Folketinget · 895 lovforslag
Sager
Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.
-
L 33 Lovforslag
Om prioritering af behandling af sager om seksuel chikane for Tvistighedsnævnet
Lovforslaget giver Tvistighedsnævnet mulighed for at prioritere sager om seksuel chikane i erhvervsuddannelserne. Det sker som led i indsatsen mod seksuel chikane og bygger på ”Trepartsaftale om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladsen”, som blev indgået af daværende regering (Socialdemokratiet) og arbejdsmarkedets parter den 4. marts 2022. Lovændringen skal træde i kraft 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 34 Lovforslag
Om hf som trædesten til erhvervsuddannelse, justering af kommunalbestyrelsernes forsyningspligt vedrørende 10. klasseundervisning m.v
Lovforslaget giver mulighed for at tage forskud på dele af den kommende reform af de gymnasiale uddannelser (epx), som træder i kraft i 2030. Det indebærer, at den 2-årige hf-uddannelse også kan forberede elever til erhvervsuddannelser – ikke kun videregående uddannelser. Derudover genindføres muligheden for, at elever på stx, hhx og htx kan angive ønsket studieretning før studiestart, hvilket skal styrke klassefællesskaber og relationer. Endelig får kommunalbestyrelser mulighed for at lade erhvervsskoler varetage 10. klasse-undervisning gennem driftsoverenskomster. Lovændringen skal træde i kraft den 1. august 2026.
Delt
-
L 14 Lovforslag
Om udvidelse af gassikkerhedslovens anvendelsesområde og indførelse af regler om godkendelse af tredjeparter
Lovforslaget har til formål at etablere et tidssvarende og fremtidssikret regelsæt for teknisk sikkerhed på gasområdet, som understøtter den grønne omstilling. Det skal bl.a. muliggøre etablering af brintinfrastruktur mellem Danmark og Tyskland via Syvtallet. Med lovforslaget foreslås bl.a.: - Udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at omfatte naturgas, så hovedparten af reglerne for gas på land samles ét sted. - Indførelse af sikkerhedsteknisk regulering for rørført brint, som har en højere risikoprofil end øvrige gasser. - Indførelse af mulighed for at give påbud og forbud mod levering af gas, hvis der vurderes at være en risiko f.eks. grundet gassens kvalitet. - Mulighed for godkendelse af tredjeparter til at gennemføre godkendelses- og overensstemmelsesvurderinger på brintområdet. - Indskrivning af gebyrmodel i loven. Gebyrmodellen blev omlagt med finansloven for 2024 og er videreført med finansloven for 2025. - Forhøjelse af forældelsesfristen for strafansvar til 10 år. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 32 Lovforslag
Om ændring af lønbegreb i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, justering af bidrag for 2026 m.v
Lovforslaget justerer reglerne for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), herunder lønbegrebet, refusion og tilskud ved oplæring i udlandet. Det indebærer bl.a. en forhøjelse af pensionsrefusionen fra 10 pct. til 11 pct., forenklet administration af tilskud og mulighed for afgørelser uden forudgående partshøring. Derudover bemyndiges AUB til at fastsætte, hvilke løndele der indgår i refusionsgrundlaget m.v. Lovforslaget skal træde i kraft 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 37 Lovforslag
Om produktionsrabat til film- og serieproduktion
Lovforslaget handler om at etablere hjemmelsgrundlag for en dansk produktionsrabatordning, der skal fremme dansk kultur ved at yde tilskud til produktion af film- og serieproduktion i Danmark. Danmark er sidste land i EU til at indføre en produktionsrabatordning. Forslaget følger op på en politisk aftale om produktionsrabatordningen fra den 10. juni 2025, som bl.a. indeholder kriterier for at kunne modtage støtte, herunder støtteprocent, målgruppe, minimumskrav for støtteberettigede omkostninger, loft for tildeling af støtte, udvælgelse, finansiering, distribution og administration. Produktionsrabatordningen vil være en ny ordning, og derfor foreslås det, at lovforslaget indeholder en række bemyndigelseshjemler til at fastsætte regler i senere bekendtgørelser.
