Folketinget · 3.045 danske sager
Sager
Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.
-
L 206 Lovforslag
Om én indgang for produktionsvirksomheder og statslig udpegning af industriparker
Med lovforslaget udmøntes ”Aftale om rød løber for produktionsvirksomheder” indgået den 21. november 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Med aftalen er partierne enige om, at der er behov for at styrke rammevilkårene for danske og udenlandske produktionsvirksomheder, så Danmark er et attraktivt land at investere og placere arbejdspladser i. Med lovforslaget foreslås oprettelse af Én indgang for produktionsvirksomheder – en såkaldt one-stop-shop – for etablering og udvidelse af produktionsvirksomheder, og der skabes mulighed for at udpege industriparker forbeholdt produktionserhverv. Samtidig skabes der hjemmel til tværkommunalt samarbejde inden for en række områder vedrørende godkendelsessager for etablering og udvidelse af produktionsfaciliteter. Med lovforslaget foreslås derudover visse mindre elementer af Net-Zero Industri Act (NZIA-forordningen), som konkret vedrører olie- og gasselskaber, implementeret. Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 2025.
Stadfæstet
-
L 219 Lovforslag
Om politiets fysiske inddragelse af pas og Den Uafhængige Politiklagemyndigheds adgang til tv-overvågningsmateriale
Lovforslaget indeholder for det første et forslag om, at politiet kan inddrage pas i sager, hvor en person ikke længere har dansk statsborgerskab, f.eks. som følge af, at statsborgerskabet er frakendt, eller i tilfælde, hvor passet er udstedt uretmæssigt til personen. Derudover foreslås det, at politiet får mulighed for at foretage visse indgreb uden retskendelse med henblik på at håndhæve en afgørelse om, at et pas er inddraget. For det andet foreslås det at foretage en mindre ændring i paslovens gebyrregler, således at gebyret for optagelse af digitalt fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af pas, som pris- og lønreguleres årligt, fremover vil blive offentliggjort på www.borger.dk i stedet for ved bekendtgørelse. Det foreslås derudover, at ordet gebyr ændres til ordet afgift overalt i pasloven. Det foreslås for det tredje, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed i forbindelse med behandlingen af adfærdsklager skal kunne kræve at få udleveret tv-overvågningsmateriale fra juridiske personer og enkeltmandsvirksomheder til brug for sagsbehandlingen. Juridiske personer og enkeltmandsvirksomheder vil dog ikke have pligt til at stille tv-overvågningsmateriale til rådighed, såfremt der derved vil fremkomme oplysninger om forhold, som vil udsætte den juridiske person for straf. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Delt
-
L 220 Lovforslag
Om styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd og kriminalisering af stealthing
Lovforslaget har bl.a. til formål at implementere de initiativer i regeringens tryghedspakke »Et trygt Danmark for alle« af 10. marts 2025, der kræver lovændringer, herunder: • Indførelse af mulighed for at meddele tryghedsskabende opholdsforbud. • Skærpelse af bødestraffen for overtrædelsen af visse bestemmelser i ordensbekendtgørelsen og politiloven, når overtrædelsen er sket i en nattelivszone. • Udvidelse af listen over lovovertrædelser, der kan give opholdsforbud i nattelivet, og forlængelse af den tidsmæssige udstrækning af et opholdsforbud. • Skærpelse af straffen for hærværk begået mod offentlige transportmidler til fængselsstraf som udgangspunkt. • Indførelse af et nyt pålæg til børn og unge, som led i et forbedringsforløb, om forbud mod færden og ophold i et afgrænset område. • Udvidelse af mulighederne for tv-overvågning foretaget af boligorganisationer, foreninger m.v. og ejere af idrætsanlæg. • Udvidelse af kommunernes muligheder for tv-overvågning i nær tilknytning til boligområder. • Udvidelse af adgangen til at meddele tilhold og opholdsforbud. Derudover foreslås kriminalisering af stealthing, dvs. aftagning af kondom under samleje, uden at partneren har samtykket heri eller er bekendt med det, når beskyttelse var en forudsætning for samlejet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Delt
-
L 205 Lovforslag
Om ændring af straffelovens regler om restriktive foranstaltninger
