Folketinget · 895 lovforslag
Sager
Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.
-
L 102 Lovforslag
Om skærpet straf for ulovlige omskæringer af drengebørn og ændring af sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede hændelser m.v
Forslaget skærper strafferammen for ulovlige omskæringer ved at fastsætte en særskilt bestemmelse i autorisationsloven. Strafferammen er fængsel i indtil 1 år. Forslaget sikrer også entydig hjemmel til, at sundhedspersoner kan videregive oplysninger til bl.a. politiet uden samtykke. Forslaget ændrer rapporteringspligten af utilsigtede hændelser, så der alene er pligt til at rapportere utilsigtede hændelser med alvorlig eller dødelig konsekvens, potentielt alvorlig eller dødelig konsekvens samt øvrige hændelser, hvor sundhedspersonen vurderer, at der er et læringspotentiale. Forslaget ophæver Styrelsen for Patientklagers pligt til at udarbejde en årsberetning. Lovforslaget er med enkelte ændringer en genfremsættelse af lovforslag nr. L 38, 2022-23, 1. samling, som bortfaldt ved Folketingsvalget.
Stadfæstet
-
L 91 Lovforslag
Om forsøg med selvvisitation til tilbud, der træder i stedet for madservice
Forslaget giver yderligere frihedsgrader til de tre kommuner, der ifølge velfærdsaftaleloven er velfærdskommuner på ældreområdet. Forslaget giver hjemmel til, at Langeland Kommune, Middelfart Kommune og Viborg Kommune ved mindre, begunstigende justeringer i hjælpen ikke længere vil være forpligtede til at sende en skriftlig oplysning til borgerne. Forslaget giver desuden de tre kommuner hjemmel til at give borgere mulighed for selv at tilmelde sig et tilbud, der træder i stedet for madservice. Kommunalbestyrelsen skal dog fortsat træffe afgørelse, når en borger ikke kan forventes selv at kunne tilmelde sig et tilbud eller ikke ønsker at benytte et sådant tilbud. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 104 Lovforslag
Om nye bundgrænser for offentlig partistøtte og anordningshjemmel til ikraftsættelse af partistøtteloven for Færøerne m.v
Forslaget skal udmønte forslag om visse ændringer af ordningen for offentlig partistøtte som fremsat i Udvalget for Forretningsordenens beretning af 11. maj 2022. Forslaget indebærer, at bundgrænsen for udbetaling af offentlig partistøtte ændres, så et parti, en kandidat uden for partierne eller en kandidatliste, der har opnået repræsentation ved valg, altid er berettiget til partistøtte. Derudover skal partier, der ikke har opnået repræsentation ved et folketingsvalg, være berettiget til partistøtte, hvis de har opnået et stemmetal på 320 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat, eller et stemmetal på 200 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat, samt repræsentation i mindst tre kommunalbestyrelser eller et regionsråd ved det foregående kommunal- og regionalvalg før folketingsvalget. Det foreslås, at kandidater uden for partierne, der ikke har opnået repræsentation ved folketingsvalget, og kandidatlister, der ikke har opnået repræsentation ved et kommunal- og regionalvalg, skal være berettiget til partistøtte, hvis de har opnået et stemmetal på 80 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat. Desuden ændres reglerne om indberetning og offentliggørelse af private bidrag, der ydes til partierne, i de tilfælde, hvor partiets regionale kandidatliste enten ikke er berettiget til partistøtte eller ikke ansøger om partistøtte, så partiet fremadrettet selv skal indberette bidragene til vedkommende regionsråd. Derudover indføres strafansvar for partier, der ikke opfylder partiregnskabslovens krav om at indsende partiregnskab til Folketinget. Ydermere skal forslaget sikre hjemmel til, at færøske partier og kandidater uden for partierne har ret til at modtage partistøtte. Loven træder i kraft den 1. januar 2024, dog med undtagelse af den del af lovforslaget, der vedrører hjemlen for Færøerne, der træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stadfæstet
-
L 92 Lovforslag
Om genindførelse af ordning med obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn
Forslaget genindfører den midlertidige forsøgsordning med obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb til plejeenheder, der modtager et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn som følge af problemer med den social- og plejefaglige kvalitet. Genindførelsen af forsøgsordningen skal gælde frem til og med den 31. december 2024. Forslaget udmønter ”Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2023-2026”, som blev indgået i marts 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 81 Lovforslag
Om udbetaling af støtte og opkrævning for elektricitet produceret på udbudte havvindmølleparker og implementering af dele af VE II-direktivet
