Folketingsmonitor

Folketinget · 895 lovforslag

Sager

Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.

  1. L 51 Lovforslag

    Om administration af den fælles landbrugspolitik m.v

    Forslaget samler lovgrundlaget til supplering af Den Europæiske Unions forordninger om den fælles landbrugspolitik m.v. i Danmark i én lov. Det foreslås, at den nye hovedlov udformes som en bemyndigelseslov, der skal gøre det muligt at fastsætte supplerende regler og tilpasse dansk ret til ændringer af den fælles landbrugspolitik. Forslaget bemyndiger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter til at fastsætte regler om konkrete støtteordninger. Det giver endvidere ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri mulighed for at gennemføre projekter vedrørende udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, de såkaldte klimalavbundsprojekter. Forslaget indebærer desuden en række bemyndigelser til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter på deres respektive områder, der har til formål at sikre hjemmelsgrundlaget til at udmønte "Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug" fra oktober 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. Lovforslaget er indholdsmæssigt identisk med lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., jf. lovforslag nr. L 10 fra folketingssamlingen 2022-23 (2. samling), som blev fremsat for Folketinget den 19. december 2022 og hastebehandlet i Folketinget i perioden fra den 20. december 2022 til den 22. december 2022, og som indeholdt en solnedgangsklausul med henblik på at sikre, at Folketinget får mulighed for at genbehandle det hastebehandlede lovforslag under normale vilkår senest 6 måneder efter hastebehandlingens vedtagelse. Der er i lovforslaget foretaget enkelte mindre justeringer af lovteknisk karakter i forhold til det tidligere lovforslag. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2023.

    Stadfæstet

  2. L 49 Lovforslag

    Om samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse og modernisering af arve- og skiftelovgivningen i Grønland m.v

    Lovforslaget indeholder en række ændringer af bl.a. kriminallov for Grønland og retsplejelov for Grønland og indgår som led i regeringens arbejde for - i samarbejde med Naalakkersuisut - at sikre, at standarden på danske ansvarsområder i Grønland følger standarden i Danmark. Lovforslaget har for det første til formål at indføre en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. For det andet skal lovforslaget effektivisere behandlingen af kriminalsager, herunder at der sker en hensigtsmæssig anvendelse af ressourcerne hos politiet, anklagemyndigheden og domstolene i Grønland, og at de teknologiske muligheder anvendes til at gøre arbejdsgangene tidssvarende. For det tredje ændres lov om statens tjenestemænd i Grønland med henblik på at hæve den pligtige afgangsalder for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved Grønlands retsvæsen fra 65 år til 70 år og at indføre en tilsvarende pligtig afgangsalder for kredsdommere. Et fjerde element er modernisering og styrkelse af behandlingen af arve- og skiftesager i Grønland.

    Stadfæstet

  3. L 50 Lovforslag

    Om initiativer mod digitale krænkelser, herunder forbud mod grooming m.v

    Forslaget indeholder en række initiativer mod digitale krænkelser, herunder et forbud mod grooming, at tilsnigelse af samleje bliver sidestillet med voldtægt, et forbud mod, at religiøse ledere udnytter religiøs afhængighed med henblik på at skaffe sig samleje m.v. Forslaget har blandt andet til formål at følge op på anbefalingerne fra arbejdsgruppen om digitale krænkelser i overensstemmelse med den politiske aftale fra 29. juni 2022 om initiativer mod digitale krænkelser. Desuden har forslaget til formål at foretage to øvrige ændringer i straffelovens 24. kapitel om seksualforbrydelser. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.

    Stadfæstet

  4. L 47 Lovforslag

    Om reduktion af drivhusgasudledninger fra erhvervsmæssige dyrehold

    Lovforslaget giver miljøministeren en bemyndigelse i husdyrbrugloven, som kan anvendes til at fastsætte regler om indretning og drift af anlæg for at reducere udledning af drivhusgasser fra erhvervsmæssige dyrehold. Formålet er at indfri de aftalte reduktioner fra landbruget, der fremgår af "Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug" af 4. oktober 2021, indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. Bemyndigelsen skal anvendes til at udmønte de dele af "Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug", som vedrører reduktioner af drivhusgasser fra erhvervsmæssige dyrehold. Med den foreslåede bemyndigelse sikres for det første grundlaget for at indføre krav om hyppig udslusning i svinestalde. Derudover sikres der hjemmel til at fastsætte regler om tiltag med henblik på reduktion af udledninger fra kvæg og på sigt at gennemføre de tiltag, som forligskredsen bag "Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug" træffer beslutning om at implementere i forlængelse af arbejdet med at udvikle nye klimavirkemidler.

