Folketinget · 895 lovforslag
Sager
Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.
-
L 115 Lovforslag
Om engangsbeløb til modtagere af forsørgelsesydelser, folkepension, børne- og ungeydelse og uddannelsesstøtte m.v
Lovforslaget udmønter »Aftale om fødevarehjælp«, der blev indgået den 27. januar 2026 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Lovforslaget muliggør udbetaling af et skattefrit engangsbeløb i form af en fødevarecheck til grupper, som vurderes i særlig grad at være ramt af højere fødevarepriser. Modtagergruppen omfatter: • 2.500 kr. til modtagere af forsørgelsesydelser. • 2.500 kr. til folkepensionister med en likvid formue på op til 350.000 kr. • 1.000 kr. til bl.a. modtagere af SU med udeboendesats, SVU, maritim uddannelsesstøtte, andre skole- og uddannelsesydelser, og til elever og lærlinge på erhvervsuddannelserne med en uddannelsesaftale m.v. • 5.000 kr. til børnefamilier, hvis den enkelte forælder har en personlig indkomst på op til 498.200 kr. Udlændinge, der opholder sig ulovligt i landet og har en verserende udsendelsessag, er på tålt ophold eller er udvist ved endelig dom, har ikke ret til checken. Beløbene forventes udbetalt i maj og juni 2026.
Stadfæstet
-
L 110 Lovforslag
Om opgavebortfald for politiet i beslutninger om vejes udnyttelse og indretning
Lovforslaget har til formål at sikre balance mellem færdselssikkerhed, mobilitet og fremkommelighed, når der træffes beslutninger om vejenes indretning. Det skal ske ved, at politiets involvering i vejes udnyttelse og indretning begrænses, så vejmyndigheden fremadrettet selvstændigt i størstedelen af sagerne vil skulle træffe færdselsmæssige bestemmelser om vejenes indretning, udnyttelse og fastsættelse af lokale hastighedsgrænser. Lovforslaget indgår som led i regeringens arbejdsprogram på det statslige område om prioriteret opgavebortfald.
Bortfaldet
-
L 111 Lovforslag
Om supplerende bestemmelser til forordningen om kunstig intelligens
Formålet med lovforslaget er at etablere rammerne for det danske tilsyn med AI-forordningen. Lovforslaget supplerer forordningen om kunstig intelligens, som er direkte gældende i Danmark. Lovforslaget retter sig primært mod de kommende markedsovervågningsmyndigheder og tildeler disse de nødvendige beføjelser. Det omfatter bl.a. adgang til at kræve oplysninger, foretage kontrolundersøgelser, samt adgang til at offentliggøre udvalgte afgørelser. Lovforslaget fastsætter hertil mulighed for at sanktionere overtrædelser af forordningen om kunstig intelligens og dette lovforslag med bøde. Med lovforslaget foreslås den eksisterende lov om supplerende bestemmelser til forordningen om kunstig intelligens ophævet.
Bortfaldet
-
L 114 Lovforslag
Om ophævelse af visse krav m.v. for erhvervsdrivende fonde, nægtelse af godkendelse som ejendomsmægler som følge af strafbare forhold m.v
Med lovforslaget foreslås det bl.a. at ophæve Civilstyrelsens rolle som permutationsmyndighed over for de erhvervsdrivende fonde. Lovforslaget gennemfører derudover dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2864 af 13. december 2023 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/2810 af 23. oktober 2024. Lovforslaget har desuden til formål at give Erhvervsstyrelsen en klar hjemmel til at nægte godkendelse som ejendomsmægler i sager, hvor forhold på ansøgerens straffeattest kan medføre nærliggende risiko for misbrug af hvervet. Lovforslaget har derudover til formål at afskaffe RSV-ordningen, at nedlægge Revisorrådet samt indføre en hjemmel til, at oplysninger om pålagte konkurskarantæner kan offentliggøres i Det Centrale Virksomhedsregister.
