af marts 2019 – som ikke har været sat i kraft – ophæves, da der blev opnået enighed om en udtrædelsesaftale, der sikrer fortsatte opholdsrettigheder m.v. for herboende britiske statsborgere. Loven er trådt i kraft den 15. maj 2023.
Stadfæstet
-
L 124 Lovforslag
Om opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Rusland
Med lovforslaget foreslås det, at Folketinget giver sit samtykke til, at regeringen kan opsige dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Rusland, og at der gennemføres skattesanktioner i form af såkaldte defensive foranstaltninger mod Rusland. Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. juni 2023, så opsigelse i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser om opsigelse kan effektueres snarest muligt med virkning fra den 1. januar 2024. Ikrafttrædelse af de defensive foranstaltninger over for Rusland fastsættes af skatteministeren, når opsigelsen er effektueret.
Stadfæstet
-
L 128 Lovforslag
Om genindførsel af ret til uddannelsesløft med forhøjet dagpengesats på 110 pct. i 2023
Forslaget genindfører retten til at påbegynde et uddannelsesløft med forhøjet dagpengesats på 110 pct. inden for fag, hvor der kan forventes behov for arbejdskraft. Dagpengemodtagerne får retten i perioden fra og med den 1. juli 2023 til udgangen af 2023. Lovforslaget udmønter dele af regeringens finanslovsforslag for 2023. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 129 Lovforslag
Om opfølgning på anden delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen
Forslaget indeholder flere tiltag inden for beskæftigelsesindsatsen. For det første får a-kasserne øget ansvar for kontaktforløbet i de første 3 måneder af en dagpengemodtagers ledighedsforløb, og antallet af obligatoriske samtaler reduceres for at forenkle forløbet. For det andet skal a-kasserne bistå egne medlemmer med at finde et job og bistå private og offentlige arbejdsgivere med rekruttering. For det tredje skal a-kasserne visitere jobsøgende under 25 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse og forsørgerpligt til et kontaktforløb i jobcentret. For det femte skal der føres tilsyn med, om a-kasserne lever op til de nye krav, og kommunikationen mellem jobcentre og a-kasser forenkles så samarbejdet bliver mere smidigt. For det sjette permanentgøres det forsøg, der blev igangsat med »Trepartsaftale om mangel på arbejdskraft« af oktober 2021, så der gives en jobrettet indsats til aktivitetsparate, som ikke er motiveret for uddannelse. Endelig forenkles særreglerne om vejledning om rådighed og sanktioner, som fremgår af lov om aktiv socialpolitik. Lovforslaget udmønter dele af »Anden delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen«, der blev indgået mellem den daværende S-regering, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti den 24. juni 2022. Aftalen er gennem besparelser på i alt 1,1 mia. kr., led i finansieringen af »Aftale om ny ret til tidlig pension«. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Stadfæstet
-
L 126 Lovforslag
Om indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v
Forslaget ændrer likviditetsstøtteordningen for energivirksomheder og energiintensive virksomheder, der blev indført i efteråret 2022 som en del af ”Aftale om Vinterhjælp” indgået mellem den daværende regering (S), V, SF, RV, EL, KF, DD, ALT og M. Med forslaget gøres det klart, at administrationen af ordningen overgår til Erhvervsstyrelsen, ligesom forslaget skaber det nødvendige lovgrundlag for at oprette en tilskudsordning til dækning af energivirksomheders implementerings- og administrationsomkostninger. Derudover foretages der en række justeringer af reglerne på kontrolområdet og reglerne vedrørende overtagelse af fordringer fra konkursramte energivirksomheder. Endelig sker der med forslaget en ensretning af forældelsesfrister for renter og øvrige dele af fordringer, der overtages af Erhvervsstyrelsen.