    Stadfæstet

  5. L 93 Lovforslag

    Om barnets lov

    Forslaget har til formål at sikre, at børn og unge får flere rettigheder i indsatser, der hjælper børn og unge med behov for særlig støtte, og at børn og unges rettigheder og stemme får større betydning i sagsbehandlingen. Det er hensigten, at barnets eller den unges perspektiv er styrende i både udredningen af barnets eller den unges behov, i indsatserne og i opfølgningen på barnets trivsel og udvikling, uanset barnets eller den unges alder. Forslaget samler reglerne om støtte og hjælp til børn og unge med behov for særlig støtte ét sted, fjerner en række proceskrav og indfører en række nye bestemmelser, som primært er målrettet børn og unge med behov for særlig støtte. Forslaget udmønter dele af aftalen ”Børnene Først”, som blev indgået i maj 2021 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2023, dog med specifikke undtagelser, jf. stk. 2-4.

    Stadfæstet

  6. L 94 Lovforslag

    Om ændringer som følge af barnets lov

    Forslaget ændrer de såkaldte handlekommuneregler i retssikkerhedsloven og har til formål at skabe klarhed om handlekommuneansvaret, når børn kommer til Danmark efter medvirken fra danske myndigheder. Forslaget giver Ankestyrelsen hjemmel til i særlige tilfælde at kunne træffe afgørelse om en handlekommune for et barn, der endnu ikke opholder sig i Danmark. Derudover får Ankestyrelsen hjemmel til at træffe afgørelse om hvilken kommune, der er handlekommune for et barn i tilfælde, hvor handlekommuneansvaret for et barn ikke kan fastlægges efter de almindelige regler. Endelig bliver det med forslaget muligt at fastlægge handlekommune for børn i sager, som er omfattet af artikel 8 og 9 om overførsel af kompetence fra en kontraherende stat til en anden kontraherende stat efter Haagerbeskyttelseskonventionen. Derudover indeholder forslaget også de nødvendige konsekvensændringer i handlekommunereglerne som følge af det samtidigt fremsatte forslag til ”Barnets lov” (L 93). Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2023.

    Stadfæstet

  7. L 42 Lovforslag

    Om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark

    Lovforslaget har til formål at forankre tilsynsansvaret for KommuneKredit hos Finanstilsynet og at fastsætte rammerne for det tilsyn, som Finanstilsynet skal føre med KommuneKredit. Forslaget giver Finanstilsynet mulighed for at føre tilsyn med KommuneKredit på grundlæggende samme måde, som Finanstilsynet i dag fører tilsyn med andre finansielle virksomheder. Det giver derudover mulighed for, at grønlandske og færøske kommuner mod en 100-procentsgaranti fra den danske stat kan optage lån og indgå finansiel leasing med KommuneKredit. Det skal være med til at sikre, at grønlandske og færøske kommuner får tilsvarende omkostningseffektive adgang til finansiering, som danske kommuner har.

    Stadfæstet

  8. L 43 Lovforslag

    Om refusion af arbejdsgiveres udgifter til pensionsbidrag, justering af fleksibelt uddannelsesbidrag og aktivitetsafhængigt VEU-bidrag for 2023 m.v

    Med lovforslaget foreslås det først og fremmest at fastsætte det fleksible uddannelsesbidrag og at fastsætte og videreføre det aktivitetsafhængige veu-bidrag. Herudover foreslås det bl.a. på baggrund af "Trepartsaftale om ekstraordinær hjælp til elever og lærlinge samt virksomheder (håndtering af ubalance i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag)" fra maj 2020 og nærmere drøftelser blandt parterne bag trepartsaftalen, at Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) vil skulle refundere arbejdsgiveres udgifter til pensionsbidrag i skoleperioder for elever og lærlinge med en pensionsrefusionssats på op til 8 pct. af de til enhver tid gældende lønrefusionssatser. Lovforslaget er en genfremsættelse af hovedparten af lovforslag nr. L 29 (folketingsåret 2022-23, 1. samling). Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. april 2023.