Bortfaldet
-
L 112 Lovforslag
Om autorisation af virksomheder på huseftersynsområdet
Med lovforslaget foreslås der indført en ny autorisationsordning for virksomheder, der udarbejder tilstandsrapporter. Formålet er at modernisere og forenkle huseftersynsordningen. Det foreslås at udfase den nuværende personlige beskikkelse af bygningssagkyndige og erstatte den med en autorisationsordning, hvor det juridiske ansvar påhviler virksomhederne frem for den enkelte bygningssagkyndig. Med lovforslaget skal tilstandsrapporter fortsat udarbejdes af bygningssagkyndige, der har bestået det obligatoriske optagelseskursus. Derudover foreslås det at konkurrenceudsætte Erhvervsstyrelsens IT-system, som tilstands- og elinstallationsrapporter inddateres i, til private aktører.
Bortfaldet
-
L 113 Lovforslag
Om forenkling af reglerne for indkøb af bygge- og anlægsarbejder under den gældende tærskelværdi m.v
Lovforslaget udmønter bl.a. et af initiativerne i ”Aftale om kommunernes økonomi for 2025” om ophævelse af tilbudsloven. Med lovforslaget vil indkøb af bygge- og anlægsarbejder under EU-tærskelværdien fremover blive reguleret efter bestemmelser i udbudsloven. Lovforslaget udmønter desuden et af initiativerne i regeringens pakke om ny overenskomstordning for udenlandsk arbejdskraft og nye initiativer mod social dumping af juni 2025. Derudover følger lovforslaget op på en række klimaaftaler fra henholdsvis 2020, 2022 og 2025 ved at give erhvervsministeren mulighed for at fastsætte mål for Klagenævnet for Udbuds sagsbehandlingstid. Lovforslaget indeholder endvidere en ophævelse af udbudslovens bestemmelse om automatisk udelukkelse af virksomheder fra skattelylande i offentlige udbud.
Bortfaldet
-
L 86 B Lovforslag
Om indførelse af klagefrister til Det Psykiatriske Patientklagenævn
Lovforslaget indebærer, at der indføres klagefrister for klager til Det Psykiatriske Patientklagenævn, med henblik på som udgangspunkt at ensrette klagefristerne for klager til Det Psykiatriske Patientklagenævn med klager til Styrelsen for Patientklager, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Tvangsbehandlingsnævnet. Lovforslaget er den ene del af det oprindelige lovforslag L86, som er blevet delt.
Stadfæstet
-
L 86 A Lovforslag
Om øget anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation, private vagter i psykiatrien m.v
Lovforslaget indebærer, at der i lov om tvang i psykiatrien m.v. etableres hjemmel til at anvende karmscannere (metaldetektorer) på psykiatriske afdelinger, ambulatorier og akutmodtagelser, kropsscannere på ambulatorier og akutmodtagelser, kropsvisitation af patienter, hvis kropsscanneren eller karmscanneren giver udslag på afdelinger, ambulatorier og akutmodtagelser, at der kan stilles vilkår om anvendelse af kropsscannere, metaldetektorer og kropsvisitation for retspsykiatriske patienter efter udgang, og hjemmel til at anvende private vagter eller sikkerhedspersonale. Denne del af forslaget er en udmøntning af dele af Aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien, indgået mellem regeringen og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Danske Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. Ud over initiativerne fra denne aftale indebærer lovforslaget, at der på Sikringsafdelingen i tidsbegrænsede perioder kan anvendes kamerakig på patientstuer, hvis det er nødvendigt for at afværge at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade og samtidig indføres adgang til at klage over anvendelse af kamerakig til Det Psykiatriske Patientklagenævn og Det Psykiatriske Ankenævn. Lovforslaget er den ene del af det oprindelige lovforslag L86, som er blevet delt.