Forslaget har dels til formål at understøtte en hurtigere implementering og afklaring af rammerne for nye udbud af havvindmølleparker, dels at muliggøre gennemførelsen af dele af EU’s direktiv om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder (VE II-direktivet) af 11. december 2018. Forslaget indebærer for det første, at der gives hjemmel til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan udbetale støtte og opkræve betaling for elektricitet produceret på fremtidige udbudte havvindmølleparker. Desuden kan der fastsættes betingelser og nærmere vilkår i forbindelse med de konkrete udbudsmaterialer. For det andet indebærer forslaget, at flere artikler vedrørende begrebsdefinitioner og støtteordninger i VE II-direktivet implementeres i dansk ret, f.eks. en forpligtelse for klima-, energi og forsyningsministeren til årligt at offentliggøre en langsigtet plan med forventede støttetildeling. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023 med undtagelse af enkelte elementer, som implementerer dele af VE II-direktivet, og som foreslås at træde i kraft den 1. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 103 Lovforslag
Om at skabe rammerne for en national kvalitetsplan for den videre kvalitetsudvikling af det nære sundhedsvæsen m.v
Lovforslaget udmønter dele af ”Aftale om Sundhedsreform” af 20. maj 2022 indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet, Kristendemokraterne samt Liselott Blixt på vegne af arbejdsfællesskabet af løsgængere (Bent Bøgsted, Hans Kristian Skibby, Karina Adsbøl, Marie Krarup og Lise Bech)). Forslaget giver indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsætte forpligtende kvalitetskrav og anbefalinger til kommunale sundhedsydelser samt til regionernes rådgivningsforpligtelse. Forslaget indeholder hjemmel til at give mulighed for tværkommunalt samarbejde om visitation til hjemmesygeplejen og til initiativer, der understøtter bedre lægedækning. Regionernes vilkår for etablering og drift af regionsklinikker bliver forbedret, og de får får mulighed for at yde et særligt vederlag til læger i områder med lægemangel. Ministeren vil kunne fastsætte kriterier for fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen.
Stadfæstet
-
L 80 Lovforslag
Om ændringer og afvikling af rørledningen til transport af råolie fra Nordsøen m.v
Forslaget har til formål dels at sikre hjemmel til at foretage ændringer af råolieinfrastrukturen i Nordsøen, dels at sikre bemyndigelse til at fastsætte regler for rutinemæssig afbrænding af kulbrinter, dels at udvide anvendelsesområdet for kontinentalsokkelloven og dels at sikre ensrettet implementering af bestemmelser og direktiver om naturbeskyttelse på tværs af lovene. Med forslaget foretages der ændringer i tre love: lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat (rørledningsloven) af 13. august 2019, lov om kontinentalsoklen og visse rørledningsanlæg på søterritoriet (kontinentalsokkelloven) af 21. september 2018 og lov om anvendelse af Danmarks undergrund (undergrundsloven) af 16. december 2019. De foreslåede ændringer i rørledningsloven indebærer bl.a., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan godkende ændringer af rørledningen, der transporterer råolie fra Nordsøen til Fredericia, og træffe afgørelse om tidspunktet for afviklingen af denne, og at der fastsættes krav om, at ejeren af rørledningen skal sikre, at driften af rørledningen foregår på en effektiv og hensigtsmæssig måde. De foreslåede ændringer i kontinentalsokkelloven indebærer bl.a., at tilladelser til udforskning af naturforekomster også kan meddeles for dansk søterritorium og ikke alene for dansk kontinentalsokkelområde. De foreslåede ændringer i undergrundsloven indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om afbrænding af kulbrinter, herunder et forbud mod rutinemæssig afbrænding af kulbrinter. Desuden indebærer forslaget ændringer i klagebestemmelserne i de berørte love og ensretning af reglerne om international naturbeskyttelse og beskyttelse af visse arter. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 15 B Lovforslag
Om omlægning af pesticidafgiften efter »Politisk aftale om sprøjtemiddelstrategi 2022-2026«
Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 8 fra folketingsåret 2022-23, 1. samling. Lovforslaget udmønter en del af ”Politisk aftale om sprøjtemiddelstrategi 2022-2026” indgået mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne den 10. februar 2022. Det foreslås, at pesticidafgiften omlægges for at gøre det mere attraktivt at bruge sprøjtemidler med lav belastning af miljø og sundhed. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2023.
