Folketinget · 895 lovforslag
Sager
Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.
-
L 74 Lovforslag
Om folkeoplysningsloven og lempelse af krav til underskrivelse af tilskudsregnskab, mellemkommunal refusion og fjernundervisning
Med lovforslaget foreslås der tre ændringer i folkeoplysningsloven. Der foreslås en lempelse af krav om, at hele bestyrelsen skal underskrive foreningens tilskudsregnskab. Der foreslås endvidere en lempelse af krav til aftenskoler ved mellemkommunal refusion, så der ikke skal indhentes fuldt personnummer på deltagere. Endelig foreslås der mere fleksibilitet for aftenskoler ved fjernundervisning, så der ikke er krav om, at 30 pct. af undervisningen på det enkelte kursus skal gennemføres i fællesskab. Forslaget gennemfører dele af regeringens udspil om afbureaukratisering for foreningslivet, der er udarbejdet på baggrund af anbefalinger fra partnerskabet om afbureaukratisering for foreningslivet.
Stadfæstet
-
L 62 Lovforslag
Om kriminallov for Grønland og forhøjelse af maksimum for tidsbestemt anstaltsanbringelse
Lovforslaget er fremsat efter ønske fra Naalakkersuisut, og dets formål er at forhøje den grønlandske kriminallovs maksimum for tidsbestemt anstaltsanbringelse fra 10 år til 16 år. Lovforslaget åbner for, at domstolene i de alvorligste tilfælde af navnlig personfarlige forbrydelser, men efter omstændighederne også f.eks. grov narkokriminalitet, kan gennemføre en lidt større differentiering af udmålingen af en tidsbestemt anstaltsanbringelse, end domstolene finder grundlag for i dag, hvor maksimum for en tidsbestemt anstaltsanbringelse er 10 år. Herudover forudsættes det foranstaltningsniveau, der anvendes ved domstolene i Grønland i dag, som udgangspunkt videreført uændret.
Stadfæstet
-
L 60 Lovforslag
Om ændring af ministres vederlæggelse m.v
Lovforslaget indebærer, at der indføres en ny ordning for vederlag og pension m.v. for fremtidige ministre. Derudover foretages mindre ændringer og præciseringer i de eksisterende regler. Vederlaget for fremtidige ministre ændres med lovforslaget, så det bringes på niveau med gennemsnitslønnen for chefer i centraladministrationen i lønramme 41 og 42+, som bl.a. omfatter departementschefer. Det skattefrie omkostningstillæg for fremtidige ministre afskaffes som led i ændringen. Reglerne om eftervederlag for fremtidige ministre ændres, så eftervederlag fremover kan oppebæres i mindst 3 og højst 12 måneder i stedet for som hidtil i mindst 6 og højst 36 måneder. Pensionsordningen for fremtidige ministre omlægges fra den nuværende optjeningsordning baseret på tjenestemandspensionssystemet til en bidragsfinansieret arbejdsmarkedspensionsordning. Pensionsbidragssatsen fastsættes af finansministeren og vil være på niveau med pensionsbidraget for overenskomstansatte akademikere i staten. Pensionsbidraget indbetales som udgangspunkt til et pensionsinstitut, som ministeren vælger. Den nye vederlags- og pensionsordning vil gælde for alle ministre, der tidligst efter førstkommende folketingsvalg efter den 31. december 2025, dvs. folketingsvalget den 24. marts 2026, for første gang udnævnes som ministre og ikke forud for denne dato er eller har været indtrådt som medlemmer af Folketinget. For andre ministre vil den hidtidige ordning fortsat gælde. Lovforslaget er en del af udmøntningen af aftale af 27. maj 2025 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet om en reform af fremtidige folketingsmedlemmers og ministres vederlæggelse. Aftalen tog afsæt i Vederlagskommissionens anbefalinger fra 2016. Lovforslaget er sambehandlet med et lignende lovforslag, som udmøntede den del af aftalen, som vedrører folketingsmedlemmers forhold (L 59).