Stadfæstet
-
L 102 Lovforslag
Om forhøjelse af rykkergebyrer ved told- og skatteforvaltningens opkrævning af visse skatter og afgifter m.v
Lovforslaget har til formål at udmønte dele af "Flerårsaftale om skattevæsenets økonomi for 2023-2027", som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet den 13. juni 2023. Aftaleparterne er den 14. november 2025 blevet enige om et nyt finansieringsforslag om opregulering af rykkergebyr med henblik på at udligne den manglende finansiering af flerårsaftalen vedrørende 2026-2027. I dag pålægges der et rykkergebyr på 65 kr. ved for sen betaling af visse skatter og afgifter. Gebyret er uændret siden 1992, og den reale værdi af gebyret er derfor udhulet markant. Det foreslås at regulere gebyret for opkrævning af visse skatter og afgifter til 2026-niveau, hvorved gebyret fastsættes til 160 kr. Herudover foreslås det at lovfæste en beløbsmæssig bagatelgrænse for, hvornår der rykkes for en virksomheds skatte- og afgiftsgæld, når virksomheden i forvejen har gæld under inddrivelse. I lyset af forhøjelsen af rykkergebyret foreslås det, at bagatelgrænsen lovfæstes og forhøjes til 200 kr. Det foreslås desuden bl.a., at nogle overflødige regler om rykkergebyr ophæves. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. april 2026.
Bortfaldet
-
L 103 Lovforslag
Om styrket indsats mod parallelsamfund og negativ social kontrol
Med lovforslaget foreslås det for det første at gøre det strafbart at indgå i et mæglingsråd for at unddrage strafbare gerninger fra offentlig retsforfølgning. I den forbindelse foreslås det desuden, at der i sager om overtrædelse af bestemmelsen om mæglingsråd bliver mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. For det andet foreslås det at indføre en bestemmelse om, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at en forbrydelse helt eller delvis har et æresrelateret motiv. For det tredje foreslås det, at det gældende tildækningsforbud, der i dag alene gælder på offentligt tilgængeligt sted, udvides til også at gælde på uddannelsessteder. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2026.
Bortfaldet
-
L 104 Lovforslag
Om ekspropriationsproceslov
Forslaget samler og moderniserer reglerne for ekspropriationsprocessen i én samlet lov. Det viderefører som udgangspunkt gældende ret, men forenkler og ensarter procedurerne for ekspropriation og erstatningsfastsættelse. Samtidig omlægges klagestrukturen ved at indføre to klagenævn for at sikre mere ensartet praksis og mere effektiv sagsbehandling. Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2027.
Bortfaldet
-
L 109 Lovforslag
Om forsvarets rådighed over ejendom tilhørende enhver samt fortrolighed i forbindelse med undersøgelser af havarier m.v
Lovforslaget har til formål at udvide Forsvarets muligheder for at ekspropriere ejendom i tilfælde af krig eller andre ekstraordinære forhold. Efter de gældende regler skal borgere under krig eller andre ekstraordinære forhold – mod fuld erstatning – stille deres ejendom til rådighed for landets forsvar efter regler, der fastsættes af forsvarsministeren. Virksomheder, selvejende institutioner, offentlige myndigheder, foreninger, fonde og øvrige organisationer har hidtil ikke været underlagt en tilsvarende forpligtelse, men lovforslaget indebærer, at disse fremadrettet også omfattes af pligten til mod fuld erstatning at stille sin ejendom til rådighed for Forsvaret under krig eller andre ekstraordinære forhold, idet lovforslaget indebærer, at pligten vil gælde »enhver«. Den foreslåede ændring skal sikre, at Forsvaret i de allermest alvorlige scenarier vil have mulighed for at råde over ejendom, som kan have afgørende betydning for, at Forsvaret kan løse sine opgaver. Lovforslaget har endvidere til formål at sikre fortroligheden af oplysninger, som indgår i de undersøgelser, der foretages af Forsvarets havari- og undersøgelseskommissioner, når militære fartøjer, herunder luftfartøjer, er involveret i ulykker og havarier m.v. Lovforslaget vil således indføre mulighed for, at forsvarsministeren kan fastsætte regler om fortrolighed af oplysninger, der indgår i undersøgelserne, herunder oplysninger, der stammer fra vidneforklaringer. Den foreslåede ændring skal sikre, at undersøgelserne, som har til formål at højne sikkerheden til søs og i luften, baseres på det bedst mulige vidensgrundlag, idet de involverede personer eksempelvis ikke vil skulle frygte, at oplysningerne efterfølgende vil kunne blive brugt imod dem i forbindelse med strafferetlig forfølgning.
