Folketinget · 895 lovforslag
Sager
Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.
-
L 14 Lovforslag
Om begrænsninger i adgangen til ophold for personer omfattet af regler for mobilisering i Ukraine
Forslaget begrænser adgangen til midlertidig opholdstilladelse for personer omfattet af reglerne for den ukrainske mobilisering. Forslaget indebærer, at reglerne for at opnå opholdstilladelse i Danmark efter Ukrainesærloven skærpes for personer i alderen 23-60 år, som efter ukrainsk lovgivning er omfattet af reglerne om mobilisering og ikke er fritaget for militærtjeneste. Derudover gives udlændinge- og integrationsministeren bemyndigelse til fremover at fastsætte yderligere betingelser for opholdstilladelse, hvis EU beslutter at begrænse adgangen til ordningen yderligere.
Stadfæstet
-
L 16 Lovforslag
Om ny overenskomstbaseret beløbsordning for certificerede virksomheder
Med forslaget indføres en ny beløbsordning med en lavere beløbsgrænse end de eksisterende beløbsordninger, som kan anvendes af certificerede virksomheder til at ansætte udenlandsk arbejdskraft under ordnede løn- og arbejdsvilkår. Ordningen vil være betinget af et overenskomstkrav, som skal påses af arbejdsmarkedets parter, og ordningen skal kun gælde for borgere fra visse lande og kun i perioder med lav ledighed. Der stilles desuden krav om bl.a. en minimumsløn på 322.000 kr. årligt (2026-niveau). For at kunne anvende ordningen skal virksomheder certificeres og opfylde en række krav, herunder dokumentation for ordnede forhold og adgang for relevante lønmodtagerorganisationer til at føre kontrol. Forslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2027.
Stadfæstet
-
L 4 Lovforslag
Om forhøjelse af befordringsfradraget for indkomståret 2026
Formålet med lovforslaget er at gennemføre den del af regeringsgrundlaget »Det politiske grundlag for firkløverregeringen«, der omhandler en midlertidig forhøjelse af befordringsfradraget. Det foreslås at forhøje befordringsfradraget for hele indkomståret 2026. Den almindelige takst for kørsel frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads – dvs. for kørsel mellem 24 og 120 km pr. arbejdsdag – foreslås forhøjet med 0,89 kr. pr. km. Taksten for den del af kørslen, der overstiger 120 km, foreslås forhøjet med 0,45 kr. pr. km. For borgere, der er bosiddende i en yderkommune eller på en småø, forhøjes taksten med 0,98 kr. pr. km. Forhøjelsen af befordringsfradraget foreslås også at omfatte dem, der modtager uddannelsesstøtte efter SU-loven og er bosiddende i en yderkommune eller på en småø. Disse personer har allerede i dag en særlig adgang til befordringsfradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og ud dannelsessted, der overstiger 24 km dagligt, og det fradrag vil med lovforslaget også blive forhøjet med 0,98 kr. pr. km. Endelig foreslås en forhøjelse af loftet for det såkaldte lavindkomsttillæg fra 15.400 kr. til 30.800 kr. for indkomståret 2026. Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stadfæstet
-
L 3 Lovforslag
Om samlet ejendomskategori for landbrugs-, skov og naturejendomme m.v
Lovforslaget er med undtagelse af forslaget om forenkling af ejendomsvurderingerne for 2026/2027 en genfremsættelse af lovforslag nr. L 124, folketingsåret 2025-26, 1. samling. Med lovforslaget foreslås bl.a. en model for den fremadrettede beskatning af naturejendomme. Modellen indebærer, at ejendomme beliggende i landzone fra og med den 1. januar 2027 som udgangspunkt henføres til én samlet ejendomskategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme, medmindre et bolig- eller erhvervsmoment på ejendommen vejer tungere. Den nye ejendomskategori ledsages bl.a. af en overgangsordning, der giver de ejere, der foretrækker at fastholde deres nuværende ejendomskategori som ejerbolig, mulighed for at vælge det, indtil ejendommen skifter ejer. Videre forslås det, at 2026- og 2027-vurderingerne gennemføres som indekserede vurderinger uden klageadgang, ligesom det kendes fra 2024- og 2025-vurderingerne. I stedet foreslås det, at boligejere skal kunne anmode om en almindelig vurdering, herunder med klageadgang, hvis boligejeren kan sandsynliggøre, at den indekserede ejendomsværdi afviger med mere end 20 pct. fra den forventede handelspris. Lovforslaget har derudover til formål at indføre regler om et lempeligere ejendomsbeskatningsgrundlag for kolonihavegrunde. Derudover foreslås en fritagelse for stigninger i grundskyld, der opstår som følge af, at tagetagen i eksisterende etageboligbyggeri udnyttes til lejligheder. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2026. De bestemmelser, der vedrører beskatning af naturejendomme, foreslås dog at have virkning fra vurderingsterminen den 1. januar 2027. Bestemmelserne om lempeligere beskatningsgrundlag for kolonihavegrunde foreslås at have virkning fra 2021-vurderingerne, så forslaget vil have skattemæssig virkning fra og med kalenderåret 2022. Herudover foreslås fritagelsen for stigninger i grundskyld for tagetager at skulle have tilbagevirkende kraft fra kalenderåret 2024.