Stadfæstet
-
L 36 Lovforslag
Om indførelse af lovhjemmel til anvendelse af konsekvenspædagogiske redskaber på Træningsskolen
Lovforslaget skal give Træningsskolen lovhjemmel til at bruge konsekvenspædagogiske metoder over for unge med tilpasningsvanskeligheder. Det skal sikre, at skolen kan anvende sanktioner som hjemsendelse og opsparing af elevstøtte på et klart juridisk grundlag. Loven skal træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 35 Lovforslag
Om ændring af betegnelsen pædagogisk læringscenter til skolebibliotek og ophævelse af bemyndigelse
Lovforslaget har til formål at ændre betegnelsen pædagogisk læringscenter til skolebibliotek i folkeskoleloven. Samtidig fjernes ministerens mulighed for at fastsætte regler om læringscenterets funktion, og de væsentlige bestemmelser fra den nuværende bekendtgørelse indskrives direkte i folkeskoleloven. Det foreslås, at lovændringen skal træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 19 Lovforslag
Om gennemførelse af det reviderede forbrugerkreditdirektiv
Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF (forbrugerkreditdirektivet) i dansk ret. Forbrugerkreditdirektivet ophæver og erstatter det tidligere direktiv på området (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF). Forbrugerkreditdirektivet er, ligesom det tidligere direktiv, totalharmoniserende. Derfor kan der inden for direktivets anvendelsesområde som udgangspunkt ikke fastsættes nationale særregler. Dog er der på enkelte områder en række regulatoriske valgmuligheder. Det foreslås, at forbrugerkreditdirektivet med enkelte undtagelser gennemføres uden overimplementering. De bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre forbrugerkreditdirektivet i dansk ret, skal være vedtaget og offentliggjort senest den 20. november 2025 og træde i kraft den 20. november 2026. På baggrund af implementeringsfristen foreslås det, at 3. behandling af lovforslaget senest finder sted den 20. november 2025.
Stadfæstet
-
L 21 Lovforslag
Om forhøjelse af antallet af dommere og digital behandling af straffesager og visse andre sager m.v
Formålet med lovforslaget er at øge antallet af dommere i overensstemmelse med flerårsaftalen for domstolenes økonomi for 2024-2027 og at digitalisere behandlingen af straffesager for advokater og skifterettens behandling af en række skiftesager som led i Domstolsstyrelsens udvikling af nye it-systemer til understøttelse af straffe- og skifteretsområderne ved domstolene. Det foreslås for det første at forhøje antallet af landsdommere ved Vestre Landsret og for nogle retter det minimumsantal af dommere, der skal udnævnes ved den enkelte byret. For det andet foreslås det at digitalisere behandlingen af straffesager for advokater, således at alle advokater, der medvirker i en straffesag, vil skulle kommunikere digitalt med retten og tilgå sagens oplysninger, sagsakter m.v. via en ny straffesagsportal. Det foreslås for det tredje at digitalisere skifterettens behandling af sager om forebyggende rekonstruktion, rekonstruktion, konkurs, gældssanering og ægtefælleskifte m.v. samt selskabsretlige sager om reassumption, anmodninger om udnævnelse af granskningsmænd og udpegelse af vurderingsmænd, således at disse sager vil skulle behandles via domstolenes skifteportal. Endelig foreslås det for det fjerde, at skriftlige forespørgsler til skifteretten fra f.eks. kreditorer, banker og pensionskasser om udlevering af oplysninger i konkrete dødsboskiftesager vil skulle indgives på domstolenes skifteportal. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2026, og at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for de foreslåede regler om anvendelse af domstolenes straffesagsportal og skifteportal.