Bortfaldet
-
L 105 Lovforslag
Om lempeligere kriterier for borgeres mulighed for fremrykket overtagelse og ekspropriation m.v
Forslaget lemper kriterierne for, hvornår staten skal overtage ejendomme, der berøres af vej- eller jernbaneprojekter, så der i højere grad tages hensyn til gener og værditab for ejerne. Samtidig begrænses myndighedernes mulighed for at anke afgørelser til fordel for borgerne. Derudover gennemføres nødvendige konsekvensændringer i 77 love som følge af den nye ekspropriationsproceslov. Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2026.
Bortfaldet
-
L 107 Lovforslag
Om regelforenkling for solcelleanlæg på offentlige bygninger
Forslaget, der bygger på "Aftale om udbygningen af sol og vind på land 2025", vil forenkle reglerne for solcelleanlæg på offentlige bygninger. Kommuner og regioner vil fremadrettet selv kunne producere, forbruge, lagre og sælge overskydende el fra solcelleanlæg uden at skulle oprette særskilte selskaber eller indberette besparelser. Dette vil fjerne administrative byrder og giver elafgiftsfritagelse for egetforbrug. Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. maj 2026 og forventes at fremme udbygningen af solceller på offentlige bygninger.
Bortfaldet
-
L 108 Lovforslag
Om afvikling og genanvendelse af anlæg, installationer, boringer og brønde på undergrundsområdet m.v
Forslaget vil skabe klare regler for afvikling og genanvendelse af anlæg og infrastruktur, der har været brugt til udnyttelse af undergrunden, og udvide tilladelsesordningen for rørledninger på dansk havområde til også at omfatte transport af nye energiformer som brint og CO₂. Forslaget forventes at give erhvervslivet mere smidige og gennemsigtige rammer. Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2026.
Bortfaldet
-
L 106 Lovforslag
Om støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel
Det foreslås med lovforslaget at skabe juridisk grundlag i lov om social service til, at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter som hjælpemiddel, selv om hjælp til kompressionsprodukter kan bevilges efter anden lovgivning. Der kan være usikkerhed om, efter hvilken lovgivning kompressionsprodukter skal bevilges, hvilket har ført til, at borgerne i nogle tilfælde ikke får udleveret kompressionsprodukter. Formålet med lovforslaget er at sikre, at borgerne får udleveret de kompressionsprodukter, som de har behov for og ret til. Forslaget følger op på »Politisk aftale om udlevering af kompressionsprodukter« af 18. december 2025 indgået mellem regeringen, Danske Regioner og KL. Løsningen er tiltænkt at være gældende frem til implementering og ikrafttræden af et initiativ om en model for et klart ansvar for behandlingsredskaber og hjælpemidler, som indenrigs- og sundhedsministeren i samarbejde med social- og boligministeren skal udvikle, jf. »Aftale om sundhedsreform« af 15. november 2024.