Stadfæstet
-
L 15 A Lovforslag
Om forhøjelse af energiafgiften på fossile brændsler for erhverv efter »Aftale om Grøn skattereform«
Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 8 fra folketingsåret 2022-23, 1. samling. Lovforslaget udmønter et element af ”Aftale om grøn skattereform” indgået mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti den 8. december 2020. Det foreslås at forhøje energiafgiften på fossile brændsler for erhverv med 6 kr. pr. GJ (2021-niveau). Forhøjelsen indfases fra 2023 og til 2025. Formålet er at understøtte grøn omstilling af det danske energiforbrug ved at gøre det dyrere for erhverv at anvende fossile brændsler som en del af deres virksomhed. Herudover foreslås det at indføre CO2-afgift for en række varer, der i dag ikke kan opkræves CO2-afgift for. Desuden foreslås det at ligestille konkurrenceforholdene mellem de store og mindre energianlæg, der udleder NOx til luften ved afbrænding. Endelig foreslås det at genindføre en bestemmelse om afgiftspligt for overskudsvarme fra energiprodukter, der anvendes til at producere tilsvarende energiprodukter, i mineralolieafgiftsloven, som ved en lovteknisk fejl blev ophævet i 2020. Elementet har ikke været i høring. Det foreslås med visse undtagelser, at loven træder i kraft den 1. april 2023.
Stadfæstet
-
L 65 Lovforslag
Om finanslov for finansåret 2023
Finanslovsforslaget fastlægger størrelsen og fordelingen af de samlede statslige udgifter og indtægter for finansåret 2023. Lovforslaget indeholder desuden overslag over statens udgifter for de efterfølgende 3 år.
Stadfæstet
-
L 66 Lovforslag
Om konsekvenser af forslag til finanslov for 2023 m.v
Lovforslagets formål er at ændre de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2023, 2024 og 2025. Forslaget følger af, at der i forlængelse af folketingsvalget og regeringsskiftet er foretaget ændringer i den økonomiske politik, herunder for så vidt angår prioriteringer på finanslovsforslaget for 2023 m.v. Derudover afspejler ændringerne virkninger af indgåede politiske aftaler, ændringer af den mellemfristede planlægning forud for folketingsvalget m.v. Endvidere er der i henhold til budgetlovens § 8 foretaget en række administrative korrektioner af de gældende lofter som følge af bl.a. omprioritering mellem stat, kommuner og regioner samt pris- og lønopregninger.
Stadfæstet
-
L 67 Lovforslag
Om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2026
Med lovforslaget fastlægges de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2026. Det følger af budgetloven, at lovforslaget om fastsættelse af udgiftslofter for det fjerde af de følgende finansår skal fremsættes sammen med finanslovsforslaget.
Stadfæstet
-
L 70 Lovforslag
Om etablering af en forsøgsordning med kommunale tryghedsvagter m.v
Forslaget indebærer, at der etableres en forsøgsordning, som i en 3-årig periode giver kommunerne mulighed for at anvende tryghedsvagter, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden i det offentlige rum, f.eks. i boligområder og på togstationer. Det skal være frivilligt for kommunerne at benytte sig af ordningen. Formålet med forslaget er at reducere utryghedsskabende adfærd og kriminalitet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 71 Lovforslag
Om økonomisk støtte til forskellige persongrupper
Lovforslaget udmønter dele af »Aftale om inflationshjælp«, der blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige den 10. februar 2023. Med lovforslaget gives der en ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck og et engangsbeløb til SU-handicaptillægsmodtagere og enlige forsørgere på SU. Derudover ophæver lovforslaget lov om den sociale pensionsfond, da fonden er tom for midler og som følge heraf ophæves ved lov. Det foreslås, at loven træder i kraft den 3. maj 2023.