Stadfæstet
-
L 2 Lovforslag
Om tillægsbevilling for finansåret 2025
Lovforslagets formål er at formalisere bevillingsændringer, som i 2025 er foretaget på forventet efterbevilling. Lovforslaget har således en bevillingsretlig, men ikke en statsfinansiel funktion.
Stadfæstet
-
L 1 Lovforslag
Om ophævelse af chokoladeafgiftsloven m.v
Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 125, folketingsåret 2025-26, 1. samling, der bortfaldt som følge af folketingsvalg. Lovforslag nr. L 125 om bl.a. afskaffelse af chokolade- og sukkerafgiften og kaffeafgiften blev fremsat af skatteministeren den 25. februar 2026. Formålet med lovforslaget var at udmønte bl.a. den del af aftale om finansloven for 2026 indgået den 23. oktober 2025 mellem SVM-regeringen og Det Konservative Folkeparti, der vedrører afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften og kaffeafgiften. Med dette lovforslag genfremsættes de dele af lovforslag L 125, der vedrører afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften og kaffeafgiften, med henblik på at lovforslaget kan blive behandlet og vedtaget af Folketinget, således at det kan træde i kraft den 1. juli 2026, som forudsat i lovforslag nr. L 125.
3. beh./Forkastet
-
L 23 Lovforslag
Om prioritering af kapacitet i elnettet og hensigtsmæssig tilslutning til elnettet m.v
Lovforslaget, der bygger på den politiske forståelse om en akutplan for elnettet mellem regeringen (S, SF, M og RV) og V, DF, KF og EL, skal bidrage til en mere effektiv udnyttelse af kapaciteten i elnettet ved at indføre mulighed for at prioritere anmodninger om nettilslutning og fremme en mere hensigtsmæssig placering og tilslutning af elforbrug, elproduktion og energilagre.
Stadfæstet
-
L 120 Lovforslag
Om id-kort på byggepladser
Lovforslaget indfører et krav om id-kort på bygge- og anlægsprojekter med en anlægssum på over 100 mio. kr. Indførslen udmønter dele af aftale om en styrket indsats mod social dumping, som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet den 8. oktober 2025. Id-kort udgør væsentlig information til kontrolmyndigheder og medvirker til at afdække, om arbejdet på bygge- og anlægsprojekter foregår under ordnede forhold og på lovlig vis. Der indføres derudover krav om, hvilke oplysninger id-kortet skal indeholde og registrering af opholdstid på bygge- og anlægsprojekterne. Bygherre har pligt til at indberette informationer om id-kort og opholdstider til Arbejdstilsynet. Beskæftigelsesministeren bemyndiges til at beslutte, om branchen bliver ansvarlig for at sikre en løsning til at udstede id-kort, eller om Arbejdstilsynet bliver ansvarlig for et statsligt id-kort.