Bortfaldet
-
L 101 Lovforslag
Om ajourføring af retsplejelov for Grønland m.v
Lovforslaget er fremsat efter aftale mellem regeringen og naalakkersuisut og har baggrund i »Aftale om domstolenes økonomi 2024-2027«, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige indgik den 22. november 2023. Aftalepartierne var her enige om, at Justitsministeriet sammen med naalakkersuisut skulle vurdere, om de ændringer, der foretages i den danske retsplejelov som følge af forslag fra Rørdamudvalget og anbefalinger fra Retsplejerådet, også er relevante at gennemføre for Grønland med henblik på at frigive ressourcer til nedbringelse af sagsbehandlingstiderne m.v. ved domstolene i Grønland. Nogle af anbefalingerne blev gennemført ved lov nr. 200 af 25. februar 2025 og nærværende lovforslag følger op herpå og har til formål at gennemføre yderligere ajourføringer og regelforenklinger. Endvidere foreslås der enkelte andre ændringer med henblik på at effektivisere retsplejen i Grønland. Derudover foreslås en række præciseringer, hvor der har været eller kunne opstå tvivl om lovens forståelse. Det gælder bl.a. beskikkelsesreglerne, som på baggrund af Rådet for Grønlands Retsvæsens anbefalinger foreslås at blive præciseret. Endelig foreslås det at forlænge fristen for omgørelse af påtaleopgivelse og tiltalefrafald fra de nuværende 3 måneder til 4 måneder. I den forbindelse foreslås det desuden at indføre hjemmel til at anvende den enkle procedure i retsplejelovens kapitel 42 ved behandling af erstatningskrav rejst af forurettede, der grundet sagsbehandlingsfejl ved myndighederne ikke har haft 4 uger til at klage over påtaleopgivelse eller tiltalefrafald.
Bortfaldet
-
L 100 Lovforslag
Om tillægsbevilling for finansåret 2025
Lovforslagets formål er at formalisere bevillingsændringer, som i 2025 er foretaget på forventet efterbevilling. Lovforslaget har således en bevillingsretlig, men ikke en statsfinansiel funktion.
Bortfaldet
-
L 97 Lovforslag
Om tilføjelse af religion eller tro, alder og handicap til Institut for Menneskerettigheders kompetenceområde
Lovforslaget implementerer direktiverne om bindende standarder for ligebehandlingsorganer (direktiv 2024/1499 og direktiv 2024/1500), hvis formål er at gøre de nationale ligebehandlingsorganer mere effektive og sikre deres uafhængighed for at styrke ligebehandlingsprincippet. Direktiverne fastlægger minimumskrav til ligebehandlingsorganers mandat, struktur, tilgængelighed, uafhængighed, ressourcer, opgaver og beføjelser og udvider desuden deres mandatområde til også at omfatte religion eller tro, alder og handicap. Den primære ændring, som lovforslaget medfører, er, at Institut for Menneskerettigheder tilføres nye mandatområder, hvilket betyder, at Instituttet fremover skal varetage områderne for religion eller tro, alder og handicap på samme måde, som Instituttet i dag varetager bl.a. mandatområderne køn, seksuel orientering, race og etnisk oprindelse. Med lovforslaget indsættes desuden en bestemmelse om, at Instituttet skal have mulighed for at fremsætte henstillinger om, hvilke data om forskelsbehandling, offentlige og private aktører kan indsamle.
Bortfaldet
-
L 98 Lovforslag
Om indfødsrets meddelelse
Med lovforslaget tildeles personerne optaget på lovforslaget indfødsret, da tildeling af indfødsret til udlændinge kun kan ske ved lov, jf. grundloven.
Bortfaldet
-
L 99 Lovforslag
Om strafskærpelser og udvidet mulighed for rettighedsfrakendelse på dyrevelfærdsområdet
Formålet med forslaget er at bidrage til at sikre dyrevelfærden ved at indføre skærpede straffe for grovere overtrædelser af dyrevelfærdsloven. Det gælder navnlig i gentagelsestilfælde og ved at udvide mulighederne for at frakende retten til at eje, bruge eller slagte dyr eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr. Forslaget følger af initiativ 7 i den politiske aftale »Sammen om Dyrene – Aftale om dyrevelfærd 2024-2027« indgået af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet den 9. februar 2024.