Stadfæstet
-
L 57 Lovforslag
Om styrket beredskab på transportområdet m.v. og præcisering af politiets adgang til at neutralisere droner m.v
Forslaget har til formål at styrke Danmarks beredskab på transportområdet og skabe mulighed for hurtige tiltag i krisesituationer. Transportministeren får hjemmel til midlertidigt at tillade fravigelse af regler i bl.a. færdselsloven, vejloven, postloven og luftfartsloven af hensyn til nationale forsvars- og beredskabsformål. Forslaget giver mulighed for at prioritere havnearealer, sikre postudbringning under ekstraordinære forhold og håndtere ikkesamarbejdsvillige droner. Herudover får politiet en klarere retlig ramme til at neutralisere droner og andre fjernstyrede genstande af hensyn til sikkerhed. Beføjelserne skal anvendes proportionalt, og de mest vidtgående bemyndigelser på transportområdet foreslås at ophøre automatisk ved udgangen af 2028.
Stadfæstet
-
L 56 Lovforslag
Om overordnede rammer for støjudledning som følge af Københavns Lufthavns drift
Med forslaget bemyndiges transportministeren til efter forhandling med ministeren for byer og landdistrikter samt miljøministeren at fastsætte regler om de overordnede rammer for støjudledning fra Københavns Lufthavn, Kastrup. Formålet er at videreføre og justere den gældende regulering af lufthavnens støjforhold for at sikre en afbalanceret hensyntagen til både lufthavnens samfundsmæssige betydning og støjpåvirkningen af nærliggende boligområder.
Stadfæstet
-
L 54 Lovforslag
Om justeringer af låneordninger og bedre mulighed for ansættelse af foreløbige beskatningsgrundlag m.v
Lovforslaget har overordnet til formål at foretage en række tekniske justeringer på ejendomsbeskatnings- og vurderingsområdet. Lovforslaget indeholder bl.a. justeringer til den permanente indefrysningsordning og tillægslåneordningen. Bl.a. foreslås en bagatelgrænse i tillægslåneordningen og at boligejerne ikke skal høres over stiftelse af lån, som frit kan til- og fravælges. Lovforslaget indeholder desuden bl.a. en udvidet mulighed for Skatteforvaltningen til at ansætte foreløbige beskatningsgrundlag. Lovforslaget indeholder også en rettelse af en fejl i relation til indekseringen af 2025-erhvervsvurderingerne. Det foreslås således med lovforslaget, at indekseringen sker på baggrund af prisudviklingen for ejerboliger og ikke erhvervsejendomme. Det foreslås desuden at indføre budgetsikkerhed for kommunernes grundskyldsindtægter for perioden 2024-2028. Der er tale om en udmøntning af dele af "Aftale om kommunernes økonomi for 2026" mellem regeringen og Kommunernes Landsforening af 27. maj 2025. Der foreslås endvidere en étårig forhøjelse af den grønne check for pensionister fra 875 kr. til 1.005 kr. for indkomståret 2025, jf. aftalen Kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen fra 2020 mellem forligspartierne bag boligkatteforliget. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 55 Lovforslag
Om udpegning af retlige repræsentanter for visse tjenesteudbydere til indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager
Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1544 af 12. juli 2023 om harmoniserede regler for udpegning af bestemte forretningssteder og udpegning af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af elektronisk bevismateriale i straffesager (e-bevis-direktivet) i dansk ret. Formålet med direktivet er at lette indsamlingen af elektronisk bevismateriale i straffesager på tværs af landegrænser. Direktivet indebærer, at visse udbydere af elektroniske tjenester forpligtes til at udpege mindst én retlig repræsentant i en medlemsstat, hvori de udbyder deres tjenester, som skal modtage, overholde og håndhæve afgørelser fra kompetente myndigheder om indsamling af bevismateriale i straffesager på vegne af den pågældende tjenesteudbyder. Lovforslaget indebærer, at de omfattede tjenesteudbydere i Danmark forpligtes til at udpege en retlig repræsentant i en anden medlemsstat, hvor de pågældende udbyder tjenester. Det skyldes, at bl.a. den tilhørende forordning, der fastsætter regler om udlevering af visse typer af elektronisk bevismateriale, ikke gælder i Danmark på grund af forbeholdet. Dette er i overensstemmelse med direktivet, hvor der er en bestemmelse møntet på den særlige danske situation med forbehold på retsområdet. Implementeringsfristen for direktivet er den 18. februar 2026, hvorfor det foreslås, at loven træder i kraft den 18. februar 2026.
