Folketinget · 3.045 danske sager
Sager
Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.
-
L 86 Lovforslag
Om styrket indsats mod hooliganisme
Forslaget implementerer dele af aftalen ”Fælles om fodbold: Aftale om en styrket indsats mod hooligans”, der blev indgået i oktober 2022 mellem den daværende regering (S), V, M, SF, DD, KF, EL, DF og NB. Forslaget gør det bl.a. nemmere at give karantæne ved visse grove strafbare handlinger og udvider listen over strafbare handlinger, der kan føre til karantæne. Derudover får politiet hjemmel til at videregive oplysninger om personer, så det er muligt for idrætsklubber at identificere personer, der skal tildeles eller have håndhævet karantæne. Politiet får også hjemmel til at bortvise personer, der udviser utryghedsskabende adfærd i forbindelse med idrætsbegivenheder. Endelig skal politiet ved højrisikokampe kunne give påbud om, at tilskuere på visse sektioner skal tilbageholdes efter idrætsbegivenhedens afvikling. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 85 Lovforslag
Om undersøgelse af beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste
Lovforslaget indebærer, at der skal nedsættes en særlig undersøgelseskommission til at undersøge beslutningen om hjemsendelse af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Stadfæstet
-
L 77 Lovforslag
Om midlertidig begrænsning af ikkestatslige større raketopsendelser og ikkestatslige opsendelser af rumgenstande
Forslaget går bl.a. ud på at udvide anvendelsesområdet for lov om aktiviteter i det ydre rum til også at omfatte visse raketaktiviteter, som finder sted i højder under det ydre rum. Det foreslås også, at ikkestatslige større raketopsendelser og ikkestatslige opsendelser af rumgenstande ikke skal være tilladt i den danske stat samt uden for et myndighedsområde, når opsendelsen foretages på dansk fartøj eller indretning eller af danske operatører. Forslaget er fremsat som led i opfølgningen på en rapport fra den tværministerielle arbejdsgruppe om regulering og myndighedsorganisering af civile raketaktiviteter fra april 2019. Lovforslaget bygger på det tidligere fremsatte lovforslag L 125 (folketingsåret 2019-20) om ændring af lov om aktiviteter i det ydre rum, der blev fremsat den 26. februar 2020, som dog ikke blev fremmet efter fremsættelsen grundet covid-19-situationen i foråret 2020. Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2023.
Tilbagetaget
-
L 98 Lovforslag
Om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening
Forslaget indebærer, at borgere, der i forvejen er fritaget fra Digital Post, får ret til at fravige fra kravet om at bruge en obligatorisk digital selvbetjeningsløsning alene på baggrund af deres fritagelse for Digital Post. Forslaget har til formål at skabe enklere og mere sammenhængende regler for digital kommunikation og gøre det nemmere for borgere, der har svært ved at betjene sig selv digitalt, at blive tilbudt et alternativ til digital selvbetjening. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 99 Lovforslag
Om indskrænkning af anvendelsesområdet i henhold til åbne data-direktivet
Forslaget skal sikre, at der er overensstemmelse mellem den gældende lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (PSI-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1764 af 26. august 2021, og EU’s forordning om europæisk datastyring (datastyringsforordningen), der træder i kraft den 24. september 2023. PSI-loven implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1024 af 20. juni 2019 (åbne data-direktivet) og stiller krav til, hvordan offentlige dokumenter og datasamlinger gøres tilgængelige, hvis de stilles til rådighed. Datastyringsforordningen, som træder i kraft den 24. september 2023, stiller betingelser for videreanvendelse af data som offentlige myndigheder er i besiddelse af, og som er beskyttet af hensyn til forretningshemmelighed, statistisk fortrolighed, beskyttelse af tredjeparts intellektuelle ejendomsret eller beskyttelse af personoplysninger, der er undtaget fra åbne data-direktivet. Eftersom datastyringsforordningen stiller krav til dokumenter og datasamlinger, som er undtaget fra åbne data-direktivet, men som ikke er undtaget fra PSI-loven, vil sådanne datasæt være omfattet af både PSI-loven og datastyringsforordningen medmindre PSI-loven ændres. Det foreslås derfor, at PSI-loven ændres ved at tilføje de undtagelser fra åbne data-direktivet, som endnu ikke er indført i loven. Det foreslås, at loven træder i kraft den 24. september 2023.