Bortfaldet
-
L 94 Lovforslag
Om overførsel af opgaver til Udbetaling Danmark og Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag m.v
Med forslaget vil administrationen af su, svu og befordringsrabat overføres fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og uddannelsesinstitutioner til Udbetaling Danmark og Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Forslaget følger desuden op på en aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti om forhøjelse af fribeløbet for uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser m.v. fra 2027. Forslaget ophæver også solnedgangsklausulen i lov nr. 481 af 26. april 2022 om ændring af su-loven (midlertidig suspension af su-godkendelse af hele uddannelser i visse lande), så uddannelses- og forskningsministeren også efter den 1. januar 2027 vil kunne fastsætte regler om, at uddannelser i visse lande ikke kan godkendes til su, herunder at allerede godkendte uddannelser kan suspenderes.
Bortfaldet
-
L 92 Lovforslag
Om tiltag til fremme af projekter om CO2-fangst, -rørtransport og -lagring
Lovforslaget har til formål at understøtte udrulning af fangst, transport og lagring af CO2 (CCS) i Danmark ved at implementere tiltag til fremme af smidigere myndighedsbehandling af denne type projekter. Lovforslaget følger op på Aftale om tiltag til fremme af smidigere myndighedsbehandling af CO2-fangst-, -rørtransport-, og -lagringsprojekter under land af 7. oktober 2025 mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 4. marts 2026.
Stadfæstet
-
L 93 Lovforslag
Om undtagelse af visse aktiviteter rørført transport af CO2 eller lagring af CO2 i undergrunden på land fra krav om landzonetilladelse
Lovforslaget foreslår, at følgende undtages fra krav om landzonetilladelse: - Midlertidig bebyggelse eller ændret anvendelse, der fjernes inden 12 måneder, og som er nødvendig for CO₂-transport eller -lagring. - Mindre teknikskabe eller teknikhuse til samme formål. Undtagelserne ophæves automatisk efter 5 år. Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti indgik den 9. oktober 2025 en aftale om initiativer i planloven for at fremme projekter med rørført transport og lagring af CO₂ i undergrunden og undgå forsinkelser. Det foreslås, at loven træder i kraft den 4. marts 2026.
Stadfæstet
-
L 96 Lovforslag
Om digital kommunikation om særlig bebyrdende meddelelser i lejeforhold
Lovforslaget udmønter aftalen om digital kommunikation, der blev indgået den 25. juni 2025 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Lovforslaget gør det muligt for udlejer og lejer at kommunikere digitalt gennem en sikker digital postleverandør om særlig bebyrdende meddelelser, jf. lejelovens § 176 og § 182, stk. 2. § 176 handler om udlejeres opsigelse i tilfælde, hvor udlejer selv bor i den ene af to lejligheder i et tofamiliershus, eller hvor udlejer af en ejer- eller andelsbolig selv ønsker at bo i boligen, og om lejers eventuelle indsigelser mod opsigelsen. § 182, stk. 2 vedrører påkrav som følge af lejers betalingsmisligholdelse. Lovforslaget ændrer ikke ved, at udlejer og lejer med 1 måneds varsel kan forlange, at kommunikationen ikke sker digitalt. Herefter vil kommunikation skulle ske med brevpost. Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2026.
Bortfaldet
-
L 95 Lovforslag
Om gennemførelse af dele af EU’s pagt om migration og asyl m.v
Formålet med lovforslaget er at gennemføre dele af EU’s pagt om migration og asyl, som Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 14. maj 2024. Pagten har til formål at styrke kontrollen med Danmarks ydre grænser, øge sikkerheden i Schengenområdet, forbedre hjemsendelse af udlændinge uden lovligt ophold, sikre en retfærdig fordeling af asylansøgere mellem medlemsstaterne og styrke EU’s beredskab i krisesituationer. Med lovforslaget gennemføres de dele af pagten, som Danmark via Schengenteknikaliteten og parallelaftalerne for Dublin- og Eurodac-forordningerne har tilsluttet sig. Lovforslaget omfatter således bl.a. gennemførelse af dele af forordningen om asyl- og migrationsforvaltning, kriseforordningen, Eurodac-forordningen, screeningforordningen og grænsetilbagesendelsesprocedureforordningen. Herudover giver lovforslaget udlændinge- og integrationsministeren mulighed for i særlige tilfælde at indføre en asylgrænseprocedure ved Danmarks ydre grænser, hvorefter visse asylansøgninger i en periode på 6 måneder vil kunne behandles i en særlig hurtig proces, ligesom et afslag på asyl vil indebære en forenklet tilbagesendelsesprocedure. Endelig indebærer lovforslaget, at klager over aktindsigt i Flygtningenævnet vil kunne behandles af nævnets formand eller næstformand. Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 12. juni 2026.