Stadfæstet
-
L 127 Lovforslag
Om udvidet screening af kontrakter om etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen m.v
Forslaget indeholder to dele: Forslagets ene del, der drejer sig om ændring af investeringsscreeningsloven, har til formål at skærpe den gældende investeringsscreeningsmekanisme med henblik på at sikre kontrol med de kontrakter, der indgås i forbindelse med det kommende udbud om etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen. Denne del sikrer, at alle kontraktparter, uanset hjemsted og uanset juridisk form, vil blive omfattet af krav om screening i det omfang, de deltager i udbuddet, ligesom den gør det muligt at screene de underleverandører, som deltagerne i udbuddet f.eks. vil anvende i forbindelse med projektering og anlæg. Forslagets anden del har til formål at udvide Klagenævnet for Udbuds kompetence til at håndhæve EU’s økonomiske sanktioner over for tredjelande i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter samt at indføre en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter erhvervsministeren kan fastsætte regler om administrationen af EU’s økonomiske sanktioner over for tredjelande i forhold til offentlige kontrakter.
Stadfæstet
-
L 125 Lovforslag
Om gennemførelse af dele af direktiv om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked
Lovforslaget har som hovedformål at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 vedrørende modernisering af ophavsretten set i lyset af udviklingen af digitale teknologier og især adgangen til at tilgå ophavsretligt beskyttet materiale via internettet. Med lovforslaget foreslås det at give kunstnere bedre kort på hånden ift. de aftaler, de indgår med producenter og streamingtjenester. Med forslaget følger også en bredere adgang for blandt andet biblioteker og museer til at gøre brug af materiale (for eksempel plakater, bøger og tidsskrifter) fra deres samlinger, der ikke længere kan købes. Den danske aftalelicensmodel sikres. Dermed gøres det nemmere at opnå tilladelse til masseudnyttelse af beskyttet materiale med mange involverede rettighedshavere.
Stadfæstet
-
L 58 B Lovforslag
Om udvidelse af dækningsområde for Garantifonden til at omfatte livsforsikringsselskaber m.v
Lovforslaget indebærer forskellige ændringer på det finansielle område. Det sikrer bl.a. en ensartet beskyttelse af de sikrede under arbejdsulykkesforsikringer ved, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber dækker arbejdsulykkesforsikringer, uafhængigt af om forsikringen er tegnet i et livs- eller skadesforsikringsselskab. Derudover indfører forslaget en række ændringer af hvidvaskloven, der har til formål at styrke den løbende forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering i Danmark. Forslaget betyder bl.a., at udbydere af tjenester relateret til en udsteders udbud og/eller salg af virtuelle valutaer omfattes af loven i overensstemmelse med vejledningen fra The Financial Action Taskforce. Desuden omfattes ministres særlige rådgivere af definitionen på politisk eksponerede personer, da disse varetager opgaver tæt på de respektive ministre
Stadfæstet
-
L 58 A Lovforslag
Om indgreb over for kreditter, der ydes rentefrit og uden andre omkostninger
Lovforslaget har til formål at styrke forbrugerbeskyttelsen, og det gennemfører bl.a. en række ændringer af reguleringen af forbrugslånsvirksomheder, der udbyder de såkaldte ”køb nu, betal senere-lån” (BNPL). Med forslaget sikres det bl.a., at forbrugere kun kan få sådanne typer af kreditter, hvis deres økonomi kan bære det, og at kreditterne også er omfattet af reglerne om et loft over de samlede omkostninger, som skal sikre, at forbrugere ikke ender i en gældsspiral, hvis de ikke kan tilbagebetale kreditten. Desuden skal udbyderne fremover have en tilladelse fra Finanstilsynet, således at der sikres et styrket tilsyn med virksomhederne.
Stadfæstet
-
L 116 Lovforslag
Om fritagelse for fradrag i efterløn for arbejde i sundhedsvæsenet i 2023 og 2024
Forslaget sikrer, at efterlønsmodtageres arbejde i det offentlige og private sundhedsvæsen ikke medfører fradrag i efterlønnen i en midlertidig periode fra den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2024. Formålet med forslaget er at tilskynde flere efterlønsmodtagere til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Forslaget er en udmøntning af aftalen fra februar 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danske Regioner om en akutplan for sygehusvæsenet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023, og at den vil få tilbagevirkende kraft fra og med den 1. januar 2023.