Stadfæstet
-
L 72 Lovforslag
Om opfølgning på EU-lovgivning og ophævelse af lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale m.v
Forslaget er et samleforslag, som har til formål at gennemføre en række ændringer og præciseringer af regler i udlændingeloven, hjemrejseloven, straffeloven og forskellige andre love samt ophævelse af brexitborgerloven. Forslaget indebærer, at lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der indeholder det overordnede lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark vil kunne overføre asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, til et tredjeland med henblik på asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i et tredjeland under overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser bevares, men bestemmelsen om, at der skal fremsættes forslag om revision af loven, hvis denne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft, ophæves. Derudover lægges der op til at indføre nye regler om hjælp til hjemrejse og om at ændre de gældende regler om hjemrejsestøtte. Det foreslås bl.a., at udlændinge, som er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, under visse betingelser vil kunne få hjemrejsestøtte, hvis deres opholdstilladelse nægtes forlænget eller inddrages. Det foreslås desuden, at der indføres en bestemmelse om konstatering af manglende grundlag for erhvervelse af statsborgerskab med henblik på at efterleve Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret (statsborgerretskonventionen). Ydermere indebærer forslaget, at lov om videreførelse af visse rettigheder for herboende britiske statsborgere (brexitborgerloven) af marts 2019 – som ikke har været sat i kraft – ophæves, da der imidlertid blev opnået enighed om en udtrædelsesaftale, der sikrer fortsatte opholdsrettigheder m.v. for herboende britiske statsborgere. Endvidere foreslås en ændring af udlændingeloven, så nuværende særlige forhold for Kroatien ophæves, som følge af Kroatiens fulde optagelse i Schengensamarbejdet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. maj 2023.
Delt
-
L 69 Lovforslag
Om et midlertidigt solidaritetsbidrag
Lovforslaget har til formål at supplere og gennemføre de bestemmelser om et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag fra selskaber i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, der fremgår af artikel 14-16 i Rådets forordning (EU) nr. 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (nødindgrebsforordningen). Det foreslås, at det midlertidige solidaritetsbidrag pålægges i indkomståret 2023. Det foreslås endvidere, at det midlertidige solidaritetsbidrag skal betales af selskaber med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, og at det som fastsat i nødindgrebsforordningen skal være en betingelse, at mindst 75 pct. af den skattepligtige omsætning i indkomståret 2023 hidrører fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter. Det foreslås, at det midlertidige solidaritetsbidrag skal svares med den i nødindgrebsforordningens fastsatte mindstesats på 33 pct. Beregningsgrundlaget skal efter forslaget som udgangspunkt være selskabets eller det faste driftssteds skattepligtige indkomst opgjort før eventuel sambeskatning i indkomståret 2023. Det midlertidige solidaritetsbidrag vil kun skulle svares af den del af beregningsgrundlaget, der overstiger selskabets eller det faste driftssteds gennemsnitlige skattepligtige overskud før sambeskatning i de 4 første indkomstår påbegyndt den 1. januar 2018 eller senere med tillæg af 20 pct. Det foreslås, at kulbrinteindvindingsvirksomheder skal kunne modregne det midlertidige solidaritetsbidrag i kulbrinteskat, som de skal betale af den kulbrinteskattepligtige indkomst i indkomståret 2023. Det foreslås i tilknytning hertil, at de skal kunne bortse fra fremførbare underskud fra tidligere år ved opgørelsen af kulbrinteindkomsten i indkomståret 2023 i det omfang, det er nødvendigt for at kunne udnytte adgangen til at modregne det midlertidige solidaritetsbidrag i kulbrinteskat vedrørende indkomståret 2023. Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stadfæstet
-
L 68 Lovforslag
Om et loft over indtægter fra elproduktion
Lovforslaget har til formål at supplere og gennemføre bestemmelserne om et obligatorisk loft over markedsindtægter på 180 euro pr. MWh for produceret elektricitet i perioden fra den 1. december 2022 til den 30. juni 2023 i Rådets forordning (EU) nr. 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (nødindgrebsforordningen). Det foreslås, at elproducenterne angiver deres markedsindtægter over indtægtsloftet to gange fordelt over perioden, og at de realiserede markedsindtægter i udgangspunktet opgøres på månedsbasis. De betalingspligtige skal indbetale 90 pct. af deres markedsindtægter over indtægtsloftet, og for de producenter, som indgår i en koncern, foreslås det, at indtægtsloftet omfatter indtægter ved salg ud af koncernen. Der vil ved opgørelsen af markedsindtægterne skulle tages hensyn til indgåede prissikringsaftaler. Det foreslås således, at tab på prissikringsaftaler kan fradrages ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for en given måned. Det foreslås at indføre et forhøjet indtægtsloft for produktionsanlæg, der producerer elektricitet fra faste biomassebrændsler og råolieprodukter, samt undtage en række produktionsanlæg af hensyn til bl.a. forsyningssikkerhed og administrerbarhed. Der foreslås en delt administration mellem skatteforvaltningen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stadfæstet
-
L 56 Lovforslag
Om udvidelse af fristen for retten til udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med somatisk behandling
Forslaget udvider fristen for retten til udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med somatisk behandling. Fristen bliver udvidet fra 1 måned til 2 måneder og gælder personer, som er henvist til sygehusbehandling og udredt i perioden fra den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2024. Udvidelsen af fristen gælder alene somatisk behandling. Forslaget udmønter dele af regeringsgrundlaget »Ansvar for Danmark – Det politiske grundlag for Danmarks regering« fra den 14. december 2022.