Stadfæstet
-
L 10 Lovforslag
Om anlæg af ny midtjysk motorvej
Lovforslaget har til formål at skabe hjemmelsgrundlaget for etablering af motorveje mellem Klode Mølle og Løvel vest om Viborg samt mellem rute 18 ved Give og rute 28/30 Grinstedvej i Billund Vest. Det omfatter ekspropriation og skal muliggøre nye motorveje, der forbedrer vejforbindelserne i Midtjylland, aflaster rute 13 og E45 og øger fremkommeligheden mellem Give og Billund Vest. Derudover bemyndiges transportministeren til at nedklassificere visse vejstrækninger, omlægge jernbaner og lokale veje samt gennemføre miljøgodkendelser. I lovforslaget er også indeholdt særlige bestemmelser om miljø, klageadgang og støjkompensation til berørte boligejere. Loven forventes at træde i kraft 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 20 Lovforslag
Om skærpede regler om udpegning af kurator og habilitet m.v
Lovforslaget bygger på Konkursrådets udtalelse af 27. marts 2025 om tiltag til at forebygge, at insolvensbehandlingssystemet misbruges i forbindelse med økonomisk kriminalitet, og gennemfører med enkelte ændringer udtalelsens anbefalinger til ændringer af konkursloven. Formålet med lovforslaget er at ændre konkurslovens regler om bl.a. udpegning af kurator på det møde, hvor konkursdekretet afsiges, og om habilitet for kuratorer m.fl. for at mindske risikoen for, at insolvensbehandlingssystemet misbruges i forbindelse med økonomisk kriminalitet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 8 Lovforslag
Om fremtidens S-bane, støj fra jernbaneaktiviteter, ekspropriation m.v
Formålet med lovforslaget er at skabe det lovmæssige grundlag for projektet Fremtidens S-bane med fuldautomatiseret drift samt at modernisere og forenkle reglerne på jernbaneområdet. Forslaget lægger op til, at DSB overtager ansvaret som infrastrukturforvalter for S-banen, mens Banedanmark fortsat skal kunne udføre tekniske opgaver efter særlig certificering fra Trafikstyrelsen. Lovforslaget lægger desuden op til, at det skal være muligt at undtage lokale og regionale jernbanestrækninger, herunder privatbaner, fra EU-regulering i højere grad end hidtil. Samtidig foreslås særskilte støjregler, der tillader visse fravigelser fra miljøbeskyttelseslovens grænser for at muliggøre nødvendig fornyelse og vedligeholdelse af jernbanen. Endelig foreslås det at indsætte en bestemmelse i lov om DSB, som bemyndiger DSB til at erhverve arealer og ejendomme til anlæg, drift og vedligeholdelse af S-banens infrastruktur. Samtidig konsekvensrettes lov om DSB i henhold til ovenstående formål. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 45 Lovforslag
Om samlet patientrettighed for børn og unge der er henvist til udredning i psykiatrien m.v
Lovforslaget udmønter to centrale initiativer fra "Aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien", som er indgået den 19. maj 2025 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. Det foreslås, at personer, der henvises til udredning på en børne- og ungdomspsykiatrisk sygehusafdeling, skal have én samlet patientrettighed, der indebærer, at - bopælsregionen begynder udredningen senest 1 måned efter henvisningen er modtaget - bopælsregionen yder endelig udredning og påbegynder behandling inden for 2 måneder, efter henvisningen er modtaget. Lovforslaget indebærer, at børn og unge i psykiatrien får ret til udvidet frit sygehusvalg i tilfælde, hvor bopælsregionen ikke kan påbegynde udredning inden for 1 måned, eller hvor bopælsregionen ikke kan tilbyde endelig udredning og påbegynde behandling inden for 2 måneder. Det foreslås også at øge de statslige færdigbehandlingstakster for borgere, der venter særligt længe på et kommunalt tilbud. Ændringen skal øge kommunernes incitament til at hjemtage færdigbehandlede patienter fra psykiatriske afdelinger på sygehusene, der har ventet mere end tre uger. Det vil sikre en bedre udnyttelse af den eksisterende kapacitet i psykiatrien og skabe grundlag for et tættere samarbejde mellem regioner og kommuner om at sikre trygge overgange for patienterne.