Bortfaldet
-
L 131 Lovforslag
Om en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne i form af ændrede rammer for udbud og dimensionering m.v
Lovforslaget gennemfører dele af en politisk aftale fra 6. maj 2025 om en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne, indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservativt Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. Lovforslaget indeholder 31 initiativer, som giver erhvervsuddannelserne et markant kvalitetsløft og gør dem mere attraktive for både unge og voksne. Lovforslaget indeholder bl.a. fjernelse af proceskrav, bedre muligheder for udlandsophold, et nyt udbudslandskab og en ny dimensioneringsmodel. Derudover indeholder forslaget initiativer, der skal reducere frafald, forbedre undervisningsmiljøet og skabe mere fleksible uddannelsesforløb. Loven skal træde i kraft den 1. juli 2026.
Bortfaldet
-
L 121 Lovforslag
Om gennemførsel af en række initiativer for at forhindre misbrug af studieophold m.v
Lovforslagets formål er at forhindre misbrug af studieophold som adgang til det danske arbejdsmarked. Forslaget indebærer mulighed for studiestartsprøver og skærpede krav til studieaktivitet for visse udenlandske studerende samt krav om verificerede dokumenter ved optagelse. Institutionerne får også mulighed for at afvise ansøgere ved snyd og opkræve gebyrer ved studiestart. Der foreslås desuden ændringer på udlændingeområdet, så visse udenlandske studerende ikke længere kan medbringe familie til Danmark, og jobsøgningsophold efter endt uddannelse forkortes fra tre til ét år. Forslaget følger også op på universitetsreformen, bl.a. om adgang til ph.d.-uddannelse med mindre end 120 ECTS samt adgang til SU og SPS på erhvervskandidatuddannelser. Loven foreslås at træde i kraft 1. maj 2026.
Bortfaldet
-
L 130 Lovforslag
Om obligatorisk mobilfri politik og implementering af indholdsfiltrering på skolers og institutioners netværk
Lovforslaget indebærer, at folkeskoler og fritidstilbud til og med 3. klasse skal indføre mobilfrie politikker og krav om indholdsfiltrering, som blokerer hjemmesider uden undervisningsmæssig relevans. Enheder som mobiltelefoner må kun bruges i særlige tilfælde, f.eks. af hensyn til sundhed eller elever med funktionsnedsættelser, og der kan fastsættes lokale undtagelser ved lejrskoler eller transport mellem matrikler. Lovforslaget udmønter en politiske aftale om mobilfrie folkeskoler og fritidstilbud m.v. indgået den 30. september 2025 af regeringen (Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservativt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Loven foreslås at træde i kraft 1. august 2026.
Bortfaldet
-
L 122 Lovforslag
Om elproduktionsanlæg på havet med tilslutning til udlandet, m.v
Forslaget vil etablere de retlige rammer for, at elproduktionsanlæg på havet, der udnytter vedvarende energikilder, kan tilsluttes direkte til udenlandske kollektive elnet. Formålet er at understøtte en mere fleksibel udbygning af havvind og udnytte potentialet for elproduktion, der kan eksporteres til andre lande. Ifølge analyser vil tilslutning til udenlandske net medføre et øget rentabelt potentiale for dansk havvind. Forslaget omfatter regler for planlægning, godkendelse og regulering af disse anlæg, herunder håndtering af myndighedsprocesser og tekniske krav. Forslaget skal skabe klarhed for aktører og understøtte den langsigtede udbygning af grøn energi. Forslaget foreslås at træde i kraft 1. juli 2026.
Bortfaldet
-
L 123 Lovforslag
Om gennemførelse af EU’s brint- og gasmarkedspakke
Forslaget gennemfører EU’s brint- og gasmarkedspakke, som blev fremlagt i 2021 som led i Fit‑for‑55‑pakken. Det indebærer en opdatering af reglerne for gasmarkedet, herunder rammer for transport, distribution og markedets organisering. Formålet er at fremme omstillingen fra naturgas til mere klimavenlige gasser, styrke forsyningssikkerheden og skabe ensartede regler på tværs af EU. Forslaget justerer derfor nationale regler, så de tilpasses de nye EU-krav. Forslaget foreslås at træde i kraft 5. august 2026 i henhold til EU's implementeringsfrist.