Stadfæstet
-
L 58 Lovforslag
Om nedlæggelse af Udviklingspolitisk Råd og ny struktur for inddragelse af relevante danske aktører
Forslaget handler om at ændre lov om internationalt udviklingssamarbejde. Med forslagets vedtagelse nedlægges Udviklingspolitisk Råd og erstattes det en ny struktur for inddragelse af relevante danske aktører i dansk udviklingspolitik, herunder civilsamfund, erhvervsliv og vidensinstitutioner. Samtidig opdateres loven, så Investeringsfonden for Udviklingslande ændrer navn til Impact Fund Denmark. Forslaget er en del af opfølgningen på Danmarks seneste udviklingspolitiske strategi. Loven træder i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 47 Lovforslag
Om de færøske myndigheders etapevise overtagelse af sagsområdet luftfart m.v
De færøske myndigheder ønsker at overtage sagsområdet luftfart i etaper. Formålet med lovforslaget er at skabe hjemmel til, at overtagelse kan ske delvist på forskellige tidspunkter, da det i dag alene er muligt at overtage sagsområder samlet. For at sikre klarhed om finansieringen af Trafikstyrelsens tilsyn med den civile luftfart foreslås det, at omkostninger forbundet med tilsynet på ikke-overtagne områder dækkes af safety-afgiften, indtil hele sagsområdet er overgået til de færøske myndigheder.
Stadfæstet
-
L 46 Lovforslag
Om implementering af nye regler til medlemsstaternes budgetmæssige rammer vedrørende uafhængige finanspolitiske institutioner
Lovforslaget har til formål at implementere dele af EU-direktiv 2024/1265 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer, herunder styrkelse af uafhængige finanspolitiske institutioner, hvilket medfører behov for en tydeliggørelse og lovfæstelse af formandskabets rolle i De Økonomiske Råd som uafhængig finanspolitisk institution. Det foreslås bl.a., at: - præcisere og udvide formandskabets rolle ift. vurdering af makroøkonomiske prognoser, overvågning af overholdelse af de finanspolitiske regler og vurdering af budgetrammernes konsistens og effektivitet, - udvide ”følg-eller-forklar”-princippet, så regeringen offentligt skal begrunde, hvis formandskabets vurderinger ikke følges og - indføre en ekstern evaluering, så formandskabets opgavevaretagelse regelmæssigt evalueres af uafhængige eksperter. Derudover foreslås en række lovtekniske justeringer. Det foreslås, at loven træder i kraft den 31. december 2025.
Stadfæstet
-
L 53 Lovforslag
Om styrket forbrugerbeskyttelse og effektive sanktioner på detailmarkedet for elektricitet
Lovforslaget har til formål at forbedre forbrugerbeskyttelsen på detailmarkedet for el ved at styrke tilliden til elhandelsvirksomheder, indføre passende bøder og sanktioner for overtrædelser, forbedre elkunders rettigheder i forbindelse med kontraktindgåelse og bidrage til større gennemsigtighed på et kompliceret marked. Med lovforslaget foreslås det at gøre det vanskeligere for elhandelsvirksomheder at vildlede forbrugerne under telefonsamtaler og at undgå, at forbrugerne indgår aftaler uden at vide det. Samtidig skal det være nemmere for både Forsyningstilsynet, Energinet og Forbrugerombudsmanden at vurdere, om reglerne bliver overholdt. Lovforslaget gennemfører »Aftale om forbrugerbeskyttelse på detailmarkedet for el - Et mere troværdigt og gennemsigtigt elmarked« af 8. maj 2025 indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026, og enkelte dele har virkning fra 1. juli 2026.