Stadfæstet
-
L 9 Lovforslag
Om ophævelse af 37 love på Transportministeriets område
Lovforslaget ophæver 37 love på Transportministeriets område som led i et igangværende regelforenklingsarbejde rettet mod love på Transportministeriets område. Hovedformålet er at fjerne ældre projekterings- og anlægslove, der er blevet overflødige. For de fleste love har ophævelsen ingen materiel retsvirkning, men for seks anlægslove betyder det, at staten opgiver retten til vederlagsfrit at overtage jernbaneinfrastruktur ved privatbaners nedlæggelse. Loven forventes at træde i kraft 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 43 Lovforslag
Om Digital Sundhed Danmark
Lovforslaget er en del af udmøntningen af »Aftale om Sundhedsreform 2024« (sundhedsreformaftalen), som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 15. november 2024. Lovforslaget etablerer Digital Sundhed Danmark som en selvejende institution, som er ejet af stat, regioner og kommuner i fællesskab. Digital Sundhed Danmark samler en række af de opgaver med tilhørende ressourcer, der vedrører de fælles digitale løsninger, sundhedsdataregistre, cyber- og informationssikkerhed og infrastrukturer, der binder sundhedsvæsenet sammen, men som i dag er fordelt på mange aktører. Forslaget fastsætter rammerne for Digital Sundhed Danmarks virksomhed. Lovforslaget etablerer endvidere et selvstændigt Nationalt Center for Sundhedsinnovation. Centeret skal styrke en national og tværgående koordinering af udvikling og udbredelse af innovative sundhedsløsninger på tværs af sundhedsvæsenet.
Stadfæstet
-
L 17 Lovforslag
Om delvis udmøntning af aftale om reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser i Danmark m.v
Med forslaget vil professionshøjskolerne bl.a. få mulighed for at udvikle og udbyde nye professionsmasteruddannelser på 75 ECTS-point som praksisnære overbygningsuddannelser målrettet professionsbachelorer inden for velfærdsområdet. Forslaget berører desuden tilrettelæggelse af professionsbacheloruddannelserne, nye uddannelsespladser på engelsksprogede erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, nedlæggelse af Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser, en særlig godkendelsesprocedure for de nye professionsmasteruddannelser m.m. Forslaget følger op på dele af aftalen af 26. marts 2025 mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne i Danmark.
Stadfæstet
-
L 44 Lovforslag
Om national planlægningskompetence for digitalisering og data i sundhedsvæsenet, nye regler for fælles digital infrastruktur m.v
Lovforslaget er en del af udmøntningen af »Aftale om Sundhedsreform 2024«, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre« indgik den 15. november 2024. Lovforslaget skal styrke den nationale planlægningskompetence. Det foreslås, at indenrigs- og sundhedsministeren får bemyndigelse til at fastsætte nationale krav til digitale løsninger, it-standarder og datasikkerhed. Det skal sikre, at offentlige og private aktører arbejder i samme retning på tværs af sektorer inden for sundhedsvæsenet. Planlægningskompetencen skal sikre hurtigere udbredelse af digitale løsninger, bedre udnyttelse af ressourcer og ensartede behandlingstilbud på tværs af landet. Det skal også understøtte et digitaliseret og dataunderstøttet sundhedsvæsen, hvor flere borgere kan blive behandlet i eget hjem. Der foreslås med lovforslaget nye regler om fælles digital infrastruktur til at ensrette og forenkle regler inden for datadeling i sundhedsvæsenet. Det skal lette administrative byrder og understøtte et sammenhængende forløb for borgere. En mere smidig infrastruktur skal bidrage til et stærkere fundament for, at sundhedsdata kan blive anvendt til forskning og innovation.
Stadfæstet
-
L 18 Lovforslag
Om forskellige ændringer for Danmarks Frie Forskningsfond
Formålet med forslaget er at understøtte, at Danmarks Frie Forskningsfond kan imødekomme ansøgninger i mindst samme eller i større omfang, at forenkle fondens administration af ansøgninger og at forbedre visse rammer for fondens virksomhed. Forslaget berører begrænsning af visse ansøgninger til Danmarks Frie Forskningsfond, fondens samarbejde med andre offentlige og private bevillingsgivere, forlængelse af fondens strategiperiode og en præcisering vedrørende fondens afgørelser om karensperiode for visse ansøgere.
Stadfæstet
-
L 40 Lovforslag
Om videreførelse af ordning om plejevederlag ved pasning af døende på Færøerne og i Grønland
Med lovforslaget ønsker man at videreføre den gældende ordning om ret til plejevederlag ved pasning af døende på Færøerne og i Grønland. Plejevederlag er et vederlag, som kommuner kan udbetale til personer, der passer en nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem. Formålet med lovforslaget er at sikre, at personer, der passer en nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem, og hvor den døende er bosiddende på Færøerne eller i Grønland, har ret til plejevederlag efter ældreloven.