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1226 af 24. april 2024 om, hvad der skal anses for strafbare handlinger og for sanktioner for overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger og om ændring af direktiv (EU) 2018/1673 (sanktionsdirektivet), blev vedtaget den 24. april 2024. Direktivet er omfattet af Danmarks retsforbehold. Med lovforslaget ønsker regeringen at fastsætte nationale regler, der svarer til dele af direktivet, for at sikre en effektiv anvendelse og håndhævelse af EU’s restriktive foranstaltninger, og for at sikre sammenhæng mellem medlemsstaternes nationale regler om overtrædelse af EU’s restriktive foranstaltninger. Det foreslås på denne baggrund bl.a. at hæve strafferammen for forsætlige overtrædelser af restriktive foranstaltninger i straffeloven fra fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder indtil 4 år til fængsel indtil 5 år eller under særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil 8 år. Det foreslås desuden at sikre, at overtrædelse af restriktive foranstaltninger om våbenembargoer kan straffes med fængsel indtil 5 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Det foreslås endvidere at sikre, at overtrædelse af EU’s restriktive foranstaltninger i form af en våbenembargo udgør en strafbar handling, og at overtrædelse heraf kan straffes med fængsel indtil 5 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stadfæstet
-
L 218 Lovforslag
Om understøttelse af Politiets Efterretningstjenestes mulighed for at udføre data- og analysebaseret efterretningsvirksomhed m.v
Med lovforslaget indføres et nyt kapitel i PET-loven, hvor der fastsættes regler om PET’s behandling af større sammenhængende datasæt, som opbevares adskilt fra tjenestens øvrige oplysninger. Der foreslås derudover en række øvrige ændringer og præciseringer af PET-loven. Det foreslås bl.a., at andre forvaltningsmyndigheder efter anmodning fra PET kan etablere direkte elektronisk adgang for tjenesten til relevante registre og systemer, at PET fremover skal kunne tilvejebringe og på andre måder behandle oplysninger med henblik på udvikling og vedligeholdelse af it-systemer, at det fastsættes, at sletteforpligtelsen knyttet til den indirekte indsigtsordning alene omfatter den person, der har søgt om indsigt, og at der fastsættes klare regler for PET’s indhentning af retskendelse forud for, at PET anmoder FE om søgning i de rådata, som FE indhenter efter reglerne i FE-loven. Lovforslaget følger op på de dele af Justitsministeriets rapport af 8. juni 2022 om erfaringerne med PET-loven, som ikke er gennemført ved lov nr. 666 af 11. juni 2024 om styrkelse af tilsynet med efterretningstjenesterne. Det foreslås, at loven træder kraft den 1. oktober 2025.
Bortfaldet
-
L 204 Lovforslag
Om kreditorforfølgning i pensionsordninger som følge af visse strafbare handlinger, der har medført et udbytte m.v
Formålet med lovforslaget er at give mulighed for på visse betingelser at foretage retsforfølgning i pensioner tilhørende den, der er idømt en frihedsstraf for en forbrydelse, der har medført et udbytte. Muligheden vil gælde for erstatningskrav og godtgørelseskrav i anledning af forbrydelsen samt for krav på værdikonfiskation i anledning af forbrydelsen. Lovforslaget er en opfølgning på forslag til folketingsbeslutning nr. B 46 om mulighed for kreditorforfølgning i pensioner, som blev vedtaget enstemmigt den 5. maj 2022. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Stadfæstet
-
L 216 Lovforslag
Om forbud mod udenlandske donationer til politiske partier og kandidater
Forslaget implementerer den politiske aftale mellem regeringen (S, V og M), DD, SF, KF, EL, RV og ALT om at indføre et forbud mod udenlandske donationer til politiske partier, kandidatlister og kandidater. Formålet med forslaget er at begrænse muligheden for, at udenlandske aktører kan øve indflydelse på det danske folkestyre ved hjælp af økonomisk støtte til politiske partier og kandidater. Med forslaget indføres et forbud for partier, kandidatlister og kandidater mod at modtage tilskud fra udenlandske myndigheder og fysiske eller juridiske personer med bopæl eller hjemsted i udlandet, herunder tilskud fra danske statsborgere med bopæl i udlandet. Fra forbuddet er undtaget tilskud fra EU-institutioner, tilskud fra europæiske sammenslutninger af partier og tilskud fra medlemmer af Europa-Parlamentet, som er valgt i Danmark, men har bopæl i udlandet, samt fra det medlem af Europa-Kommissionen, som er indstillet af Danmark. Det foreslås, at forslaget træder i kraft 1. juli 2025.