Stadfæstet
-
L 55 Lovforslag
Om lavere medicintilskudsgrænser i 2023 m.v
Forslaget muliggør, at medicintilskudsgrænserne kan blive nedsat i den resterende del af 2023. Det sker ved at bemyndige indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler for tilskuddets størrelse. Forslaget realiserer en del af aftalen ”Aftale om Inflationshjælp” fra den 10. februar 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige. Med aftalen blev bl.a. besluttet at afsætte 125 mio. kr. i 2023 til midlertidig nedsættelse af den maksimale egenbetaling for tilskudsberettiget medicin.
Stadfæstet
-
L 57 Lovforslag
Om gennemførelse af restriktive foranstaltninger over for Rusland og Belarus gældende for Færøerne
Færøerne varetager sanktionspolitikken over for Rusland og Belarus som følge af Ruslands invasion af Ukraine på alle de områder, hvor Færøerne har overtaget sagsområderne. Det følger af lagtingslov af 6. maj 2022 om restriktive foranstaltninger i forbindelse med angreb mod Ukraine. EU har imidlertid indført en række restriktive foranstaltninger og sanktioner over for Rusland og Belarus på retsområder, som de danske myndigheder har ansvaret for. Det foreslås derfor at sætte EU's forordninger med restriktive sanktioner mod Rusland og Belarus i kraft for Færøerne på disse områder, så sanktionerne kan håndhæves på Færøerne. Erhvervsministeren får med lovforslaget bemyndigelse til at fastsætte regler om anvendelse af forordningerne med de tilpasninger, der er nødvendige efter færøske forhold. Det gælder også nye regler som følge af ændringer i forordningerne efter lovens vedtagelse. Landsstyret vil blive inddraget i forhandling om reglerne og komme med udtalelse om dem. Eventuelle nye sanktioner er ikke omfattet af bemyndigelsen. Lovforslaget behandles i Lagtinget på Færøerne parallelt med behandlingen i Folketinget.
Stadfæstet
-
L 58 Lovforslag
Om ændringer af den finansielle regulering for at styrke forbrugerbeskyttelsen m.v
Lovforslaget har til formål at gennemføre en række ændringer af den finansielle regulering for blandt andet at styrke forbrugerbeskyttelsen. Der foreslås f.eks. en ændring vedrørende regulering af forbrugslånsvirksomheder, der udbyder de såkaldte ”køb nu, betal senere-lån” (BNPL). Derudover foreslås det, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber dækker arbejdsulykkesforsikringer, uafhængigt af om forsikringen er tegnet i et livs- eller skadesforsikringsselskab: det sikrer en ensartet beskyttelse af de sikrede under arbejdsulykkesforsikringer. Endelig ønskes en række ændringer af hvidvaskloven, der bl.a. betyder, at udbydere af tjenester relateret til en udsteders udbud og/eller salg af virtuelle valutaer omfattes af loven i overensstemmelse med vejledningen fra The Financial Action Taskforce. Desuden omfattes ministres særlige rådgivere af definitionen på politisk eksponerede personer, da disse varetager et hverv tæt på de respektive ministre
Delt
-
L 63 Lovforslag
Om fleksibel hjælp og støtte til borgere med en hastigt fremadskridende sygdom
Forslaget er en opdateret genfremsættelse af lovforslag nr. L 46 (folketingsåret 2022-2023, 1. samling). Lovforslaget vil sikre, at borgere med en hastigt fremadskridende sygdom får mulighed for at få tildelt hjælp og økonomisk støtte med det samme, når de ansøger herom hos kommunalbestyrelsen. Hjælpen og støtten kan tildeles én gang per sygdomsforløb og kan have en samlet maksimal værdi af 39.750 kr. (2023-niveau). Forslaget søger at imødekomme intentionen bag »Forslag til folketingsbeslutning om hurtigere og mere fleksibel hjælp til als-patienter« (B 14), som blev fremsat af Dansk Folkeparti den 20. oktober 2020. Loven træder i kraft den 1. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 64 Lovforslag
Om omlægning af indsatsen mod hjemløshed, udvidelse af ordning om udslusningsboliger og indretning af bofællesskaber m.v