Stadfæstet
-
L 52 Lovforslag
Om arealerhvervelse til det kollektive elnet
Formålet med lovforslaget er at implementere tre tiltag fra aftalen om hurtigere og mere effektiv udbygning af elnettet af 20. december 2024 indgået af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Med lovforslaget foreslås det at ensarte processerne for ekspropriation ved udbygning af elnettet med øvrige offentlige infrastrukturprojekter såsom veje, jernbaner og gasnet. Herudover foreslås det at overføre opgaven med at give tilladelse til iværksættelse af ekspropriation til eltransmissions- og eldistributionsnet fra Sikkerhedsstyrelsen til klima-, energi- og forsyningsministeren, hvor godkendelsesprocessen kan samordnes med øvrige godkendelser på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets område. Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 51 Lovforslag
Om kapacitetsmekanismer og mulighed for, at Energinet kan eje og drive et trykluftslager
Lovforslaget har til formål at styrke Danmarks elforsyningssikkerhed og håndtere fremtidige udfordringer med balancen mellem elforbrug og -produktion. Forslaget består af to hoveddele: 1) Kapacitetsmekanismer: Ministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler for en eventuel kapacitetsmekanisme, som kan sikre tilstrækkelig elkapacitet i perioder med høj efterspørgsel. 2) Trykluftslagring: Energinet får mulighed for at stille trykluftslagringsfaciliteter til rådighed for kommercielle aktører via udlejning, hvilket kan fremme energilagring, uden at Energinet selv deltager i markedsaktiviteter. Lovforslaget foreslås at træde i kraft 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 50 Lovforslag
Om selvbestemmelsesordning ved valg af tidsbegrænset bostøtte for borgere i hjemløshed m.v
Forslaget handler om at sikre, at borgere, som har haft ophold på et herberg, selv kan vælge leverandør af den tidsbegrænsede CTI – bostøtte efter housing first–tilgangen – når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse herom. Forslaget giver også kommunalbestyrelsen mulighed for at afslå borgerens valg af den tidsbegrænsede CTI - bostøtte på baggrund af faglige eller ressourcemæssige hensyn hos leverandøren af bostøtten. Herudover giver forslaget mulighed for, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om leverandøraftalen mellem kommunalbestyrelsen og det herberg, hvor borgeren har haft ophold, og som leverer bostøtten samt til at fastsætte en national takst for den tidsbegrænsede CTI-bostøtte. Forslaget er led i aftalen mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre om finansloven for 2025.
Stadfæstet
-
L 48 Lovforslag
Om den nationale digitale identitetstegnebog
Som følge af eIDAS2-forordningen (Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2024/1183 af 11. april 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 910/2014) er alle EU-medlemslande forpligtet til at udvikle og stille en digital identitetstegnebog til rådighed til borgere og virksomheder. Det er hensigten med forordningen, at identitetstegnebogen i fremtiden kan bruges som en identifikationsløsning på tværs af EU, indeholde beviser og på sigt også potentielt betalingsmuligheder m.v. Lovforslaget har til formål at regulere den nationale digitale identitetstegnebog. Den nationale digitale identitetstegnebog består af tre tekniske løsninger: Tegnebogsapplikationen, bevisudstedelsesservicen og modtagerpartregisteret. Lovforslaget indeholde ikke hjemmel til overvågning eller profilering af brugeren. Digitaliseringsstyrelsen forpligtes til at stille den nationale digitale identitetstegnebog til rådighed for brugere, myndigheder, der udsteder beviser, samt for modtagerparter. Anvendelsen af den nationale digitale identitetstegnebog er frivillig for disse aktører, men loven regulerer aktørernes rettigheder og pligter, når de vælger at anvende den nationale digitale identitetstegnebog. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 49 Lovforslag
Om ret til hurtig behandling af let til moderat depression og angst for personer mellem 18 og 24 år
Lovforslaget udmønter et af initiativerne i "Aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien". Det medfører, at ansvaret for behandling af let til moderat depression og angst for personer mellem 18 og 24 år flyttes fra psykologpraksis med ydernummer til regionerne. Desuden får målgruppen ret til at vælge at blive behandlet vederlagsfrit på et privat behandlingssted, hvis regionerne ikke kan påbegynde behandling inden for 1 måned (30 dage). Formålet er at imødekomme den stigende efterspørgsel på behandling af depression og angst, således at de lange ventetider nedbringes, og det skal sikre, at personer mellem 18 og 24 år får ret til hurtig vederlagsfri behandling. Regionerne får med lovforslaget fleksibiliteten til at tilrettelægge behandlingsindsatsen på rette niveau ud fra en konkret vurdering af den enkelte patients behov. Der kan være tale om digitale tilbud, gruppebehandling eller individuel behandling. Forslaget vil desuden give bedre mulighed for overblik over og udnyttelse af den aktuelle regionale behandlingskapacitet, systematisk kvalitetssikring og skabe sammenhæng med den regionale psykiatri. Det vil være op til regionerne at indgå aftaler med private behandlingssteder, der kan gøres brug af, hvis regionen ikke selv kan påbegynde behandling inden for 1 måned (30 dage). Loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2026.