Stadfæstet
-
L 102 Lovforslag
Om skærpet straf for ulovlige omskæringer af drengebørn og ændring af sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede hændelser m.v
Forslaget skærper strafferammen for ulovlige omskæringer ved at fastsætte en særskilt bestemmelse i autorisationsloven. Strafferammen er fængsel i indtil 1 år. Forslaget sikrer også entydig hjemmel til, at sundhedspersoner kan videregive oplysninger til bl.a. politiet uden samtykke. Forslaget ændrer rapporteringspligten af utilsigtede hændelser, så der alene er pligt til at rapportere utilsigtede hændelser med alvorlig eller dødelig konsekvens, potentielt alvorlig eller dødelig konsekvens samt øvrige hændelser, hvor sundhedspersonen vurderer, at der er et læringspotentiale. Forslaget ophæver Styrelsen for Patientklagers pligt til at udarbejde en årsberetning. Lovforslaget er med enkelte ændringer en genfremsættelse af lovforslag nr. L 38, 2022-23, 1. samling, som bortfaldt ved Folketingsvalget.
Stadfæstet
-
L 91 Lovforslag
Om forsøg med selvvisitation til tilbud, der træder i stedet for madservice
Forslaget giver yderligere frihedsgrader til de tre kommuner, der ifølge velfærdsaftaleloven er velfærdskommuner på ældreområdet. Forslaget giver hjemmel til, at Langeland Kommune, Middelfart Kommune og Viborg Kommune ved mindre, begunstigende justeringer i hjælpen ikke længere vil være forpligtede til at sende en skriftlig oplysning til borgerne. Forslaget giver desuden de tre kommuner hjemmel til at give borgere mulighed for selv at tilmelde sig et tilbud, der træder i stedet for madservice. Kommunalbestyrelsen skal dog fortsat træffe afgørelse, når en borger ikke kan forventes selv at kunne tilmelde sig et tilbud eller ikke ønsker at benytte et sådant tilbud. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 104 Lovforslag
Om nye bundgrænser for offentlig partistøtte og anordningshjemmel til ikraftsættelse af partistøtteloven for Færøerne m.v
Forslaget skal udmønte forslag om visse ændringer af ordningen for offentlig partistøtte som fremsat i Udvalget for Forretningsordenens beretning af 11. maj 2022. Forslaget indebærer, at bundgrænsen for udbetaling af offentlig partistøtte ændres, så et parti, en kandidat uden for partierne eller en kandidatliste, der har opnået repræsentation ved valg, altid er berettiget til partistøtte. Derudover skal partier, der ikke har opnået repræsentation ved et folketingsvalg, være berettiget til partistøtte, hvis de har opnået et stemmetal på 320 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat, eller et stemmetal på 200 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat, samt repræsentation i mindst tre kommunalbestyrelser eller et regionsråd ved det foregående kommunal- og regionalvalg før folketingsvalget. Det foreslås, at kandidater uden for partierne, der ikke har opnået repræsentation ved folketingsvalget, og kandidatlister, der ikke har opnået repræsentation ved et kommunal- og regionalvalg, skal være berettiget til partistøtte, hvis de har opnået et stemmetal på 80 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat. Desuden ændres reglerne om indberetning og offentliggørelse af private bidrag, der ydes til partierne, i de tilfælde, hvor partiets regionale kandidatliste enten ikke er berettiget til partistøtte eller ikke ansøger om partistøtte, så partiet fremadrettet selv skal indberette bidragene til vedkommende regionsråd. Derudover indføres strafansvar for partier, der ikke opfylder partiregnskabslovens krav om at indsende partiregnskab til Folketinget. Ydermere skal forslaget sikre hjemmel til, at færøske partier og kandidater uden for partierne har ret til at modtage partistøtte. Loven træder i kraft den 1. januar 2024, dog med undtagelse af den del af lovforslaget, der vedrører hjemlen for Færøerne, der træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stadfæstet
-
L 92 Lovforslag
Om genindførelse af ordning med obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn
Forslaget genindfører den midlertidige forsøgsordning med obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb til plejeenheder, der modtager et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn som følge af problemer med den social- og plejefaglige kvalitet. Genindførelsen af forsøgsordningen skal gælde frem til og med den 31. december 2024. Forslaget udmønter ”Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2023-2026”, som blev indgået i marts 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
L 81 Lovforslag
Om udbetaling af støtte og opkrævning for elektricitet produceret på udbudte havvindmølleparker og implementering af dele af VE II-direktivet