Forslaget indfører en række ændringer i indsatsen mod hjemløshed. Formålet med ændringerne er at udbrede Housing First-tilgangen, reducere antallet af borgere i hjemløshed og gøre op med langvarig hjemløshed. Forslaget indfører bl.a. en ny bestemmelse om bostøtte, der skal understøtte brugen af Housing First-tilgangen, der bygger på tilgængelige billige boliger kombineret med passende social bostøtte i egen bolig. Derudover præciserer forslaget målgruppen for, formålet med og samarbejdet omkring midlertidige ophold til personer med særlige sociale problemer. Desuden ændrer forslaget refusionsreglerne for kommunernes udgifter til boformer, så det fremover bedre kan betale sig for kommunerne at hjælpe borgere i hjemløshed til at få egen bolig. Endelig udvider forslaget målgruppen for udslusningsboliger.
Stadfæstet
-
L 60 Lovforslag
Om udmøntning af Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisations aftale om principper for justering af Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede m.v
Med lovforslaget gives Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) en udvidet mulighed for at inddrive fagretlig bod fra sager om overenskomstbrud mod udstationerende virksomheder på vegne af faglige organisationer. Denne del af lovforslaget udmønter Aftale om principper for justering af Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede, som blev indgået mellem arbejdsmarkedets parter i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2020. Forslaget sikrer desuden en særlig tavshedspligt ved, at oplysninger om lønmodtagerens identitet som hovedregel ikke uden lønmodtagerens udtrykkelige samtykke bliver videregivet til arbejdsgiveren i forbindelse med fondens behandling af et løntilgodehavende m.v. Endvidere indfører lovforslaget en ordning med obligatorisk genvurdering af AFU’s afgørelser. Sluttelig rettes der med lovforslaget op på en fejl i barselsloven omkring varslingsfristen for afholdelse af orlov. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 59 Lovforslag
Om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård
Forslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 25 (folketingsåret 2022-2023, 1. samling). Forslaget skaber lovgrundlag for, at der kan ydes kompensation til naboer til Udrejsecenter Kærshovedgård. Udrejsecenteret har indkvarteret en persongruppe, der adskiller sig fra persongrupper på andre udrejsecentre, og formålet med forslaget er at tilbyde kompensation til naboer til udrejsecentret for den påvirkning, som de oplever som følge af naboskabet til udrejsecenteret. Kompensationen kan ydes i form af udbetaling af et engangsbeløb eller ved overtagelse af ejendommen, hvori boligen indgår. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 61 Lovforslag
Om sanktionstiltag omfattet af tredje etape af reform af skattekontrollen
Lovforslaget udmønter dele af aftale om »En styrket skattekontrol – etape 3«, som blev indgået den 9. december 2021 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerligere, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne. Det foreslås for det første at ændre praksis for tvangsbøder til banker og andre lignende indberetningspligtige, dvs. virksomheder, der f.eks. indberetter om borgeres renter, løn m.v. Det skal sikre, at tvangsbøder er effektive uanset virksomhedens økonomiske størrelse, og at tvangsbødernes størrelse gøres mere gennemsigtige for virksomhederne. Det foreslås for det andet at skærpe reglerne om genregistrering, ved at virksomheder, der har fået inddraget deres registrering for skatter og afgifter m.v. hos skatteforvaltningen på grund af manglende angivelser henholdsvis indberetninger, ikke vil kunne genregistreres, medmindre de pågældende angivelser henholdsvis indberetninger indgives. Det foreslås for det tredje at udvide reglerne om ledelsens hæftelsesansvar, så ledelsesmedlemmer i virksomheder, der er ophørt, under visse betingelser skal kunne pålægges at hæfte for skatter og afgifter m.v., der ikke er blevet indberettet de seneste 2 år forud for virksomhedens ophør. Endelig foreslås det at indføre regler om nægtelse og inddragelse af især svigsvirksomheders registrering for skatter og afgifter m.v. Det foreslås, at lovforslaget skal træde i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 62 Lovforslag