Bortfaldet
-
L 127 Lovforslag
Om gennemførelse af en række ændringer af reglerne for markedsføring af pengespil og beskyttelse af spillerne m.v
Med lovforslaget foreslås en række begrænsninger af markedsføringen for pengespil. Det foreslås bl.a., at der ikke må vises reklamer for pengespil på tv og streaming i forbindelse med transmissioner af live-sport, fra 10 minutter før en sportsbegivenhed begynder, til 10 minutter efter sportsbegivenheden slutter, at der indføres et forbud mod reklamer for pengespil på udvalgte fysiske steder, at der ikke må benyttes autoriteter, at der ikke må benyttes personer, som er under 25 år, at indholdet ikke må appellere særligt til børn og unge og at enhver, der reklamerer for pengespil, kan straffes for overtrædelse af reglerne om markedsføring af spil, herunder samarbejdspartnere og influencere. Ligeledes foreslås det at styrke Spillemyndighedens tilsynsbeføjelser. Endvidere foreslås en modernisering af landbaseret spil, hvor forhandlertilladelser erstatter bestyrergodkendelse, at en tilladelse til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater skal være gældende til hele landet, og at de nuværende regelsæt for henholdsvis en ”spilbutik” og en ”spillehal” forenkles. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2026, men en række af bestemmelserne vil først have virkning fra 1. januar 2027.
Bortfaldet
-
L 128 Lovforslag
Om forbud mod indgåelse og anerkendelse af ægteskab mellem fætter og kusine og andre beslægtede m.v
Det foreslås bl.a. med lovforslaget at indføre et forbud mod indgåelse eller anerkendelse af ægteskaber mellem fætter og kusine eller andre beslægtede. Forslaget skal beskytte unge mod at blive presset ind i uønskede ægteskaber og mindske risikoen for arvelige sygdomme, der kan være for børn af genetisk beslægtede. Lovforslaget implementerer initiativ 1 i udspillet ”Et frit liv i Danmark – Regeringens styrkede indsats mod negativ social kontrol og parallelsamfund”, der skal bakke op om frihedskampen mod negativ social kontrol.
Bortfaldet
-
L 129 Lovforslag
Om mulighed for at pålægge forpligtende kommunale samarbejder på børneområdet
Lovforslaget giver ministeren mulighed for at pålægge kommuner at indgå i forpligtende kommunale samarbejder om bestemte opgaver på børneområdet. Det kan kun ske, hvis der er dokumentation for alvorlige problemer i sagsbehandlingen over mindst 2 år. Formålet er at sikre en bedre og mere stabil sagsbehandling for børn, unge og familier og dermed styrke retssikkerheden. Forslaget ændrer også fejlhenvisninger og præciserer opgaveområder i den eksisterende lovgivning.
Bortfaldet
-
L 126 Lovforslag
Om ophævelse af skattefrihed for visse havne
Forslaget har til formål at ophæve den gældende skattefrihed for visse havne. Europa Kommissionen anser skattefriheden for at udgøre statsstøtte og har på den baggrund anmodet om, at de danske skattefrihedsbestemmelser bliver ophævet. Det foreslås, at havnene principielt skal overgå til skattepligt, men at havnene kan bevare skattefriheden, hvis de opfylder reglerne i de minimis-forordningen (forordning (EU) nr. 2023/2831). Der indføres en særlig skattepligtsbestemmelse for statshavne og kommunale havne, herunder kommunale selvstyrehavne. Skattepligtsbestemmelsen indebærer, at havne, der ejes af staten eller en kommune, vil være fuldt skattepligtige efter de almindelige regler for beskatning af selskaber, også selv om havnene ikke er udskilt i en selvstændig skattepligtig enhed. Det foreslås, at de nye regler skal gælde for indkomstår, der påbegyndes den 1. juli 2026 eller senere.
Bortfaldet
-
L 138 Lovforslag
Om ny overenskomstbaseret erhvervsordning for certificerede virksomheder
Med lovforslaget indføres der en ny overenskomstbaseret erhvervsordning for certificerede virksomheder, der er omfattet af ordnede løn- og arbejdsvilkår. Ordningen vil kunne anvendes af udlændinge, som er tilbudt ansættelse i en stilling med en løn på minimum 322.000 kr. årligt (2026-niveau), og som kommer fra lande, som Danmark har et økonomisk og handelsmæssigt fællesskab med. Lovforslaget indeholder desuden krav til certificering af de virksomheder, der ønsker at benytte ordningen. Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. oktober 2026.