Stadfæstet
-
L 23 Lovforslag
Om indførelse af standardskema til indberetning af oplysninger om ekstraskat m.v
Formålet med lovforslaget er at implementere EU-direktivet DAC9 i dansk ret. DAC9 er knyttet til OECD’s GloBE-modelregler og minimumsbeskatningsdirektivet om sikring af en global minimumsskat for større multinationale og nationale koncerner, der blev gennemført i dansk lovgivning ved minimumsbeskatningsloven i 2023. Det foreslås at indføre et standardskema, der skal anvendes til at indgive oplysninger om ekstraskat i henhold til minimumsbeskatningslovens § 53. Det foreslås samtidig, at den, der indgiver skemaet, i forbindelse med indgivelsen skal præcisere, hvilke oplysninger og med hvilke jurisdiktioner der vil skulle udveksles efterfølgende. Det foreslås derudover at gennemføre de øvrige ændringer af DAC. Det omfatter bl.a. indførelse af sanktioner for at gennemtvinge anvendelse af standardskemaet og opdatering af hjemmelsbestemmelser, herunder i forhold til udveksling af oplysninger om ekstraskat og de yderligere CRS-oplysninger, der blev vedtaget med DAC8. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 25 Lovforslag
Om udvidelse af refusionsordningen ved opladning af elbiler, nedsættelse af den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 m.v
Formålet med lovforslaget er bl.a. at udvide den eksisterende ordning for tilbagebetaling af elafgift ved opladning af elbiler (refusionsordningen). Med forslaget vil virksomheder, der har serviceaktiviteter med opladning af batterier til elbiler, kunne få tilbagebetaling for elafgift betalt for elektricitet forbrugt ved opladning af elbiler, selv om kunden samtidig har egenproduktion af elektricitet fra VE-anlæg i form af f.eks. solcelleanlæg. Det foreslås desuden at nedsætte den volumenbaserede emballageafgift til 0 kr. i 2026 og 2027 for at kompensere erhvervslivet for, at producentgebyret, der indføres den 1. oktober 2025, bliver højere end forventet. Det foreslås herudover bl.a.: - at fritage rene biobrændstoffer uanset anvendelse fra CO2-afgift, - at udvide muligheden for godtgørelse af elafgift for elektricitet anvendt som kørestrøm til eltog til godstransport, - at fritage institutionsbusser for registreringsafgift ved anvendelse til befordring af hjemmeboende til visiterede aktiviteter, også når den hjemmeboende person ikke er "ældre", - at ændre brændstofforbrugsafgiftsloven, så en person med nedsat funktionsevne kan opnå fritagelse for grøn ejerafgift ved erhvervelse af en nul-emissionsbil, og at - at udvide adgangen til oplysninger i Køretøjsregistret for taksatororganisationer. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 24 Lovforslag
Om nedsættelse af den almindelige elafgift i 2026 og 2027 m.v
Formålet med lovforslaget er at lempe den almindelige elafgift ned til EU’s minimumssats på 0,8 øre pr. kWh i 2026 og 2027. Lovforslaget er en opfølgning på regeringens forslag til finanslov for 2026 og skal sikre danskerne et større rådighedsbeløb for at afbøde de stigende fødevarepriser. Husholdninger og ikkemomsregistrerede erhverv (herunder foreninger m.v.) betaler den almindelige afgift og vil opnå en lempelse på 71,9 øre pr. kWh (2026-priser). Husstande med elvarme (herunder varmepumpe) betaler EU’s minimumssats på 0,8 øre pr. kWh for den del af elforbruget, der ligger ud over 4.000 kWh, og vil dermed opnå lempelse af deres elforbrug op til 4.000 kWh. Momspligtige erhverv kan få godtgjort elafgiften ned til EU’s minimumssats på 0,4 øre pr. kWh. Nedsættelsen af den almindelige elafgift berører dermed ikke momspligtige erhverv. Som følge af at den almindelige elafgift lempes i 2026 og 2027, foreslås det at nedsætte satsen til brug for beskatning af værdien af privat forbrug af el fra en erhvervsdrivendes vedvarende energi-anlæg, så satsen er på niveau med prisen ved køb på det kollektive elforsyningsnet i den periode, hvor den almindelige elafgift lempes. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 27 Lovforslag
Om ophør af udbetaling af forsørgelsesydelser til anbringelses- og behandlingsdømte
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik i april 2025 en delaftale som led i en reform af beskæftigelsesindsatsen. Aftalen handler om at ensrette reglerne for udbetaling af forsørgelsesydelser til personer, der er dømt til behandling eller anbringelse i retspsykiatrien. De vigtigste ændringer er følgende: Udbetaling af pensioner og kontanthjælp stoppes ved indlæggelse/anbringelse i retspsykiatrien, hvis borgeren har fået en behandlings- eller anbringelsesdom. Pensionister mister ikke deres pensioniststatus og får igen pension efter udskrivelse. Kontanthjælpsmodtagere mister deres status som kontanthjælpsmodtagere ved indlæggelse eller anbringelse og skal søge om kontanthjælp på ny efter udskrivelse. Lovforslaget omfatter både nuværende og kommende patienter, som har modtaget eller modtager en behandlings- eller anbringelsesdom. De berørte borgere får i stedet et skattefrit månedligt beløb på 1.725 kr. (2025-niveau). Der kan fortsat søges om visse støtteydelser som f.eks. boligstøtte og børnetilskud. Hovedparten af lovforslaget skal træde i kraft den 1. januar 2026, dog sådan, at visse dele har andre ikrafttrædelses- og virkningstidspunkter.