Stadfæstet
-
L 215 Lovforslag
Om ændring af selvbudgetteringsordningen og indførelse af øtilskud til Fanø Kommune
Forslagets skal udmønte aftale mellem regeringen (S, V og M) og Kommunernes Landsforening (KL) af den 18. februar 2025 om ændring af selvbudgetteringsordningen. Formålet med forslaget er at videreføre en ændret selvbudgetteringsordning, der giver vækstkommunerne mulighed for at budgettere med egne skøn med fokus på kommunens egen udvikling og samtidig understøtter budgetsikkerhed for kommuner, der ønsker at budgettere med statsgarantien. Med forslaget kan kommunerne fortsat vælge mellem det statsgaranterede grundlag eller at selvbudgettere med egne skøn over udskrivningsgrundlag og folketal. Der indføres et sikkerhedsnet i form af en øvre ramme på 1,5 mia. kr. for de samlede merindtægter i selvbudgetteringsordningen. Det udgør samtidig den maksimale modregning for de samlede merindtægter ved selvbudgettering vedrørende et budgetår i kommunernes samlede bloktilskud. Herudover foreslås det med forslaget, at Fanø Kommune omfattes af den lovfastsatte ordning med tilskud til økommuner uden fast forbindelse fra og med tilskudsåret 2026. Det foreslås, at forslaget træder i kraft den 1. juli 2025 med virkning fra og med tilskudsåret 2026.
Stadfæstet
-
L 214 Lovforslag
Om ny regional forvaltningsmodel med sundhedsråd, afskaffelse af kontaktudvalg m.v
Forslaget udgør en del af implementeringen af »Aftale om sundhedsreform 2024« mellem regeringen (S, V og M), DD, SF, KF og RV af 15. november 2024. Formålet med forslaget er at fremme en enklere, mere gennemsigtig og mere lokalt forankret styring af sundhedsvæsenet. Med forslaget etableres en ny regional forvaltningsmodel. Der etableres i hver region sundhedsråd, der inden for geografisk afgrænsede områder skal varetage den umiddelbare forvaltning af sundheds-, social- og specialundervisningsområdet. Sundhedsrådene udgøres af medlemmer af regionsrådet og medlemmer af kommunalbestyrelsen i de kommuner, der hører under sundhedsrådet. En række eksisterende samarbejdsfora nedlægges, herunder kontaktudvalg, sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg, og sundhedsaftalerne og praksisplanerne i deres nuværende form ophæves. Regionsrådene skal i tilknytning til hvert sundhedsråd nedsætte patient- og pårørendeudvalg. Den kommunale medfinansiering og nærhedsfinansieringen ophæves, og der indføres en overgangsordning, som økonomisk håndterer de byrdefordelingsmæssige konsekvenser for kommunerne. Det foreslås, at forslaget træder i kraft den 1. juli 2025. Forslaget skal ses i sammenlægning med L 213 om overgangsloven.
Stadfæstet
-
L 213 Lovforslag
Om overgangen til en ny sundhedsstruktur
Forslaget udgør en del af implementeringen af »Aftale om sundhedsreform 2024« mellem regeringen (S, V og M), DD, SF, KF og RV af den 15. november 2024. Formålet med forslaget er at sikre en smidig og hensigtsmæssig etablering af Region Østdanmark og overgang fra kommunerne til de nye regioner og fra Region Sjælland og Region Hovedstaden til Region Østdanmark. Forslaget gennemfører en sammenlægningen af Region Sjælland og Region Hovedstaden til en ny Region Østdanmark pr. 1. januar 2027. Samtidig giver forslaget indenrigs- og sundhedsministeren hjemmel til at fastlægge de nye regioners inddeling i sundhedsråd. Forslaget regulerer overgangsåret 2026, hvor eksisterende myndigheder fortsat har det formelle ansvar, men hvor forberedende organer skal sikre, at overdragelsen af opgaver sker ordentligt og velkoordineret. I Østdanmark videreføres de nuværende regionsråd i Region Hovedstaden og Region Sjælland frem til udgangen af 2026, mens der ved regionalvalget i 2025 vælges et forberedende regionsråd for den nye Region Østdanmark, som i hele 2026 skal forberede den nye regions opgaver og struktur. De fire nye regioner skal etablere forberedende sundhedsråd i 2026, der vil svare til de sundhedsråd, som etableres permanent fra 1. januar 2027. Det foreslås, at forslaget træder i kraft den 1. juli 2025. Forslaget skal ses i sammenhæng med L 214 om ny regional forvaltningsmodel.