Forslaget har dels til formål at understøtte en hurtigere implementering og afklaring af rammerne for nye udbud af havvindmølleparker, dels at muliggøre gennemførelsen af dele af EU’s direktiv om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder (VE II-direktivet) af 11. december 2018. Forslaget indebærer for det første, at der gives hjemmel til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan udbetale støtte og opkræve betaling for elektricitet produceret på fremtidige udbudte havvindmølleparker. Desuden kan der fastsættes betingelser og nærmere vilkår i forbindelse med de konkrete udbudsmaterialer. For det andet indebærer forslaget, at flere artikler vedrørende begrebsdefinitioner og støtteordninger i VE II-direktivet implementeres i dansk ret, f.eks. en forpligtelse for klima-, energi og forsyningsministeren til årligt at offentliggøre en langsigtet plan med forventede støttetildeling. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023 med undtagelse af enkelte elementer, som implementerer dele af VE II-direktivet, og som foreslås at træde i kraft den 1. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 103 Lovforslag
Om at skabe rammerne for en national kvalitetsplan for den videre kvalitetsudvikling af det nære sundhedsvæsen m.v
Lovforslaget udmønter dele af ”Aftale om Sundhedsreform” af 20. maj 2022 indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet, Kristendemokraterne samt Liselott Blixt på vegne af arbejdsfællesskabet af løsgængere (Bent Bøgsted, Hans Kristian Skibby, Karina Adsbøl, Marie Krarup og Lise Bech)). Forslaget giver indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsætte forpligtende kvalitetskrav og anbefalinger til kommunale sundhedsydelser samt til regionernes rådgivningsforpligtelse. Forslaget indeholder hjemmel til at give mulighed for tværkommunalt samarbejde om visitation til hjemmesygeplejen og til initiativer, der understøtter bedre lægedækning. Regionernes vilkår for etablering og drift af regionsklinikker bliver forbedret, og de får får mulighed for at yde et særligt vederlag til læger i områder med lægemangel. Ministeren vil kunne fastsætte kriterier for fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen.
Stadfæstet
-
L 80 Lovforslag
Om ændringer og afvikling af rørledningen til transport af råolie fra Nordsøen m.v
Forslaget har til formål dels at sikre hjemmel til at foretage ændringer af råolieinfrastrukturen i Nordsøen, dels at sikre bemyndigelse til at fastsætte regler for rutinemæssig afbrænding af kulbrinter, dels at udvide anvendelsesområdet for kontinentalsokkelloven og dels at sikre ensrettet implementering af bestemmelser og direktiver om naturbeskyttelse på tværs af lovene. Med forslaget foretages der ændringer i tre love: lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat (rørledningsloven) af 13. august 2019, lov om kontinentalsoklen og visse rørledningsanlæg på søterritoriet (kontinentalsokkelloven) af 21. september 2018 og lov om anvendelse af Danmarks undergrund (undergrundsloven) af 16. december 2019. De foreslåede ændringer i rørledningsloven indebærer bl.a., at klima-, energi- og forsyningsministeren kan godkende ændringer af rørledningen, der transporterer råolie fra Nordsøen til Fredericia, og træffe afgørelse om tidspunktet for afviklingen af denne, og at der fastsættes krav om, at ejeren af rørledningen skal sikre, at driften af rørledningen foregår på en effektiv og hensigtsmæssig måde. De foreslåede ændringer i kontinentalsokkelloven indebærer bl.a., at tilladelser til udforskning af naturforekomster også kan meddeles for dansk søterritorium og ikke alene for dansk kontinentalsokkelområde. De foreslåede ændringer i undergrundsloven indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om afbrænding af kulbrinter, herunder et forbud mod rutinemæssig afbrænding af kulbrinter. Desuden indebærer forslaget ændringer i klagebestemmelserne i de berørte love og ensretning af reglerne om international naturbeskyttelse og beskyttelse af visse arter. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stadfæstet
-
Aktstk. 89 Aktstykke
Aktstykke om transport af ukrainske patienter samt medfølgende familier der som følge af krigen har behov for sygehusbehandling
Tiltrådt
-
Aktstk. 88 Aktstykke
Aktstykke om det danske OECD DAC formandskab
Tiltrådt
-
Aktstk. 86 Aktstykke
Aktstykke om nedrivning af minkerhvervets produktionsanlæg
Tiltrådt
-
Aktstk. 87 Aktstykke
Aktstykke om udgifter til EPF og Satellitcenter i 2023
Tiltrådt
-
F 8 Forespørgsel
Om pædagogers fagpersonlige dannelse m.v. og indholdet i en ny pædagoguddannelse
Foretaget
-
Aktstk. 85 Aktstykke
Orienterende aktstykke vedr. endeligt salg af ambassadeejendom i Rom
Taget til efterretning
-
L 15 B Lovforslag
Om omlægning af pesticidafgiften efter »Politisk aftale om sprøjtemiddelstrategi 2022-2026«
Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 8 fra folketingsåret 2022-23, 1. samling. Lovforslaget udmønter en del af ”Politisk aftale om sprøjtemiddelstrategi 2022-2026” indgået mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne den 10. februar 2022. Det foreslås, at pesticidafgiften omlægges for at gøre det mere attraktivt at bruge sprøjtemidler med lav belastning af miljø og sundhed. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2023.