Bortfaldet
-
L 64 C Lovforslag
Om reglerne om momsfritagelse af uddannelse af børn og unge under 30 år, harmoniseringsrente og skattetillæg for selskaber m.v
Det foreslås derudover at momsfritage uddannelse af børn og unge under 30 år for at sikre, at børn og unges undervisning i f.eks. fitness, musik og dans fortsat vil være momsfritaget. Endvidere foreslås bl.a. regler, der udmønter dele af aftalen "Initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet" fra juni 2023 med henblik på at forbedre samspillet mellem opkrævning og inddrivelse af selskabers restskatter m.v. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 64 B Lovforslag
Om suspension og indfasning af CO2-afgift for fiskeri m.v
Lovforslaget udmønter dele af aftalen "En ny kurs for dansk fiskeri" af 2. juli 2025 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Det foreslås, at fiskeriet i perioden 2026-2028 ikke skal betale CO2-afgift, og at CO2-afgiften for fiskeriet indfases fra 2029. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 64 A Lovforslag
Om udvidelse af medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder
Lovforslaget udmønter dele af Aftale om Iværksætterpakken af 21. juni 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Det foreslås at udvide medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder til at omfatte flere virksomheder og at afskaffe grænsen for, hvor stor en andel af lønnen de kan tilbyde som indkomstskattefri medarbejderaktier, hvis medarbejderen får en vis grundløn. Det foreslås, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden for udvidelsen af medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder.
Stadfæstet
-
L 88 Lovforslag
Om styrket indsats mod fodbolduroligheder m.v
Lovforslaget indeholder for det første en række forslag, der skal være med til at sikre en tryg og sikker afvikling af alle fodboldkampe, herunder at politiets mulighed for bortvisning ikke længere skal begrænses til højrisikokampe, at fodboldklubber får mulighed for at dele tv-overvågning med andre fodboldklubber, at politiet kan udpege visitationszoner i forbindelse med højrisikokampe, og at der indføres et forbud mod at besidde pyrotekniske artikler i nærheden af fodboldstadioner. Lovforslaget indeholder for det andet en række forslag, der skal medvirke til at sikre, at uroskabende tilskuere bliver meddelt generel karantæne og derved registreres i hooliganregisteret. Således foreslås at udvide anvendelsesområdet for meddelelse af karantæne, at fjerne betingelsen om, at der skal foreligge gentagelsesrisiko, at fodboldrelateret vold begået i udlandet skal kunne give karantæne i Danmark, at dømte bandemedlemmer og grove voldsforbrydere skal meddeles generel karantæne og dermed udelukkes fra at deltage i fodboldkampe, og at en tidligere meddelt karantæne skal kunne få gentagelsesvirkning. Lovforslaget indeholder for det tredje en række forslag, der skal sætte hårdere ind over for personer, der skaber utryghed ved fodboldkampe. Herunder foreslås en skærpelse af straffen for udvalgte lovovertrædelser begået i relation til fodboldkampe, at der indføres en supplerende karantænezone på 5.000 meter for fodboldrelaterede aktiviteter, at en generel karantæne skal kunne meddeles mundtligt som en foreløbig afgørelse (strakskarantæne), og at der etableres hjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at generel karantæne skal fremgå af straffeattesten. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2026.
Stadfæstet