Stadfæstet
-
L 212 Lovforslag
Om national fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud og begrænsning af antal ydernumre ejet af en læge m.v
Lovforslaget er en del af første lovpakke, der udmønter dele af "Aftale om sundhedsreform 2024" indgået den 15. november 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Lovforslaget har til formål at styrke lægedækningen og sikre en bedre og mere ligelig fordeling af læger i det almenmedicinske tilbud på tværs af landet, så alle borgere får let og lige adgang til en læge tæt på, uanset hvor de bor. Lovforslaget bemyndiger indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler og indholdet af en national model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud på grundlag af befolkningens behandlingsbehov inden for et afgrænset geografisk område. Regionsrådet får hjemmel til at fastlægge det patienttal, en klinik som minimum skal have tilknyttet, før klinikken får ret til at lukke for tilgang af patienter på baggrund af patienternes behandlingsbehov, den nationale fordelingsmodel og efter dialog med klinikkerne. Lovforslaget ændrer antallet af ydernumre, som kan ejes af én læge i det almenmedicinske tilbud fra seks til tre, for at sundhedskoncerner ikke overtager kontrollen med ydernumrene i almen praksis. Regionsrådet får flere muligheder for at benytte forskellige klinikformer og leverandører i det almenmedicinske tilbud.
Stadfæstet
-
L 210 Lovforslag
Om konsekvenser af »Aftale om styrkelse af Forsvarets kampkraft« af 22. februar 2025 m.v
Med lovforslaget foreslås det at ændre de konkrete niveauer for udgiftslofter for staten for finansårene 2025, 2026, 2027 og 2028. Forslaget følger af »Aftale om styrkelse af Forsvarets kampkraft af 22. februar 2025«. Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 23. juni 2025.
Stadfæstet
-
L 211 Lovforslag
Om bekæmpelse af ulovlig droneaktivitet ved militære områder m.v
Lovforslagets formål er at give Forsvaret hjemmel til at neutralisere droner, der ulovligt befinder sig i en flyveforbudszone, ved militære områder, midlertidige militære områder, flådefartøjer, militære luftfartøjer og afmærkede militærkolonner samt ved slotte under Forsvarets bevogtning. Derudover indebærer lovforslaget, at Forsvaret i øvelsesøjemed og efter samtykke fra droneejeren eller fjernpiloten kan neutralisere droner, der befinder sig i de nævnte flyveforbudszoner. Baggrunden for lovforslaget er, at Forsvaret gennem de seneste år har oplevet en øget ulovlig droneaktivitet ved bl.a. militære områder. Samtidig bliver droner i stigende grad anvendt til bl.a. spionage, sabotage og terrorisme. Derudover kan droner ved deres blotte tilstedeværelse forstyrre Forsvarets aktiviteter, herunder påvirke flyvesikkerheden ved militære flyvestationer. Det er i den forbindelse afgørende, at Forsvaret har mulighed for at reagere hurtigt og effektivt på droner, der ulovligt befinder sig i de pågældende flyveforbudszoner.
Stadfæstet
-
Aktstk. 207 Aktstykke
Aktstykke om tekniske korrektioner som følge af kongelig resolution af 17. april 2024
Tiltrådt
-
L 200 Lovforslag
Om mere risikobaseret socialtilsyn, regelforenklinger m.v
Forslaget skal lette tilsynstrykket på tilbud og plejefamilier og reducere ressourceforbruget i forbindelse med tilsynsprocesserne, så de i højere grad kan anvende deres ressourcer på borgernære opgaver. Der foreslås et mere risikobaseret tilsyn, en styrkelse af socialtilsynets whistleblowerordning og en justering af grundlaget for vurdering af tilbuddenes kvalitet. Der er også forslag om et mere effektivt socialtilsyn ved bl.a. udpegning af socialtilsynskommuner af social-og boligministeren, frafald af krav til private tilbud om godkendelse af forbedringer af fysiske rammer inden iværksættelse, en præcisering af socialtilsynenes pligt til at samarbejde for at sikre ensartethed på tværs og en fastsættelse af en økonomisk ramme for de samlede udgifter på tværs af socialtilsynene.