Stadfæstet
-
L 6 Lovforslag
Om foranstaltninger til fremme af et brinttransmissionssystem fra Esbjerg til den dansk-tyske landegrænse
Lovforslaget skal gennemføre dele af den politiske aftale »Brintinfrastruktur til Tyskland: Muliggørelse af syvtallet« og gør det muligt at fremrykke og styrke Energinets arbejde med at etablere en brintledning fra Esbjerg til den tyske grænse i 2030. Forslaget giver Energinet nye beføjelser til bl.a. byggelinjer, tidlig arealovertagelse, ekspropriation og forundersøgelser og begrænser visse klage- og tilsynsmuligheder. Loven foreslås at træde i kraft 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 42 Lovforslag
Om flytning af opgaver fra kommuner til regioner, hjemmel vedrørende kvalitetsstandarter og bortfald af øvrige regionale opgaver m.v
Lovforslaget er en del af udmøntningen af »Aftale om sundhedsreform 2024« (sundhedsreformaftalen), som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 15. november 2024. Lovforslaget flytter ansvaret for patientrettet forebyggelse, akutsygeplejen, dele af genoptræningsindsatsen samt hovedparten af målgruppen for de midlertidige pladser, herunder alle akutpladser, fra kommunerne til regionerne. Indenrigs- og sundhedsministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler i kvalitetsstandarder for regionsrådenes rådgivning, sparring og vejledning af kommunerne om indsatser i forbindelse med sundhedsydelser. Lovforslaget gør det muligt for kommuner og regioner at indgå horisontale samarbejdsaftaler om sundhedsydelser i det nære sundhedsvæsen. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter årlige minimumsrammer for hvert sundhedsråd, som regionsrådene skal udmønte gennem aftaler med kommunalbestyrelser. Staten skal yde et tilskud til regionerne til brug for aftaler mellem regionsråd og kommunalbestyrelser om økonomiske tilsagn til varetagelse af kommunale sundhedsydelser. Finansministeren fastsætter tilskuddets størrelse årligt med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg. Indenrigs- og sundhedsministeren skal fastlægge en national sundhedsplan, som sætter retning for udvikling af sundhedsvæsenet og national og lokal sundhedsplanlægning. Sundhedsrådene skal for eget geografiske område udarbejde en nærsundhedsplan, der konkret beskriver omstilling og udbygning af det nære sundhedsvæsen, herunder hvordan sygehusene understøtter behandlingen tæt på borgerne.
Stadfæstet
-
L 7 Lovforslag
Om statens afholdelse af Energinets forundersøgelsesomkostninger vedrørende arealer til havvindmølleparker
Formålet med lovforslaget er at fastsætte en hjemmel til, at klima-, energi- og forsyningsministeren i forbindelse med de konkrete udbud vedrørende arealer til havvindmølleparker kan beslutte, at staten i stedet for udbudsvinderen skal afholde omkostningerne til Energinets forundersøgelser. Lovforslaget er en opfølgning på den politiske aftale om udbudsrammerne for tre havvindmølleparker af 19. maj 2025, hvor det blev besluttet, at staten skal afholde omkostningerne til Energinets forundersøgelser i forbindelse med Nordsøen Syd, Nordsøen Midt og Hesselø. Aftale blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Stadfæstet
-
L 39 Lovforslag
Om ret til etablering af ladepunkt til elektrisk køretøj
Lovforslaget giver beboere i lejeboliger, almene boliger, ejerboliger og andelsboliger ret til at etablere et ladepunkt til opladning af elektriske køretøjer i umiddelbar nærhed af deres bopæl, hvis der er tilknyttet parkeringsplads eller -areal til den ejendom, som de bor i. Forslaget skal fjerne forhindringer for etablering af ladepunkter for personer, der bor i ejendomme, hvor en udlejer eller en forening har retten til at disponere over fælles- eller udenomsarealerne. Lovforslaget implementerer derved dele af EU-direktiv 2024/1275 af 24. april 2024 om bygningers energimæssige ydeevne. Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 41 Lovforslag
Om indberetning af lagerbeholdning og forbrug samt statsligt beredskab for medicinsk udstyr
Lovforslaget vil give Lægemiddelstyrelsen mulighed for at få indblik i lagerbeholdning og forventet forbrug af medicinsk udstyr hos kommuner og regioner. Dette med henblik på at vurdere, om der er indtruffet en forsyningsmæssig nødsituation eller en krisesituation, eller om en sådan er nært forestående. Det bliver også foreslået at oprette et statsligt beredskab for medicinsk udstyr som supplement til de sundhedsberedskaber, der allerede eksisterer i kommuner og regioner. Lægemiddelstyrelsen får mulighed for påbud, forbud eller dispensation for at opretholde forsyningen af medicinsk udstyr i kommuner og regioner.