Bortfaldet
-
L 125 Lovforslag
Om udmøntning af initiativer på Skatteministeriets område, der bl.a. skal gøre hverdagen billigere og bedre for danskerne m.v
Med lovforslaget udmøntes en række skatteinitiativer i aftale om finansloven for 2026 indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Det Konservative Folkeparti. Det foreslås at afskaffe afgifterne på kaffe og chokolade- og sukkervarer og at indføre nulmoms på bøger. Det foreslås desuden at forhøje det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer og udvide perioden for fradraget fra 2 til 5 år før folkepensionsalderen. Det foreslås herudover at indføre et motions- og musikundervisningsfradrag, at forbedre mulighederne for at godtgøre visse frivillige, at forhøje standardfradraget for dagplejere og at afskaffe tillægsboafgiften for arv til søskendes børn. Endvidere foreslås det at give mulighed for at fradrage lønudgifter til udvikling af software i egen virksomhed, der i dag skal aktiveres og afskrives, op til et loft på 5 mio. kr. (2026-niveau) med virkning fra den 1. januar 2025. Det foreslås herudover bl.a., at der indføres en fritagelse for variabel tinglysningsafgift ved inddragelse af anden eller yderligere fast ejendom under en sampantsætning efter tinglysningslovens § 37 a. Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, men at afskaffelse af afgifterne på kaffe og chokolade- og sukkervarer, nulmoms på bøger, fritagelse for variabel tinglysningsafgift m.v. skal træde i kraft den 1. juli 2026. Afskaffelse af tillægsboafgiften for arv til søskendes børn foreslås at træde i kraft den 1. januar 2027.
Bortfaldet
-
L 124 Lovforslag
Om samlet ejendomskategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme og lempeligere ejendomsbeskatningsgrundlag for kolonihavegrunde m.v
Med lovforslaget foreslås en model for den fremadrettede beskatning af naturejendomme. Modellen indebærer, at ejendomme beliggende i landzone fra og med den 1. januar 2027 som udgangspunkt henføres til én samlet ejendomskategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme, medmindre et bolig- eller erhvervsmoment på ejendommen vejer tungere. Den nye ejendomskategori ledsages bl.a. af en overgangsordning, der giver de ejere, der foretrækker at fastholde deres nuværende ejendomskategori som ejerbolig, mulighed for at vælge det, indtil ejendommen skifter ejer. Lovforslaget har derudover som opfølgning på aftalen om finansloven for 2026 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Det Konservative Folkeparti til formål at indføre regler om et lempeligere ejendomsbeskatningsgrundlag for kolonihavegrunde. Derudover foreslås en fritagelse for stigninger i grundskyld, der opstår som følge af, at tagetagen i eksisterende etageboligbyggeri udnyttes til lejligheder. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2026 med virkning fra vurderingsterminen den 1. januar 2027, dog foreslås ændringen vedrørende kolonihavegrunde at have skattemæssig virkning fra og med kalenderåret 2022. Fritagelsen for stigninger i grundskyld for tagetager foreslås at have tilbagevirkende kraft fra kalenderåret 2024.
Bortfaldet
-
L 137 Lovforslag
Om skærpelse af strafniveauer for overtrædelse af regler i lov om miljøbeskyttelse, bortset fra regler om miljøzoner og nulemissionszoner m.v
Lovforslaget går ud på at ændre loven om miljøbeskyttelse samt om forurenet jord. Forslaget indeholder forslag der skal sikre en generel skærpelse af strafniveauerne, herunder af bødeniveauerne for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og regler udstedt i medfør af disse to love.
Bortfaldet
-
L 136 Lovforslag
Om beredskab i vandsektoren
Lovforslaget går ud på at ændre loven om miljøbeskyttelse og lov om vandforsyning. I forslaget får miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om beredskabsplanlægning og sikkerhedsforanstaltninger for spildevandsforsyningsselskaber og almene vandforsyninger samt til at udmelde sektorberedskabsniveauer i beredskabssituationer.