    Stadfæstet

  9. L 44 Lovforslag

    Om mulighed for organisatorisk adskillelse af Europaskolen fra Sankt Annæ Gymnasium og mulighed for fastlæggelse af kapacitetsloft på Europaskolen m.v

    Med lovforslaget foreslås det, at Københavns Kommune får mulighed for organisatorisk at adskille Europaskolen fra Sankt Annæ Gymnasium, hvorved Europaskolen bliver en særskilt kommunal institution i kommunen. Desuden giver forslaget bl.a. mulighed for, at børne- og undervisningsministeren efter høring af Københavns Kommune kan fastlægge et kapacitetsloft for Europaskolens sidste tre klassetrin (gymnasiedelen). Lovforslaget er med enkelte tekniske justeringer en genfremsættelse af lovforslag nr. L 27 (folketingsåret 2022-23, 1. samling). Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj 2023.

    Stadfæstet

  10. L 41 Lovforslag

    Om etablering af statsgaranti på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med anden opvarmningskilde i landdistriktsområder uden for fjernvarmenettet

    For at gøre Danmark uafhængigt af russisk olie og gas skal danske hjem, der i dag har olie- eller gasfyr, hurtigst muligt skifte til en anden opvarmningskilde – også i områder af landet, hvor der ikke er eller bliver mulighed for tilslutning til fjernvarmenettet, og hvor der kan være usikkerhed om ejendommens varige værdi. Lovforslaget er målrettet landdistriktsområder, hvor disse forhold oftere gør sig gældende. Med lovforslaget indføres en ordning med statsgaranti på lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med eksempelvis en varmepumpe. Ordningen skal gøre det nemmere for boligejere at opnå finansiering til udskiftning af et olie- eller gasfyr, ved at en del af risikoen ved finansieringen løftes væk fra institutterne. Lovforslaget udspringer af den politiske aftale "Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022" af 25. juni 2022 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne.

    Stadfæstet

  11. L 46 Lovforslag

    Om styrket international rekruttering

    Forslaget indfører en række ændringer i udlændingeloven, der har til formål at styrke den internationale rekruttering. Med forslaget gøres tiltagene fra aftalen ”Styrket international rekruttering”, der blev indgået i juni 2022 mellem den tidligere regering (S), V, SF, RV, KF, NB, LA og KD, permanente. Forslaget indfører bl.a. en ny supplerende beløbsordning til håndtering af manglen på arbejdskraft, en udvidelse af fast track-ordningen til ansættelse af arbejdskraft fra tredjelande og et automatisk jobsøgningsophold på 3 år til udlændinge, der afslutter en dansk bachelor-, professionsbachelor-, kandidat- eller ph.d.-uddannelse. Forslaget indfører desuden en udvidelse med flere stillingsbetegnelser af positivlisten for personer med en videregående uddannelse samt en udvidelse af Startup Denmark-ordningen.

    Stadfæstet

  12. L 40 Lovforslag

    Om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksomheder og ændring af regler om egnethed og hæderlighed m.v

    Lovforslaget indeholder en række ændringer af reglerne om egnethed og hæderlighed for ledelsesmedlemmer og nøglepersoner i finansielle virksomheder. Ændringerne skal sikre den rette balance mellem krav til ledelserne i de finansielle virksomheder og hensynet til, at rekrutteringsgrundlaget ikke begrænses unødigt. Forslaget har derudover til formål at bidrage til, at det i højere grad bliver muligt at holde ledelsen i en finansiel virksomhed straffe- og erstatningsretligt ansvarlig for grove ledelsessvigt og uforsvarlig adfærd. Desuden har forslaget til formål at regulere fratrædelsesordninger for direktører i finansielle virksomheder med henblik på at sikre de rette muligheder for at kunne fratage direktøren en fratrædelsesgodtgørelse, når denne eksempelvis har deltaget i ledelsen af en finansiel virksomhed, der er – eller har været – involveret i finansiel kriminalitet m.v. Lovforslaget gennemfører den politiske aftale af 16. juni 2022 om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer i finansielle virksomheder og bredere rekrutteringsgrundlag til ledelserne i den finansielle sektor.