Stadfæstet
-
L 28 Lovforslag
Om forhøjelse af den skattefri seniorpræmie m.v
Lovforslaget er en del af "Aftale om Reform af personskat" (2023) og indebærer en forhøjelse af den skattefri seniorpræmie. Derudover foreslås: • At arbejde i Grønland og på Færøerne skal tælle med i optjeningen til seniorpræmien. • At indtægter fra selvstændig erhvervsvirksomhed kan omregnes til arbejdstimer og tælle med. • At Udbetaling Danmark og Seniorpensionsenheden får mulighed for at fritage borgere fra digital selvbetjening, hvis de allerede er fritaget fra Digital Post. • At der foretages tekniske justeringer i lovgivningen, bl.a. fjernelse af forældede regler. Hovedparten af lovforslaget skal træde i kraft den 1. januar 2026, dog sådan, at visse dele har andre ikrafttrædelses- og virkningstidspunkter.
Stadfæstet
-
L 29 Lovforslag
Om forhøjelse af bidragssatsen til barselsudligningsordningen
Lovforslaget har til formål at forhøje bidragssatsen til barselsudligningsordningen på det private arbejdsmarked fra 1.550 kr. til 2.200 kr. på baggrund af indstilling fra bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Forhøjelsen af bidragssatsen skyldes udviklingen i anvendelsen af ordningen, hvor mænds anvendelse af ordningen er steget markant, samtidig med at såvel refusionssatsen som refusionsperioden er steget over de senere år. Tilsammen betyder det et forøget pres på barselsudligningsordningens økonomi i de kommende år. Lovforslaget justerer derudover i persongrupperne i barseludligningsloven, så de bringes i overensstemmelse med en række bestemmelser i barselsloven. Endelig gennemfører lovforslaget en ændring af teknisk karakter.
Stadfæstet
-
L 22 Lovforslag
Om ændring af udbetalingsreglerne for børne- og ungeydelsen og delvis skattefritagelse af indtægt fra salg af sociale aviser m.v
Formålet med lovforslaget er at justere udbetalingsreglerne for børne- og ungeydelsen. Nye udbetalingsregler har medført, at forældre med fælles forældremyndighed over barnet som udgangspunkt modtager halvdelen af børne- og ungeydelsen hver. For nogle forældremyndighedsindehavere, der har barnet i mindst 9 ud af 14 dage, har det ikke været muligt at få den fornødne dokumentation, dvs. en samværsafgørelse eller et forlig, for at få udbetalt den fulde børne- og ungeydelse. Det har medført, at børne- og ungeydelsen fortsat er blevet ligedelt, selv om barnet reelt er hos den ene forældremyndighedsindehaver mindst 9 ud af 14 dage. De foreslåede ændringer har bl.a. til formål at sikre, at der i højere grad tages hensyn til de familier, der ikke kan nå til enighed om udbetaling af børne- og ungeydelsen, og hvor barnet overvejende bor hos den ene forældremyndighedsindehaver. Derudover foreslås en skattefritagelse af indtægt fra salg af sociale aviser. Sælgere af sociale aviser skal på grund af hvidvasklovgivningen fremover identificere sig over for banken for at kunne anvende elektronisk betaling. Sælgerne er ofte socialt udsatte eller hjemløse, som sjældent ønsker at identificere sig, f.eks. fordi de frygter, at den øgede synlighed om deres indtægter fra avissalget vil udløse skatteopkrævning eller fradrag i offentlige ydelser, eller grundet sociale eller psykiske udfordringer. Der er derfor risiko for, at sælgerne vil stoppe