Stadfæstet
-
L 15 A Lovforslag
Om forhøjelse af energiafgiften på fossile brændsler for erhverv efter »Aftale om Grøn skattereform«
Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 8 fra folketingsåret 2022-23, 1. samling. Lovforslaget udmønter et element af ”Aftale om grøn skattereform” indgået mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti den 8. december 2020. Det foreslås at forhøje energiafgiften på fossile brændsler for erhverv med 6 kr. pr. GJ (2021-niveau). Forhøjelsen indfases fra 2023 og til 2025. Formålet er at understøtte grøn omstilling af det danske energiforbrug ved at gøre det dyrere for erhverv at anvende fossile brændsler som en del af deres virksomhed. Herudover foreslås det at indføre CO2-afgift for en række varer, der i dag ikke kan opkræves CO2-afgift for. Desuden foreslås det at ligestille konkurrenceforholdene mellem de store og mindre energianlæg, der udleder NOx til luften ved afbrænding. Endelig foreslås det at genindføre en bestemmelse om afgiftspligt for overskudsvarme fra energiprodukter, der anvendes til at producere tilsvarende energiprodukter, i mineralolieafgiftsloven, som ved en lovteknisk fejl blev ophævet i 2020. Elementet har ikke været i høring. Det foreslås med visse undtagelser, at loven træder i kraft den 1. april 2023.
Stadfæstet
-
Aktstk. 84 Aktstykke
Tidligere fortroligt aktstykke N af 19. marts 2021 om igangsættelse af it-udbud vedr. Datafordeleren
Tiltrådt
-
Aktstk. 83 Aktstykke
Tidligere fortroligt orienterende aktstykke Ø af 8. september 2021 om forsinkelse af it-projektet udvikling og drift af moderniseret Datafordeler
Taget til efterretning
-
B 111 Beslutningsforslag
Om Hans Kongelige Højhed Prins Joachims modtagelse af årpenge uden for riget
Med folketingsbeslutningen meddeler Folketinget sit samtykke efter grundlovens § 11, 2. pkt., til, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachim kan modtage årpenge uden for riget i forbindelse med sin ansættelse som forsvarsindustriattaché ved Danmarks ambassade i Washington.
2. beh/Vedtaget
-
L 65 Lovforslag
Om finanslov for finansåret 2023
Finanslovsforslaget fastlægger størrelsen og fordelingen af de samlede statslige udgifter og indtægter for finansåret 2023. Lovforslaget indeholder desuden overslag over statens udgifter for de efterfølgende 3 år.
Stadfæstet
-
L 66 Lovforslag
Om konsekvenser af forslag til finanslov for 2023 m.v
Lovforslagets formål er at ændre de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2023, 2024 og 2025. Forslaget følger af, at der i forlængelse af folketingsvalget og regeringsskiftet er foretaget ændringer i den økonomiske politik, herunder for så vidt angår prioriteringer på finanslovsforslaget for 2023 m.v. Derudover afspejler ændringerne virkninger af indgåede politiske aftaler, ændringer af den mellemfristede planlægning forud for folketingsvalget m.v. Endvidere er der i henhold til budgetlovens § 8 foretaget en række administrative korrektioner af de gældende lofter som følge af bl.a. omprioritering mellem stat, kommuner og regioner samt pris- og lønopregninger.
Stadfæstet
-
L 67 Lovforslag
Om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2026
Med lovforslaget fastlægges de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2026. Det følger af budgetloven, at lovforslaget om fastsættelse af udgiftslofter for det fjerde af de følgende finansår skal fremsættes sammen med finanslovsforslaget.
Stadfæstet
-
L 70 Lovforslag
Om etablering af en forsøgsordning med kommunale tryghedsvagter m.v
Forslaget indebærer, at der etableres en forsøgsordning, som i en 3-årig periode giver kommunerne mulighed for at anvende tryghedsvagter, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden i det offentlige rum, f.eks. i boligområder og på togstationer. Det skal være frivilligt for kommunerne at benytte sig af ordningen. Formålet med forslaget er at reducere utryghedsskabende adfærd og kriminalitet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. juni 2023.