Om revision af visse regler på jernbaneområdet
Lovforslaget præciserer en række gældende regler i jernbaneloven, så de efterlever EU-reguleringen på området, herunder i forhold til regler om adgang til stationer, kombiterminaler og jernbanerelaterede servicefaciliteter m.v. Lovforslaget gør det også muligt for Banedanmark i en overgangsperiode at udleje ombordudrustet materiel til de nye signalsystemer til jernbanevirksomheder. Derudover foreslås en kodificering af gæsteprincippet i jernbaneloven og en udvidelse af ekspropriationshjemmelen. Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 54 Lovforslag
Om undtagelse til hegningspligt i områder med udsatte dyr m.v
Med lovforslaget lempes færdselslovens hegningspligt i de tilfælde, hvor det kan ske på en færdselssikkerhedsmæssigt forsvarlig måde. Derudover ophæves bilag 1 i færdselsloven, da bilaget, som er en indholdsfortegnelse over færdselslovens kapitler og undertitler m.v., har mistet sin anvendelighed. Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 53 Lovforslag
Om godtgørelse af tinglysningsafgiften ved tinglysning af pant til sikkerhed for lån til udskiftning af olie- og gasfyr m.v
Lovforslaget udmønter en del af ”Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022” indgået mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne. Med lovforslaget udmøntes den del af aftalen, som angår fritagelse for tinglysningsafgift ved tinglysning af pant til sikkerhed for lån til udskiftning af olie- og gasfyr til andre opvarmningskilder i perioden 2023-2028. Fritagelsen foreslås konkret indført som en godtgørelsesordning, hvor de såkaldte registrerede storkunder (banker og realkreditinstitutter m.v.) får godtgørelse i forbindelse med den månedlige angivelse. Øvrige panthavere og pantsættere, der vil benytte ordningen, skal i stedet anmode om godtgørelse via blanket. Godtgørelsen foreslås betinget af, at pantet tinglyses i en ejendom, der benyttes til helårsbeboelse, at 90 pct. af det pantsikrede beløb benyttes til udskiftningen, at udskiftningen sker inden for 12 måneder fra tidspunktet for tinglysning, samt at olie- eller gasfyret og den nye opvarmningskilde er til brug for opvarmning. Herudover foreslås der særlige regler for hæftelse, således at panthaver (f.eks. banken) ikke hæfter for afgiften, hvis denne har indhentet en tro- og loveerklæring fra pantsætter. Endelig foreslås det at fremrykke tidspunktet for kategoriseringen af visse ejendomme i den første vurdering efter den nye ejendomsvurderingslov. Det skal sikre, at de berørte ejendomsejere hurtigere får vished om kategoriseringen, herunder om de er omfattet af overgangsordningen, der giver dem mulighed for at vælge at fastholde den tidligere kategorisering, og i så fald mulighed for at anvende overgangsordningen. Det foreslås, at den del af loven, der vedrører godtgørelse af tinglysningsafgift, træder i kraft den 1. maj 2023, mens den del af loven, der vedrører fremrykket kategorisering af visse ejendomme, træder i kraft den 11. april 2023.
Stadfæstet
-
L 52 Lovforslag
Om revidering af arbejdsmiljøet i Grønland
Formålet med lovforslaget er, at den grønlandske arbejdsmiljølov bringes på niveau med den danske. De væsentligste ændringer i lovforslaget omfatter: - Styrket fokus på psykisk arbejdsmiljø, - modernisering og effektivisering af virksomhedens samarbejde om sikkerhed og sundhed, - styrkede krav til virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV), - udvidelse af Arbejdstilsynets reaktionsmuligheder, - hjemmel til indsamling, behandling og videregivelse af data mellem myndigheder og - forhøjet bødeniveau ved skærpende og særlig skærpende omstændigheder.
Stadfæstet