    Stadfæstet

  13. L 45 Lovforslag

    Om Schengeninformationssystemet (SIS)

    Lovforslaget skal først og fremmest danne grundlaget for udlændingemyndighedernes anvendelse af SIS-tilbagesendelsesforordningen, der som noget nyt pålægger medlemsstaterne at indberette alle tilbagesendelsesafgørelser. Forslaget indfører derfor en ny bestemmelse i udlændingeloven, der pålægger udlændingemyndighederne at indberette en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, til Schengeninformationssystemet (SIS), hvis udlændingen er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse. Forslaget bemyndiger også udlændinge- og integrationsministeren til at fastsætte nærmere regler om udlændingemyndighedernes kompetence til at indberette i SIS, herunder på en anden udlændingemyndigheds vegne. Dette har til formål at sikre overholdelsen af fristerne i SIS-forordningen og SIS-tilbagesendelsesforordningen.

    Stadfæstet

  14. L 38 Lovforslag

    Om kommunernes kontrol med bopælsregistreringen i CPR

    Det foreslås med lovforslag nr. L 38 at udmønte en række anbefalinger til indenrigs- og sundhedsministeren om initiativer, der kan medvirke til at forbedre kvaliteten af bopælsregistreringen i CPR. For det første foreslås det at tilvejebringe hjemmel til, at en kommune, der har delegeret kompetence til, at en anden kommune i et International Citizen Service (ICS) kan registrere indrejse af borgere i kommunen, tillige kan delegere kompetence til, at denne anden kommune i et ICS samtidig kan behandle og registrere en anmeldelse fra den pågældende person om en fremtidig udrejse. Forslaget har til formål at medvirke til at sikre, at der sker registrering af udrejse af f.eks. udlændinge med kortere ophold i Danmark. For det andet forslås det at tilvejebringe hjemmel til, at kommunerne kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret til brug for sager om bopælsregistrering i CPR. For det tredje foreslås det at lovfæste kommunernes forpligtelse til at varetage den forebyggende og kontrollerende indsats med at sikre korrekt bopælsregistrering i CPR.

    Stadfæstet

  15. L 36 Lovforslag

    Om fremme af vedvarende energi i den fysiske planlægning og effektivisering af sagsbehandling i Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet

    Med lovforslaget ønsker regeringen, at planlovens formålsbestemmelse bliver udvidet til at omfatte klima på linje med miljø, natur og vækst og udvikling, og at det statslige tilsyn med kommunernes planlægning skal fokusere på at sikre klare rammer for planlægning af VE-anlæg. Desuden skal loven muliggøre, at der kan planlægges med henblik på opsætning af vindmøller og solcelleanlæg i herregårds- og godslandskaber. Forslaget, der er en opfølgning på Bolig- og Planstyrelsens ”Evaluering af planloven m.v.” fra marts 2021 indeholder også en række ændringer, der skal sikre et velfungerende klagesystem. Desuden gennemfører det dele af den politiske aftale om ”Opfølgning på evaluering af planloven m.v.” fra 15. juni 2022 og stemmeaftalen ”Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022. Et grønnere og sikrere Danmark” fra 25. juni 2022. Loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2023.

    Delt

  16. L 39 Lovforslag

    Om bopælsregistrering i Danmark og Grønland af personer som er beordret til tjeneste uden for riget, optagelse på folketingsvalglisterne i Danmark og Grønland m.v

    Formålet med lovforslaget er at imødekomme et ønske fra Grønlands Selvstyre om at skabe hjemmel til, at personer, der er ansat i den danske stat, har bopæl i Grønland og er beordret til tjeneste uden for riget, og personer, der er ansat i Grønlands Selvstyre og beordret til tjeneste uden for riget, samt deres medfølgende familier ligestilles med personer, der har bopæl i Danmark og udsendes til tjeneste af den danske stat, m.h.t. til bopælsregistrering i CPR og optagelse på valglister til folketingsvalg.