Stadfæstet
-
L 117 Lovforslag
Om afskaffelse af indtægtsregulering som følge af pensionistens egen arbejdsindtægt i folkepensionens grundbeløb og mere rimelige pensionsberegninger m.v
Forslaget sikrer, at folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg udbetales uafhængigt af pensionistens egen indtægt ved personligt arbejde. Derudover foretages der med forslaget en række præciseringer og ændringer i reglerne om opgørelse af indtægtsgrundlaget og reglerne om omregning og efterregulering af social pension. Formålet med forslaget er at gøre det mere attraktivt for seniorer at bidrage på arbejdsmarkedet og at skabe en forenkling af pensionssystemet. Forslaget udmønter dele af aftalen "En ny reformpakke for dansk økonomi" fra januar 2022, som blev indgået mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023, mens elementerne om afskaffelse af indtægtsregulering som følge af pensionistens egen arbejdsindtægt i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg og de mere rimelige pensionsberegninger får virkning fra den 1. januar 2024.
Stadfæstet
-
L 119 Lovforslag
Om forlængelse af forsøg med et socialt frikort og forhøjelse af beløbsgrænsen
Forslaget forlænger forsøgsperioden for det sociale frikort med halvandet år fra den 1. juli 2023 til og med den 31. december 2024. Det sociale frikort er en ordning, der giver de mest udsatte og sårbare borgere i samfundet mulighed for at tjene op til et vist beløb, uden at dette fradrages i andre offentlige ydelser. Forslaget hæver desuden denne beløbsgrænse, så udsatte borgere efter den 1. juli 2023 får mulighed for at tjene op til 40.000 kr. årligt. Forslaget medfører også, at beløbsgrænserne fremadrettet reguleres med satsreguleringsprocenten. Derudover tydeliggøres det, at afgørelser om deaktivering af sociale frikort kan påklages til Ankestyrelsen, og det præciseres, hvilken forudgående periode kommunalbestyrelsen skal forholde sig til i forbindelse med kontrollen af, om borgerne stadig er i målgruppen for ordningen.
Stadfæstet
-
L 120 Lovforslag
Om ophævelse af aldersgrænsen og dispensationsadgangen i ordningen med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere til overvågning og støtte om natten
Forslaget sikrer, at alle borgere - uanset alder - som modtager et kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95, stk. 3, får ret til overvågning og støtte om natten. Forslaget ophæver dermed den nuværende aldersgrænse på 23 år og dispensationsadgangen til og med det fyldte 25. år, så tilskuddet fremadrettet skal betales til alle borgere, hvis betingelserne i servicelovens § 95, stk. 4, i øvrigt er opfyldt. Forslaget ændrer desuden bestemmelsen om, at den unges forældre ikke må ansættes som hjælpere til at udføre overvågningen og støtten, så dette fremadrettet gælder borgerens nærtstående, som ikke må blive ansat til at udføre opgaven med overvågning og støtte i forbindelse hermed om natten. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 118 Lovforslag
Om direktivimplementering af offentliggørelse af selskabsskatteoplysninger for visse virksomheder og filialer m.v
Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2101 af 24. november 2021 om ændring af direktiv 2013/34/EU (regnskabsdirektivet), for så vidt angår offentliggørelse af selskabsskatteoplysninger for visse virksomheder og filialer. Ændringsdirektivet har til formål at fremme et fair og effektivt skattesystem, der understøtter gode vækstbetingelser baseret på princippet om, at virksomheder betaler skatter i det land, hvor deres indtægter genereres. Lovforslaget indeholder forslag om, at en række virksomheder og filialer årligt skal udarbejde og offentliggøre en såkaldt land for land-rapport, der indeholder en række oplysninger om deres skatteforhold, herunder bl.a. indtægter, beregnede indkomstskatter og betalte indkomstskatter.
Stadfæstet
-
L 123 Lovforslag
Om delimplementering af delegeret direktiv vedrørende opvarmede tobaksvarer m.v
Forslaget implementerer dele af et delegeret direktiv fra EU om tilbagetrækning af visse undtagelser vedrørende opvarmede tobaksvarer. Med forslaget bliver det forbudt at markedsføre opvarmede tobaksvarer med en kendetegnende aroma. Det bliver også forbudt at markedsføre opvarmede tobaksvarer, der indeholder aromastoffer i deres bestanddele såsom filtre, papir, emballage, kapsler eller enhver teknisk funktion, der gør det muligt at ændre opvarmede tobaksvarers duft eller smag eller deres røgudviklingsintensitet. Opvarmede tobaksvarer, der består af filtre, papir eller kapsler med indhold af tobak eller nikotin, må ikke markedsføres her i landet. Forslaget indfører en klar hjemmel, der fastsætter hvilke krav der stilles til alderskontrol på fysiske salgssteder og ved salg online af tobaksvarer, tobakssurrogater, urtebaserede rygeprodukter, elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin samt alkoholholdige drikkevarer.