Stadfæstet
-
L 71 Lovforslag
Om økonomisk støtte til forskellige persongrupper
Lovforslaget udmønter dele af »Aftale om inflationshjælp«, der blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige den 10. februar 2023. Med lovforslaget gives der en ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck og et engangsbeløb til SU-handicaptillægsmodtagere og enlige forsørgere på SU. Derudover ophæver lovforslaget lov om den sociale pensionsfond, da fonden er tom for midler og som følge heraf ophæves ved lov. Det foreslås, at loven træder i kraft den 3. maj 2023.
Stadfæstet
-
L 72 Lovforslag
Om opfølgning på EU-lovgivning og ophævelse af lov om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale m.v
Forslaget er et samleforslag, som har til formål at gennemføre en række ændringer og præciseringer af regler i udlændingeloven, hjemrejseloven, straffeloven og forskellige andre love samt ophævelse af brexitborgerloven. Forslaget indebærer, at lov nr. 1191 af 8. juni 2021, der indeholder det overordnede lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark vil kunne overføre asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, til et tredjeland med henblik på asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i et tredjeland under overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser bevares, men bestemmelsen om, at der skal fremsættes forslag om revision af loven, hvis denne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft, ophæves. Derudover lægges der op til at indføre nye regler om hjælp til hjemrejse og om at ændre de gældende regler om hjemrejsestøtte. Det foreslås bl.a., at udlændinge, som er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, under visse betingelser vil kunne få hjemrejsestøtte, hvis deres opholdstilladelse nægtes forlænget eller inddrages. Det foreslås desuden, at der indføres en bestemmelse om konstatering af manglende grundlag for erhvervelse af statsborgerskab med henblik på at efterleve Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret (statsborgerretskonventionen). Ydermere indebærer forslaget, at lov om videreførelse af visse rettigheder for herboende britiske statsborgere (brexitborgerloven) af marts 2019 – som ikke har været sat i kraft – ophæves, da der imidlertid blev opnået enighed om en udtrædelsesaftale, der sikrer fortsatte opholdsrettigheder m.v. for herboende britiske statsborgere. Endvidere foreslås en ændring af udlændingeloven, så nuværende særlige forhold for Kroatien ophæves, som følge af Kroatiens fulde optagelse i Schengensamarbejdet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. maj 2023.
Delt
-
L 69 Lovforslag
Om et midlertidigt solidaritetsbidrag
Lovforslaget har til formål at supplere og gennemføre de bestemmelser om et obligatorisk midlertidigt solidaritetsbidrag fra selskaber i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, der fremgår af artikel 14-16 i Rådets forordning (EU) nr. 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (nødindgrebsforordningen). Det foreslås, at det midlertidige solidaritetsbidrag pålægges i indkomståret 2023. Det foreslås endvidere, at det midlertidige solidaritetsbidrag skal betales af selskaber med aktiviteter inden for råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne, og at det som fastsat i nødindgrebsforordningen skal være en betingelse, at mindst 75 pct. af den skattepligtige omsætning i indkomståret 2023 hidrører fra økonomiske aktiviteter inden for råstofudvinding, minedrift, raffinering af råolie eller fremstilling af koksovnsprodukter. Det foreslås, at det midlertidige solidaritetsbidrag skal svares med den i nødindgrebsforordningens fastsatte mindstesats på 33 pct. Beregningsgrundlaget skal efter forslaget som udgangspunkt være selskabets eller det faste driftssteds skattepligtige indkomst opgjort før eventuel sambeskatning i indkomståret 2023. Det midlertidige solidaritetsbidrag vil kun skulle svares af den del af beregningsgrundlaget, der overstiger selskabets eller det faste driftssteds gennemsnitlige skattepligtige overskud før sambeskatning i de 4 første indkomstår påbegyndt den 1. januar 2018 eller senere med tillæg af 20 pct. Det foreslås, at kulbrinteindvindingsvirksomheder skal kunne modregne det midlertidige solidaritetsbidrag i kulbrinteskat, som de skal betale af den kulbrinteskattepligtige indkomst i indkomståret 2023. Det foreslås i tilknytning hertil, at de skal kunne bortse fra fremførbare underskud fra tidligere år ved opgørelsen af kulbrinteindkomsten i indkomståret 2023 i det omfang, det er nødvendigt for at kunne udnytte adgangen til at modregne det midlertidige solidaritetsbidrag i kulbrinteskat vedrørende indkomståret 2023. Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stadfæstet