Bortfaldet
-
L 117 Lovforslag
Om pligt til afskæring af sanktionerede personer fra at udøve kontrol med danske virksomheder
Med lovforslaget foreslås det at fastsætte regler om indførsel af afskærmende foranstaltninger i virksomheder, som er ejet eller kontrolleret af en sanktioneret part. Foranstaltningerne vil sikre, at virksomheden lovligt kan fortsætte sin drift. Formålet med lovforslaget er at sikre, at virksomheder, som er direkte eller indirekte ejet eller kontrolleret af fysiske eller juridiske personer, som underlægges sanktioner, kan fortsætte deres drift. Den sanktionerede part skal ikke kunne kontrollere virksomheden og drage fordel af overskud og udbytte fra virksomheden.
Bortfaldet
-
L 116 Lovforslag
Om implementering af FATF’s anbefalinger om bekæmpelse af hvidvask, terrorfinansiering og proliferationsfinansering m.v
Med lovforslaget foreslås der i hvidvasklovgivningen indført krav om risikovurderinger vedrørende finansiering af masseødelæggelsesvåben (proliferationsfinansiering), samt krav om skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller. Lovforslaget giver desuden erhvervsministeren mulighed for at fastsætte regler, så mindreårige, der er fyldt 15 år, selv kan oprette en basal indlånskonto, uden deres værges samtykke. Desuden sigter lovforslaget til at styrke konkurrencen på betalingsområdet og imødekomme behovet for et mere gennemsigtigt betalingsmarked samt udmønte aftalen af 26. juni 2025 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti om styrkelse af Dankort.
Bortfaldet
-
L 118 Lovforslag
Om forlængelse af forældelsesfristen i ministeransvarlighedsloven
Med forslag til lov om ændring af lov om ministres ansvarlighed foreslås det at forlænge forældelsesfristen, således at det sikres, at perioden, hvor en sag undersøges i en kommission, ikke forhindrer Folketinget i at rejse tiltale, ligesom Folketinget får længere tid til at behandle eventuelle sager.
Bortfaldet
-
L 119 Lovforslag
Om ændring af reglerne for myndighedernes indsamling og opbevaring af passagerlisteoplysninger m.v.)
Formålet med lovforslaget er at sikre, at PNR-loven, som fastsætter rammerne for myndighedernes indsamling, opbevaring og anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger), bringes i overensstemmelse med EU-retten som fortolket af EU-Domstolen i sag C-817/19, Ligue des droits humains. Det er Justitsministeriets vurdering, at dommen har betydning for den danske PNR-lovs overensstemmelse med EU-retten, herunder EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (Chartret). Der foreslås på den baggrund en række ændringer i reglerne for passagerlisteoplysningsenhedens (PNR-enhedens) indsamling, opbevaring og videregivelse af PNR-oplysninger i PNR-loven for at sikre, at PNR-oplysninger i videst muligt omfang fortsat kan anvendes af politiet, efterretningstjenesterne og Toldstyrelsen i deres opgavevaretagelse samtidig med, at dette sker i overensstemmelse med Danmarks internationale og EU-retlige forpligtelser. Det foreslås for det første, at indsamling af PNR-oplysninger på flyvninger inden for EU med tilknytning til Danmark som udgangspunkt alene vil finde sted på udvalgte flyvninger, hvor det er strengt nødvendigt af hensyn til at forebygge, opdage, efterforske eller retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, der kan straffes med mindst 3 års fængsel. Det foreslås endvidere, at PNR-enheden undtagelsesvist vil kunne indsamle PNR-oplysninger på alle flyvninger inden for EU med tilknytning til Danmark, når der foreligger tilstrækkeligt konkrete omstændigheder til at antage, at Danmark står over for en terrortrussel. PNR-enheden vil fortsat skulle indsamle PNR-oplysninger på alle flyvninger fra tredjelande med tilknytning til Danmark. Det foreslås for det andet, at PNR-oplysninger som udgangspunkt vil kunne opbevares i en periode på 6 måneder, hvorefter oplysningerne skal slettes. Opbevaringsperioden vil undtagelsesvist kunne forlænges under visse betingelser. For det tredje forslås det, at det eksisterende krav i PNR-loven om forudgående kontrol ved PNR-enhedens efterfølgende videregivelse af PNR-oplysninger, som er ældre end 6 måneder, udvides til også at finde anvendelse ved videregivelse af PNR-oplysninger, der er mindre end 6 måneder gamle. Afgørelse om videregivelse af PNR-oplysninger vil i disse tilfælde fremover skulle træffes af retten ved kendelse. Det foreslås for det fjerde, at der som en supplerende ordning indføres et nyt kapitel 5 a i PNR-loven, hvori der fastsættes regler om PET’s og FE’s adgang til PNR-oplysninger til brug for varetagelsen af tjenesternes opgaver vedrørende den nationale sikkerhed. Formålet hermed er at sikre, at efterretningstjenesterne også efter EU-dommen vil have mulighed for at tilgå PNR-oplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed. Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, herunder at de foreslåede ændringer kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.