Stadfæstet
-
L 121 Lovforslag
Om flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse m.v
Forslaget skal bl.a. skærpe formålet med ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov (STU), så det bliver tydeligere rettet mod at give unge med forudsætninger for det de bedste muligheder for videre uddannelse og beskæftigelse. Herudover indebærer forslaget bl.a. også, at de unge som udgangspunkt skal have mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder, og at de unge skal kunne fremsætte et alternativt tilbud til kommunalbestyrelsens tilbud om uddannelsessted. Lovforslaget er en udmøntning af aftale af den 21. maj 2022 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet) og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne og Alternativet om flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov (STU). Lovforslaget træder i kraft den 1. august 2023.
Stadfæstet
-
L 122 Lovforslag
Om indfødsrets meddelelse
Lovforslaget er det andet af samlingens to lovforslag om de personer, der ved lov kan få meddelt indfødsret (statsborgerskab) i Danmark.
Stadfæstet
-
L 113 Lovforslag
Om ejendomsskat
Forslaget skal sammen med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (L 114) implementere de resterende dele af boligskatteforliget ”Tryghed om boligbeskatningen” fra 2017 indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre og kompensationsaftalen ”Kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen” fra 2020 indgået mellem forligspartierne bag boligskatteforliget. Dele af boligskatteforliget og kompensationsaftalen er allerede implementeret. Med forslaget foreslås at indføre de dele af boligskatteforliget og kompensationsaftalen, der vedrører: - Lavere satser for ejendomsværdiskat og grundskyld. - Loft over satser for grundskyld og dækningsafgift til og med 2028. - En rabatordning, hvorefter boligejere, der har overtaget deres bolig inden 2024 tildeles en skatterabat, hvis boligejeren skal betale mere i boligskat ved overgangen til de nye regler, end hvis de gældende regler blev videreført til og med 2024. - En permanent indefrysningsordning, hvorefter boligejere kan vælge, at samlede stigninger i ejendomsværdiskat og grundskyld bliver indefrosset som et lån. - En moderniseret stigningsbegrænsningsordning, hvorefter større stigninger i grundskyld af erhvervsejendomme m.v. indfases over tid. - Statens overtagelse af opkrævning af grundskyld og dækningsafgift fra kommunerne. Det foreslås derudover at modernisere reglerne på ejendomsbeskatningsområdet ved at gennem- og sammenskrive gældende love på området. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2023 og have virkning fra og med den 1. januar 2024.
Stadfæstet
-
L 112 Lovforslag
Om midlertidig udskydelse af betalingsfrister for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og midlertidig forhøjelse af standardfradraget for dagplejere
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige indgik den 10. februar 2023 ”Aftale om inflationshjælp”, der skal give inflationshjælp på samlet 2,4 mia. kr. til borgere og virksomheder. Med lovforslaget foreslås det at udskyde betalingsfrister på A-skat og AM-bidrag i juli og august 2023 for alle virksomheder i henholdsvis 3½ og 6 måneder. Derudover foreslås det, at standardfradraget for dagplejere forhøjes fra 60 pct. til 68 pct. for indkomståret 2023. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 114 Lovforslag
Om opfølgning på forlig om tryghed om boligbeskatningen og aftalen om kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen
Lovforslaget skal sammen med det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsskattelov (L 113) implementere de resterende dele af boligskatteforliget ”Tryghed om boligbeskatningen” fra 2017 indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre og kompensationsaftalen ”Kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen” fra 2020 indgået mellem forligspartierne bag boligskatteforliget. Der foreslås regler om en afregningsordning som følge af statens overtagelse af opkrævningen af kommunale ejendomsskatter, regler, der skal understøtte, at opkrævning af grundskyld af ejerboliger ejet af fysiske personer fra 2024 skal ske via personskattesystemerne, og regler om, at staten hjemtager opgaven