    Stadfæstet

  17. L 35 Lovforslag

    Om forsøgsordning for udvidet vintercampering

    Lovforslaget handler om at give kommunerne mulighed for at tillade udvidet vintercampering i to vintersæsoner som led i en forsøgsordning. Med forslaget vil det blive muligt for borgere at campere hele året på campingpladser inden for forsøgsordningens rammer. Forsøgsordningen omfatter kun campingpladser, der allerede har tilladelse til vintercampering, dvs. campering i perioden fra den 1. november til den 28. februar. Kommunerne kan give tilladelse til udvidet vintercampering på højst 5 pct. af de enheder på en campingplads, der allerede bliver benyttet til vintercampering. Loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2023. Ændringerne af campingreglementet skal senest træde i kraft den 1. september 2023 og bliver automatisk ophævet den 1. marts 2025

    Stadfæstet

  18. L 34 Lovforslag

    Om beløb, som studerende kan modtage som en erkendtlighed under ulønnede projektorienterede forløb og ulønnet praktik m.v

    Med lovforslaget foreslås det at hæve beløbsgrænsen for, hvor meget studerende højst kan modtage som en erkendtlighed under ulønnede projektorienterede forløb og ulønnet praktik m.v., fra 3.000 kr. til 3.375 kr. pr. måned, og at beløbsgrænsen fremadrettet skal reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten. Det foreslås endvidere, at betegnelsen strategisk rammekontrakt bliver indarbejdet i en række af institutionslovene for de selvejende uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Endelig foreslås en ændring af lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner med henblik på at etablere en klar retlig ramme for en uddannelsesinstitutions overdragelse af en uddannelse eller et uddannelsesudbud til en anden uddannelsesinstitution inden for det samme geografiske område. Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 35 (folketingsåret 2022-23, 1. samling). Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.

    Stadfæstet

  19. L 48 Lovforslag

    Om styrkelse af mulighederne for at pågribe militært personel, der er narkopåvirket i tjenesten

    Forslaget giver mulighed for, at Forsvarsministeriets Auditørkorps og andre militære myndigheder kan foretage kontrol af, om tjenstgørende militært personel er påvirket af euforiserende stoffer. Auditøren og andre militære myndigheder kan foretage kontrollen ved at afkræve spyt- og svedprøver og foretage øjenbesigtigelse blandt tjenstgørende militært personel, der fører køretøjer eller i øvrigt varetager opgaver, for hvilke der er fastsat særlige promillegrænser. Desuden gives der mulighed for, at tjenstgørende militært personel kan fremstilles til udtagelse af blodprøve eller afgivelse af urinprøve, hvis den pågældende ikke er i stand til eller nægter at medvirke til en spyt- eller svedprøve eller øjenbesigtigelse. Lovforslaget er en indholdsmæssig uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 40, der blev fremsat den 6. oktober 2022.

    Stadfæstet

  20. L 37 Lovforslag

    Om implementering af forskellige aftaler om grøn omstilling, herunder dele af Power-to-x-aftalen af 15. marts 2022

    Hovedformålet med lovforslaget er at styrke muligheden for effektivt at indpasse en øget mængde vedvarende energi i elnettet ved at fremme hensigtsmæssige placeringer af elforbrug og -produktion, f.eks. ptx-anlæg, varmepumper og ny grøn elproduktion. Forslaget er bl.a. en opfølgning på ptx-aftalen fra marts 2022. Lovforslaget vil bl.a. gøre det muligt at etablere kommercielt ejede direkte elektricitetslinjer for store elkunder og -producenter. Formålet med direkte linjer er at sikre bedre rammevilkår for grønne teknologier, f.eks. ptx-anlæg. Derudover vil lovforslaget også give mulighed for, at netselskaberne og Energinet kan udvikle geografisk differentierede forbrugstariffer for store elforbrugere. Dette skal give et økonomisk incitament til, at store elforbrugere placerer sig i områder med tilstrækkelig netkapacitet eller tæt på elproduktion.