Bortfaldet
-
L 134 Lovforslag
Om 18-års aldersgrænse for solariebrug samt styrket alderskontrol og indsats mod nikotin m.v
Lovforslaget udmønter de forebyggelsesinitiativer fra regeringens Kræftplan V, som forudsætter lovgivning. Lovforslaget indfører en 18-årsaldersgrænse for solariebrug, så offentlige tilgængelige solarier ikke må stilles til rådighed for personer under 18 år. Indehavere eller forpagtere skal drive et alderskontrolsystem for at sikre, at aldersgrænsen bliver efterlevet. UV-type 1 og UV-type 2 solarier bliver udfaset, og kravene til indretningen af solariecentre og solariets udstråling bliver præciseret. Lovforslaget udmønter to politiske aftaler, som regeringen har indgået med aftalepartierne (Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Alternativet) bag forebyggelsesplanen fra 2023: - Detailforhandlere, der i fysiske butikker sælger tobaks- og nikotinprodukter samt alkoholholdige drikkevarer, får mulighed for elektronisk alderskontrol. - Ordningen med unge kontrolkøbere bliver forlænget frem til 30. juni 2028. Lovforslaget nedsætter bødestraffen for salg af tobak, nikotin eller alkohol til personer under de fastsatte aldersgrænser. Bødeniveauet bliver nedsat fra 50.000 til 25.000 kr. ved førstegangstilfælde. Lovforslaget indebærer, at tobakssurrogater, f.eks. nikotinposer, skal være forsynet med flere sundhedsadvarsler. Lovforslaget lemper kravene om skiltning med aldersgrænser ved salg af tobak, nikotin og alkohol og justerer kravet om udstillingsforbud for tobaks- og nikotinprodukter ved onlinesalg med henblik på at sikre, at lovgivningen lever op til EU’s produktsikkerhedsforordning. Lovforslaget styrker Erhvervsstyrelsens kontrol med salg af alkohol i ubemandede butikker. Lovforslaget ændrer fristen for sygehusets oplysningspligt om mulige behandlingstilbud inden for de fastsatte maksimale ventetider til patienter, der lider af en livstruende sygdom. Fristen bliver ændret fra 8 hverdage til 10 kalenderdage.
Bortfaldet
-
L 135 Lovforslag
Om udvidelse af Hjemmestyrets muligheder for at fastsætte regler om adgangen til ydelser i sundhedsvæsenet på Færøerne
Formålet med lovforslaget er, at imødekomme et ønske fra færøsk side om at ændre lov om sundhedsvæsenet på Færøerne. Lovforslaget giver Færøernes hjemmestyre mulighed for selv at fastsætte nærmere regler om adgangen til ydelser i det færøske sundhedsvæsen, herunder den persongruppe, der skal have adgang til ydelserne. Det forudsættes, at der sikres gensidig og lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser på tværs af rigsfællesskabet.