med at inddrive kommunale ejendomsskatter m.v. Endvidere foreslås det, at der anvendes foreløbige vurderinger for ejendomsskatter i 2024 og 2025, indtil de endelige vurderinger udsendes. Ligeledes foreslås det at udmønte de aftalte neutraliseringsordninger for kommunerne i perioden 2021-2028, som sammen med de nye lofter for grundskyldspromiller skal imødegå byrdefordelingsmæssige konsekvenser for kommunerne. Reglerne om klageadgang m.v. vedrørende ansættelse af ejendomsværdiskat foreslås ændret til også at gælde for kommunale ejendomsskatter, ligesom der foreslås konsekvensrettelser i den øvrige lovgivning. Der foreslås en forenkling af vurderingerne for 2024 og 2025 med henblik på at understøtte den samlede tidsplan for udsendelse af ejendomsvurderinger, samt at antallet af dommere i Landsskatteretten udvides med fire med henblik på at mindske risikoen for øgede sagsbehandlingstider. Endelig foreslås reglerne om offentliggørelse af pristalsindeks justeret, og Skatteforvaltningens adgang til at rette fejlbehæftede vurderinger foreslås udvidet. Det foreslås, at de fleste af ændringerne træder i kraft den 1. januar 2024. Forslagene om bl.a. foreløbige vurderinger foreslås dog at træde i kraft den 30. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 115 Lovforslag
Om ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald
Lovforslaget har til formål at implementere initiativ V om mindre forbrænding og mindre import af affald til forbrænding i politisk aftale af 16. juni 2020 om "Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi" (Klimaplanen). Der foreslås en ny organisering af affaldsforbrændingssektoren, hvor affaldsforbrændingsanlæggene selskabsgøres og skal konkurrere om det forbrændingsegnede affald, så det behandles, hvor det kan gøres mest miljørigtigt, bedst og billigst. De nye rammevilkår skønnes i lovforslaget at medvirke til, at anlæg, der ikke kan klare sig i konkurrencen, reducerer deres kapacitet eller lukker, og at der fremadrettet investeres mere hensigtsmæssigt i sektoren. Det vurderes at bidrage til en mere effektiv sektor og samlet set føre til lavere varmepriser og affaldstakster for danskerne og dansk erhverv. Det foreslås også, at der indføres yderligere tilsynsbestemmelser på den økonomiske regulering af affaldssektoren, som har til formål at understøtte et effektivt marked. Forsyningstilsynet varetager opgaven. Forslaget medfører en række økonomiske konsekvenser for de 68 kommuner, der i dag ejer eller medejer et af de eksisterende kommunale affaldsforbrændingsanlæg. Der forventes at være engangsomkostninger i forbindelse med selskabsgørelsen af kommunale anlæg, som i hovedparten forventes at kunne afholdes over affaldsgebyret. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 109 Lovforslag
Om forlængelse af de udvidede frihedsgrader i folkeskolen
Med lovforslaget ønsker regeringen at forlænge muligheden for afkortning af skoleugens længde og muligheden for at fravige målsætningen om fuld kompetencedækning til også at gælde i skoleåret 2023/24. Herudover ønsker man at afskaffe udviklingsplanerne. Lovforslaget er en udmøntning af en aftale af 10. februar 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti om forlængelse af de udvidede frihedsgrader på folkeskoleområdet i skoleåret 2023/24 og skoler med bekymrende kvalitet. Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 2. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 110 Lovforslag
Om genindførelse af ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje i 2023
Forslaget genindfører retten til tilbud om uddannelse for ledige, der har arbejdet i mink- eller følgeerhverv (opkvalificeringspuljen), så retten gælder i perioden fra og med den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2023. Retten til uddannelse er betinget af, at der er midler inden for den afsatte pulje til betaling af udgiften til uddannelsen, at tilbuddet om uddannelse er bevilget senest den 31. december 2023, og at uddannelsen er påbegyndt inden den 1. april 2024. Forslaget indfører samtidig et prisloft, så det enkelte uddannelsestilbud, som jobcenteret kan bevilge til en person, højst må have en pris på 600.000 kr. eksklusive moms. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2023.
Stadfæstet