    Stadfæstet

  21. L 32 Lovforslag

    Om bedre mulighed for udsat skolestart

    Forslaget er fremsat af Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre, og er næsten enslydende med det udkast til lovforslag, som Børne- og Undervisningsministeriet sendte i høring den 3. oktober 2022 (udkast til lovforslag om ændring af dagtilbudsloven (bedre mulighed for udsat skolestart)). Dette blev ikke fremsat i Folketinget, da der blev udskrevet valg til Folketinget den 5. oktober 2022. Formålet med forslaget er at give børn bedre mulighed for at få udsat skolestarten med 1 år, ved at der bliver indført krav om, hvem der skal bidrage til sagsforberedelsen af afgørelser om skoleudsættelse. Konkret vil forslaget indebære, at lederen af barnets dagtilbud er ansvarlig for, at der udarbejdes en vurdering af barnet, hvis der er forhold relateret til barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse, der kan skabe tvivl om, hvorvidt barnet er klar til at starte i skole. Vurderingen kan bl.a. bero på dagtilbuddets pædagogiske vurdering af barnet, forældrenes vurdering af barnet og lederen af den modtagende skoles vurdering af skolens muligheden for at understøtte en god skolegang for barnet. Loven forslås at træde i kraft den 1. maj 2023.

    Tilbagetaget

  22. L 33 Lovforslag

    Om indfødsrets meddelelse

    Lovforslaget er det første af samlingens lovforslag om de personer, der ved lov kan få meddelt indfødsret (dansk statsborgerskab) i Danmark.

    Stadfæstet

  23. L 31 Lovforslag

    Om udmøntning af »Trepartsaftale om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladser« og forlængelse af hjemmel til smileyordningen

    Regeringen ønsker med lovforslaget at indføre en række lovændringer for at styrke indsatsen mod seksuel chikane på arbejdspladser og udmønter initiativerne fra ”Trepartsaftale om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladser”, der blev indgået i marts 2022 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter. Der sker bl.a. en tydeliggørelse af arbejdsgiverens ansvar i sager om seksuel chikane samt en tydeliggørelse af, hvilke kriterier der bør tillægges vægt i skærpende retning ved udmåling af godtgørelse i sager om seksuel chikane. Desuden gives der mulighed for, at den krænkede kan søge godtgørelse af den medarbejder, der har udøvet krænkelsen, ligesom forslaget tydeliggør, at faktiske omstændigheder i sager om seksuel chikane kan påvises gennem en troværdig partsforklaring. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2023.

    Stadfæstet

  24. L 25 Lovforslag

    Om tillægsbevilling for finansåret 2022

    Lovforslagets formål er at formalisere bevillingsændringer, som i 2022 er foretaget på forventet efterbevilling. Lovforslaget har således en bevillingsretlig, men ikke en statsfinansiel funktion.

    Stadfæstet

  25. L 29 Lovforslag

    Om straffuldbyrdelseslov for Færøerne

    Formålet med lovforslaget er at sikre en tidssvarende og opdateret lovgivning på staffuldbyrdelsesområdet. Lovforslaget tager udgangspunkt i, at fuldbyrdelse af straf og især af frihedsstraf er et retsområde af så indgribende karakter, at den retlige regulering af området bør ske ved lov og ikke i det væsentlige ved administrative forskrifter. Et andet hovedsigte med udarbejdelsen af straffuldbyrdelsesloven er at tilvejebringe en bedre understøttelse af de straffuldbyrdende myndigheder på Færøernes mulighed for at varetage opgaver i forbindelse med fuldbyrdelsen af idømt straf. Lovforslaget er udarbejdet med udgangspunkt i den danske straffuldbyrdelseslov.

    Stadfæstet

  26. L 30 Lovforslag

    Om konsekvensændringer som følge af ikraftsættelse af straffuldbyrdelsesloven for Færøerne

    Lovforslaget fremsættes som et følgeforslag til L 29. Gennemførelsen af en straffuldbyrdelseslov for Færøerne indebærer, at flere af de gældende bestemmelser om straffuldbyrdelse i straffeloven skal ophæves, ligesom der i øvrigt skal foretages en række ændringer i straffeloven, retsafgiftsloven for Færøerne og retsplejeloven for Færøerne. Lovforslaget indeholder de ændringer, der skal foretages i anden lovgivning. Derudover indeholder lovforslaget følgelovgivning som følge af en ændringsanordning om konkursloven for Færøerne.