Stadfæstet
-
L 201 Lovforslag
Om indførelse af et ensartet og forenklet udmålingssystem for kompensationsydelse til børn, unge og voksne m.v
Forslaget gennemfører en forenkling af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen i lov om social service og barnets lov. Forslaget indeholder også en ændring af betegnelsen merudgiftsydelse til kompensationsydelse og ændring af begrebet merudgifter til kompensationsberettigende udgifter. Forslaget indeholder desuden et forslag om at gøre udmålingssystemerne for den foreslåede kompensationsydelse i serviceloven og barnets lov, som i dag er forskellige, ensartede og enklere.
Stadfæstet
-
L 203 Lovforslag
Om mulighed for opsigelse af en efterlevende ægtefælle, samlever eller registreret partner fra et længerevarende botilbud
Forslaget omfatter, at den tidsubegrænsede ret til at forblive i botilbuddet - for den efterlevende ægtefælle, samlever eller registrerede partner - ændres til en mulighed for, at kommunalbestyrelsen inden for 6 måneder efter dødsfaldet kan pålægge den efterlevende ægtefælle, samlever eller registrerede partner at fraflytte § 108-botilbuddet med et varsel på 3 måneder.
Stadfæstet
-
L 202 Lovforslag
Om indførelse af beløbsgrænse på 10 pct. for alternative tilbud og almene plejeboliger ved benyttelse af ret til frit valg
Forslaget indfører en beløbsgrænse på 10 pct. for alternative tilbud og almene plejeboliger ved benyttelse af ret til frit valg for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Beløbsgrænsen på de 10 pct. bortfalder ved udgangen af 2027 (solnedgangsklausul) og skal ses i sammenhæng med indførelsen af en ny takstmodel. Forslaget indfører en kontrolenhed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som i konkrete tilfælde kan kontrollere takstfastsættelsen for kommunale tilbud, hvor borgeren har ønsket at gøre brug af sin ret til frit at vælge et tilsvarende privat tilbud og ønsket bliver afvist.
Stadfæstet
-
Aktstk. 206 Aktstykke
Aktstykke om ekstraordinær hædersgave i 2025 (Taget tilbage og erstattet af aktstykke 209)
Tilbagetaget
-
F 27 Forespørgsel
Om konsekvenserne af den manglende orientering af Folketinget i sagen om Energinets anlægsprojekter
Foretaget
-
Aktstk. 205 Aktstykke
Orienterende aktstykke om endt udbud af 175 nye compute-servere til Nationalt Genom centers High Performance Computer (HPC)
Taget til efterretning
-
F 26 Forespørgsel
Om det danske euroforbehold
Foretaget
-
Aktstk. 204 Aktstykke
Aktstykke om delvis udmøntning af ramme til tryghed
Tiltrådt
-
Aktstk. 202 Aktstykke
Tidligere fortroligt aktstykke AO af 30. juni 2022 om AU Bartolin-projektet
Tiltrådt
-
F 25 Forespørgsel
Om det stigende antal ulve i Danmark
Foretaget
-
Aktstk. 203 Aktstykke
Tidligere fortroligt aktstykke S af 13. marts 2025 om budgetanalyse af Social- og Boligstyrelsen
Tiltrådt
-
Aktstk. 201 Aktstykke
Aktstykke om udmøntning af midler til alkoholfrie fællesskaber
Tiltrådt
-
V 48 Forslag til vedtagelse
Om Den Internationale Domstols udtalelse om Israels ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder
Bortfaldet
-
V 47 Forslag til vedtagelse
Om Den Internationale Domstols udtalelse om Israels ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder
Bortfaldet
-
V 46 Forslag til vedtagelse
Om Den Internationale Domstols udtalelse om Israels ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder
Vedtaget