salget, hvilket kan medvirke til, at en i forvejen udsat gruppe vil kompensere for den manglende indtægt på uhensigtsmæssig vis. Derfor har regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) sammen med Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fundet en løsning, hvor udsattes indtægter fra salg af sociale aviser under visse betingelser bliver fritaget for skat og fradrag i eventuelle sociale ydelser. Endelig foreslås en række tekniske justeringer af pensionsskatteopkrævningen. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 30 Lovforslag
Om ATP og statslig finansieringsgaranti, bortfald af aktuarberetningen, skærpede krav til it- og cybersikkerhed m.v
Lovforslaget har til formål at indføre en statslig finansieringsgaranti, som garanterer ATP betaling for afholdte udgifter til implementering, hvis et lovforslag ikke vedtages af Folketinget og dermed bortfalder. Lovforslaget fastlægger derudover, at ATP skal være omfattet af regler for it- og cybersikkerhed, som medvirker til at sikre et tilsvarende niveau af cybersikkerhed, som gælder for øvrige danske pensionsselskaber. Lovforslaget ændrer også reglerne om fastsættelse og betaling af takster for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens administration af forhold omfattet af loven og fastlægger derudover, at LD Fonde skal omfattes af regler for it- og cybersikkerhed. Derudover ophæves kravet om aktuarens beretning for ATP. Endelig flytter lovforslaget kompetencen til at udstede nærmere regler på visse områder til beskæftigelsesministeren.
Stadfæstet
-
L 31 Lovforslag
Om lempelse af anmeldepligten for arbejdsulykker, Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med autorisationsordningen på asbestområdet m.v
Lovforslaget har til formål at lempe anmeldereglerne, så en arbejdsulykke, der udelukkende anmeldes på baggrund af fravær (fraværskriteriet), kun skal anmeldes, hvis arbejdsulykken har medført mindst 3 dages fravær fra tilskadekomnes sædvanlige arbejde ud over tilskadekomstdagen, i stedet for ved blot 1 dags fravær, hvad det er efter de nugældende regler. Lovforslaget tydeliggør desuden Sikkerhedsstyrelsens tilsynsforpligtelser i forhold til autorisationsordningen for nedrivning af asbest, så forpligtelserne fremgår direkte af loven. Lovforslaget blev ved 2. behandling opdelt i to lovforslag: L 31 A og L 31 B.
Delt
-
L 38 Lovforslag
Om bilskrotordningen og nedsættelse af miljøbidrag
Formålet med lovforslaget er at skabe bedre balance mellem indtægter og udgifter til skrotningsgodtgørelser for biler. Alle bilejere skal i dag betale et årligt miljøbidrag via deres lovpligtige ansvarsforsikring. Miljøbidraget bruges til at finansiere en skrotningsgodtgørelse, når udtjente køretøjer afleveres til en registreret autoophugger. Miljøbidraget udgør i dag 84 kr., og skrotningsgodtgørelsen 2.200 kr. Da der har været et fald i antallet af skrotningsgodtgørelser siden 2020, er der opbygget et overskud på ca. 400 mio. kr. Overskuddet skal nedbringes inden den kommende EU-forordning (ELV-forordning) om udvidet producentansvar vedtages i løbet af 2026. Lovforslaget sætter derfor miljøbidraget ned fra 84 kr. til 61 kr. Samtidig øges skrotningsgodtgørelsen fra 2.200 kr. til 2.770 kr. ved ændring af bilskrotbekendtgørelsen.