Stadfæstet
-
L 4 Lovforslag
Om kontrol med udlændinge uden lovligt ophold, forbud mod at føre motordrevet køretøj for visse udlændinge m.v
Lovforslaget skærper kontrollen med visse udlændinge uden lovligt ophold. Med lovforslaget indføres der daglig meldepligt for alle udlændinge uden lovligt ophold, som bliver underlagt kontrolforpligtelser, ligesom der indføres et forbud mod at føre motorkøretøj for udlændinge uden lovligt ophold, som er underlagt kontrolforpligtelser efter hjemrejseloven. Derudover udvides knivlovens anvendelsesområde til alle indkvarteringssteder under Udlændingestyrelsen. Lovforslaget giver også Hjemrejsestyrelsen og politiet nye opgaver i forbindelse med Dublinoverførsler og justerer klageregler på udlændingeområdet. Endelig indeholder det konsekvensændringer som følge af ophævelsen af Afghanistansærloven samt enkelte tekniske ændringer i udlændingeloven. Loven foreslås at træde i kraft den 1. december 2025.
Stadfæstet
-
L 5 Lovforslag
Om afskæring af offentlige tilbud m.v. til udlændinge, som opholder sig ulovligt i Danmark
Formålet med lovforslaget er at begrænse udlændinge uden lovligt ophold i Danmark i at få adgang til en række offentlige ydelser og tilbud, herunder undervisning, SU, visse sundhedsydelser, adgang til at deltage i visse virksomheder, registrering af køretøjer og udstedelse af skattekort. Derudover foreslås det, at oplysninger om opholdsstatus registreres i Det Centrale Personregister (CPR), og at der gives udvidet adgang til registersamkøring mellem myndigheder for at styrke kontrollen. Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.
Stadfæstet
-
L 16 Lovforslag
Om supplerende bestemmelser til forordningen om harmoniserede regler om fair adgang til og anvendelse af data
Lovforslaget har til formål at skabe rammer for det danske tilsyn med forordningen om harmoniserende regler om fair adgang til og anvendelse af data (dataforordningen). Lovforslaget supplerer dataforordningen, som er direkte gældende i Danmark. Forslaget indebærer bl.a. formel udpegning af Digitaliseringsstyrelsen som kompetent myndighed samt tildeling af nødvendige beføjelser, herunder adgang til at anmode om oplysninger og udstede påbud. Der fastsættes hertil mulighed for at sanktionere med bøde for overtrædelser af forordningen og loven. Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stadfæstet
-
L 26 Lovforslag
Om ligestilling af ansættelses- og pensionsvilkår for statens tjenestemænd i Danmark, på Færøerne og i Grønland m.v
Formålet med lovforslaget er så vidt muligt at ligestille tjenestemandslovgivningens bestemmelser om ansættelses- og pensionsvilkår for statens tjenestemænd i Danmark, på Færøerne og i Grønland og at gennemføre visse ændringer af lovgivningen i sammenhæng hermed. Baggrunden for lovforslaget er regeringens beslutning om at søge at ligestille ansættelses- og pensionsvilkårene for statens ansatte i alle dele af kongeriget.
Stadfæstet
-
L 3 Lovforslag
Om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2029
Med lovforslaget fastlægges de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2029. Det følger af budgetloven, at lovforslaget om fastsættelse af udgiftslofter for det fjerde af de følgende finansår skal fremsættes sammen med finanslovsforslaget.
Stadfæstet
-
L 2 Lovforslag
Om konsekvenser af regeringens forslag til finanslov for 2026 m.v
Lovforslaget har til formål at ændre de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2025, 2026, 2027 og 2028. Ændringerne afspejler, at der som led i regeringens forslag til finanslov for 2026 er foretaget væsentlige ændringer af statens indtægter.
Stadfæstet