    Stadfæstet

  27. L 21 Lovforslag

    Om gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser

    Formålet med lovforslaget er at bidrage til, at der på EU-plan, og på nationalt plan, findes en effektiv og virkningsfuld processuel ordning for anlæggelse af gruppesøgsmål om påbud og genopretning, der er tilgængelig for forbrugere i alle medlemsstater. Lovforslaget gennemfører et EU-direktiv om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser. Hensigten med lovforslaget er at øge forbrugerbeskyttelsesniveauet ved at indføre mulighed for, at godkendte myndigheder og organisationer, der repræsenterer forbrugernes interesser, kan anlægge og føre to nye typer af gruppesøgsmål mod erhvervsdrivende om henholdsvis påbud, forbud og genopretning. Det vil betyde, at forbrugere f.eks. kan opnå at få adgang til erstatning, hvis en virksomhed har overtrådt de regler, som direktivet omfatter. Lovforslaget indeholder krav til de myndigheder og organisationer, som ønsker at blive godkendt til at føre gruppesøgsmål. Loven træder i kraft den 25. juni 2023.

    Stadfæstet

  28. L 20 Lovforslag

    Om implementering af mobilitetsdirektivet m.v

    Formålet med lovforslaget er at harmonisere reglerne for selskabers grænseoverskridende fusioner, spaltninger og omdannelser. Dette skal bidrage til at fjerne hindringer for etableringsfriheden og samtidig sikre en passende beskyttelse af kapitalejere, kreditorer og medarbejdere. Herudover har lovforslaget til formål at afskaffe MobiltReg, som er et offentligt tilgængeligt register over mobilt gadesalg og lagersalg samt markeder og messer. Lovforslaget indebærer også en ændring af territorialbestemmelsen i lov om sikkerhed til søs, så de dele af loven, der vedrører farvandsafmærkning og navigationssystemer, kan sættes i kraft for Færøerne ved kongelig anordning. Lovforslaget har desuden til formål at indføre en safety net-bestemmelse i patentloven, der sikrer, at et europæisk patent, der får afslag på anmodning om ensartet retsvirkning, fortsat kan gøres gældende i Danmark gennem en forlængelse af den eksisterende valideringsfrist. Endelig har lovforslaget til formål at gennemføre enkelte, nødvendige ændringer i lov om kapitalmarkeder og lov om finansiel virksomhed som følge af DLT-forordningen, så virksomheder baseret på DLT (distribueret hovedbogsteknologi) kan teste DLT-teknologien i et reguleret miljø.

    Stadfæstet

  29. L 22 Lovforslag

    Om gennemførelse af restriktive foranstaltninger over for Rusland og Belarus i Grønland

    Formålet med lovforslaget er at give erhvervsministeren, justitsministeren, ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og transportministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at EU's sanktionsforordninger rettet mod Rusland og Belarus som følge af Ruslands invasion af Ukraine og Belarus’ involvering heri, også gælder for Grønland. Bemyndigelserne skal bruges til at udstede bekendtgørelser med samme indhold som EU-forordningerne på de sagsområder, som ikke er overtaget af Grønland. Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 18, der blev fremsat den 5. oktober 2022.

    Stadfæstet

  30. L 13 Lovforslag

    Om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag

    Forslaget afskaffer store bededag (fjerde fredag efter påske) som helligdag og fastsætter store bededag som en almindelig ekstra arbejdsdag. Forslaget medfører, at de løn- og ansættelsesvilkår, som gælder på almindelige arbejdsdage, også vil gælde for denne dag. Forslaget indfører også, at lønmodtagere, der får forøget deres arbejdstid som følge af afskaffelsen af helligdagen, får et løntillæg for den ekstra arbejdsdag. Lønmodtagere, der får fast månedsløn, modtager et løntillæg svarende til værdien af en almindelig arbejdsdag opgjort som 0,45 pct. af årslønnen. Timelønnede lønmodtagere modtager ved arbejde på store bededag den aftalte timeløn for en almindelig arbejdsdag, eventuelt med tillæg for overarbejde m.m. Forslaget indfører desuden, at store bededag ikke længere er en lukkedag i relation til lukkeloven. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.

    Stadfæstet