Stadfæstet
-
L 12 Lovforslag
Om ophævelse af national prospektgrænse i finansielle virksomheder, styrkelse af Finanstilsynets uafhængighed m.v
Lovforslaget har til formål at modernisere og sikre korrekt gennemførsel af en række EU-reguleringer for bl.a. kapitalmarkeder og finansielle virksomheder i Danmark. Med lovforslaget foreslås det bl.a.: – at den nuværende danske prospektsgrænse for værdipapirudbud på 8 mio. euro ophæves, så Danmark følger den nye harmoniserede grænse i EU på 12 mio. euro. – at give pengeinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, realkreditinstitutter, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsselskaber mulighed for at udstede aktier med forskellige stemmeklasser, med henblik på at virksomhedens aktier kan handles på en multilateral handelsfacilitet (MHF), og at ophæve forbuddet mod stemmeklasser for fondsmælgerselskaber helt. – at offentliggørelseskrav ved optagelse til handel på multilaterale handelsfaciliteter (MHF) justeres med henblik på at øge finansieringsmuligheder for selskaber og gøre notering på multilaterale handelsfaciliteter mere attraktive. – at indføre tiltag, som skal sikre, at Finanstilsynet kan agere mere uafhængigt og effektivt i sin tilsynsrolle, herunder at Finanstilsynets direktionsmedlemmer med tilsynsansvar maksimalt kan besidde stillingen i 14 år og indførelse af karensperiode efter endt ansættelse for Finanstilsynets ansatte, der er involveret i tilsyn eller beslutningstagning om kreditinstitutter.
Stadfæstet
-
L 13 Lovforslag
Om udskydelse af virksomheders pligt til rapportering om bæredygtighed m.v
Lovforslaget udskyder tidspunktet for, hvornår virksomheder skal begynde at rapportere om bæredygtighed med 2 år. Det betyder, at store virksomheder i regnskabsklasse C, store børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber med 500 ansatte eller derunder først skal rapportere fra regnskabsår, der starter i 2027 eller senere, mens børsnoterede SMV’er (undtagen mikrovirksomheder) omfattes fra regnskabsår, der starter i 2028 eller senere. Samtidig indføres en overgangsbestemmelse for afregistrering af bæredygtighedsrevisorer uden krav om særskilt generalforsamlingsbeslutning eller yderligere dokumentation. Lovforslaget implementerer den første del af Europa-Kommissionens simplificeringspakke og skal reducere administrative byrder og styrke konkurrenceevnen. Lovforslaget gennemfører »Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om udskydelse af bæredygtighedsrapportering i to år for visse virksomheder«. Loven foreslås at træde i kraft den 31. december 2025.
Stadfæstet
-
L 15 Lovforslag
Om undtagelse fra regulering på Erhvervsministeriets ressort for internationale finansielle institutioner med virke i Grønland
Formålet med lovforslaget er at sikre, at internationale finansielle institutioner som Den Europæiske Investeringsbank, EIB, kan undtages fra regulering på Erhvervsministeriets ressort i Grønland, såfremt dette ønskes af Naalakkersuisut (den grønlandske regering). Baggrunden for lovforslaget er bl.a., at Grønland ikke er medlem af EU og dermed ikke har tiltrådt de EU-retsakter, som bl.a. regulerer visse internationale finansielle institutioners virke. Der kan derfor opstå situationer, hvor internationale finansielle institutioner, som Danmark er medlem af, ikke har de samme rettigheder i Grønland som i Danmark. Der er derfor behov for at sikre mulighed for, at internationale finansielle institutioner som EIB også kan tilbyde deres produkter i Grønland inden for nærmere fastlagte rammer, såfremt der er grønlandsk ønske om det.
Stadfæstet
-
L 11 Lovforslag
Om krigsforsikring af skibe
Lovforslaget har til formål at sikre, at danske skibe kan fortsætte med at sejle i tilfælde af krig, selv hvis det kommercielle krigsforsikringsmarked bryder sammen. Det skal gøre Krigsforsikringsinstituttet operationelt med kort varsel og derved også styrke forsyningssikkerheden til Danmark, Færøerne og Grønland. Med lovforslaget foreslås det bl.a.: – at etablere en statslig låneramme på op til 6 mia. kr., som skal give Krigsforsikringsinstituttet likviditet til at kunne udbetale erstatninger straks ved instituttets aktivering. – at udvide forsikringsdækning til også at omfatte skibets ansvar for skader og tab vedrørende besætning, passagerer og last (P&I-forsikring). – at der åbnes for muligheden for, at administrationen af instituttet kan delegeres til private aktører med relevante kompetencer. – at opdatere afgrænsningen af, hvilke skibe der er omfattet af loven, i lyset af ændringer i sølovens regler om optagelse under dansk flag.
Stadfæstet