Bortfaldet
-
L 133 Lovforslag
Om anvendelse af beskyttelseshandsker på inhabile patienter ved somatisk behandling m.v
Lovforslaget indeholder fire elementer, som har til formål at bidrage til et mere tidssvarende og velfungerende sundhedsvæsen. Lovforslagets første del muliggør anvendelse af beskyttelseshandsker på inhabile patienter ved somatisk behandling. Anvendelsen af beskyttelseshandskerne kan være afgørende for gennemførelsen af behandlingen, og vil kunne bidrage til at mindske brugen af andre mere indgribende tvangsforanstaltninger. Lovforslagets anden del moderniserer reglerne for forudgående information til behandling. og gør det muligt at fravige kravet om mundtlig information ved visse ukomplicerede behandlingsforløb, og i stedet gennemføre et digitalt behandlingsforløb med skriftlig information. Lovforslagets tredje del har til formål at sikre, at sundhedspersoners mulighed for at ordinere medicin med tilskud fremover følger selve ordinationsretten til lægemidlet. Forslaget indebærer blandt andet, at sygeplejersker og jordemødre – der allerede i dag kan ordinere visse lægemidler og vacciner inden for deres respektive forbeholdte virksomhedsområder – også kan ordinere lægemidlerne med klausuleret tilskud og terminaltilskud samt ansøge Lægemiddelstyrelsen om enkelttilskud til de pågældende lægemidler. Lovforslagets fjerde del indebærer en ændring af autorisationsprocessen for kliniske tandteknikere. Konkret fjernes kravet om gennemførelse af 1 års klinisk ansættelse efter endt uddannelse for at opnå autorisation, som følge af indførelse af en ny professionsbacheloruddannelse i klinisk tandteknik. Lovforslagets første del og fjerde del skal træde i kraft den 1. januar 2027. Lovforslagets anden del og tredje del skal træde i kraft den 1. juli 2026.
Bortfaldet
-
L 132 Lovforslag
Om risikobaseret bedømmelse, tværfaglig ekspertise samt øget information til forsøgspersoner i det videnskabsetiske komitésystem
Lovforslaget udmønter dele af Strategi for life science frem mod 2030 (Life Science Strategien 2024), som blev aftalt mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti samt Radikale Venstre d. 21. november 2024. Forslaget er baseret på analysen af Fremtidens komitésystem, hvor det nuværende videnskabsetiske komitésystem vurderes at være for ensartet og proceduretungt uanset forskningsprojekternes kompleksitet og risikoprofil. Med lovforslaget indføres hjemmel til risikobaseret bedømmelse af forskningsprojekter, således at mindre risikofyldte projekter kan vurderes af et sekretariat, underudvalg eller komitéformanden, mens mere komplekse og risikofyldte projekter behandles af den fulde videnskabsetiske komité. Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler for risikobaseret bedømmelse, herunder om procedurer, kriterier og lempede ansøgningskrav. Dette skal sikre, at ressourcer anvendes hensigtsmæssigt og at beskyttelsen af forsøgspersoner styrkes i projekter med høj eller uafklaret risiko. Samtidig adresserer lovforslaget behovet for øget tværfaglighed i de videnskabsetiske medicinske komitéers arbejde, særligt i relation til teknologisk udvikling som kunstig intelligens, og stiller krav om relevante faglige kompetencer ved vurderingen af forsøg. Lovforslaget udvider desuden komitéernes mulighed for at stille krav om information til forsøgspersoner og om fravalgsmulighed i dispensationssager, så både regionale og nationale komitéer kan sikre, at personer, hvis biologiske materiale indgår i projekter, informeres om dette og får mulighed for at fravælge deltagelse. Dette betyder, at dispensationssager på tværs af forskningsområder fremover kan godkendes på betingelse af tilstrækkelig information til deltagerne. Samlet set skal lovforslaget bidrage til en mere effektiv og differentieret behandling af forskningsprojekter, styrket etisk vurdering, bedre beskyttelse af forsøgspersoner og positionere Danmark som et foregangsland for risikobaseret regulering af forskning og innovation. Loven skal træde i kraft den 1. juli 2026, jf. dog stk. 2. Stk. 2. § 2, nr. 2 og nr. 3, som skal træde i kraft den 1. januar 2027.
Bortfaldet