Folketingsmonitor

Folketinget · 3.045 danske sager

Sager

Lovforslag, beslutningsforslag, aktstykker og forespørgsler fra Folketingets åbne data, nyeste først. EU-Kommissionens forslag ligger under en særskilt fane.

  1. B 12 Beslutningsforslag

    Om legalisering af aktiv dødshjælp (borgerforslag)

    Beslutningsforslaget forslår at legalisere aktiv dødshjælp, når særlige omstændigheder er til stede. Der er tale om et borgerforslag som inden for den fastsatte frist har opnået det antal støttetilkendegivelser fra borgere, der kræves for at få forslaget fremsat og behandlet som beslutningsforslag i Folketinget. Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen, påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at borgerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstemmelse med intentionerne bag ordningen. Sundhedsudvalget afgav beretning over forslaget den 30. maj 2024. Beretningen indeholdt bidrag fra forskellige flertal og mindretal i udvalget. Et flertal i udvalget (S, V, DD, SF, M, KF og ALT) finder i beretningen, at beslutningsforslaget er et vigtigt bidrag til samfundsdebatten om, hvordan der i højere grad kan sikres en værdig afslutning på livet. Flertallet påpeger, at flertallet ikke har taget stilling til spørgsmålet om dødshjælp endnu. Flertallet bemærker, at spørgsmålet om dødshjælp er fyldt med svære afvejninger, følelser og holdninger. Det fortjener en større offentlig debat, hvor danskernes synspunkter om de forskellige måder, som livet kan afsluttes på, inddrages i forhold til de dilemmaer, der kan knytte sig til døden. Flertallet noterer sig, at Det Etiske Råds udtalelse om dødshjælp fra oktober 2023 er et væsentligt bidrag til debatten. Flertallet noterer sig endvidere, at der i forbindelse med det forberedende arbejde til regeringens kommende Kræft plan V vil blive set på, hvordan det palliative område kan styrkes. Flertallet mener derfor på baggrund af ovenstående, at stillingtagen til dødshjælp bør afvente videre overvejelser. Flertallet støtter på den baggrund ikke beslutningsforslaget.

    Beretning afgivet

  2. B 11 Beslutningsforslag

    Om automatisk sigtelse for psykisk vold, hvis et barn er vidne til forældres vold mod deres partner eller børn

    Forslaget skal sikre, at en forælder eller samlevende, der udøver vold mod sin partner, sit barn eller andre i husstanden, automatisk i tillæg til en sigtelse for vold også sigtes for psykisk vold, hvis et barn i husstanden overværer eller overhører overgrebet.

    1. beh./Henvist til udvalg

  3. B 10 Beslutningsforslag

    Om forbedret dyrevelfærd for søer med henblik på øget trivsel og overlevelse i danske svinestalde

    Forslaget pålægger regeringen at gennemføre fem initiativer for at forbedre dyrevelfærd for søer. De fem krav er: 1) krav om løse farende og diegivende søer, 2) krav om avl af et antal grise, som søerne selv kan passe, 3) krav om grovfoder til alle søer, 4) krav om uddannelse af staldpersonale i dyrevelfærd og 5) indsats mod varmestress i sostalde.

    2. beh./Forkastet

  4. B 9 Beslutningsforslag

    Om forbud mod flagning med fremmede nationers flag

    Forslaget går ud på at indføre et forbud mod flagning med fremmede nationers flag i det offentlige rum i Danmark. Forslaget skal træde i kraft senest den 1. juli 2024.

    2. beh/Vedtaget

  5. B 8 Beslutningsforslag

    Om at tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand skal følge eleven

    Forslaget skal sikre, at tilskuddet til specialundervisning og anden socialpædagogisk bistand følger eleven, uanset om eleven går på en folkeskole eller fri grundskole. En fri grundskole skal således kunne modtage samme økonomiske tilskud til specialundervisning og anden socialpædagogisk bistand, som en folkeskole modtager i dag. Det vil give forældre til et barn med særlige behov et mere frit skolevalg.

    1. beh./Henvist til udvalg

  6. B 7 Beslutningsforslag

    Om, at kommunalbestyrelser skal kunne uddelegere opgaven med at ansætte og opsige skoleledere til skolebestyrelserne

    Forslaget skal give kommunalbestyrelser mulighed for at uddelegere opgaven med at ansætte og opsige skoleledere til skolebestyrelserne. Det vil indebære, at en skolebestyrelse fremover kan udpege den kandidat, der er bedst kvalificeret til jobbet som skoleleder, og samtidig træffe beslutning om at opsige en skoleleder.

    Tilbagetaget

  7. B 6 Beslutningsforslag

    Om at skærpe dyrevelfærdslovens straffebestemmelser

    Forslaget skal sikre, at regeringen igangsætter et gennemsyn af dyrevelfærdslovens regler om frakendelse af retten til al omgang med dyr, hvis man er dømt for mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr. Målet er at få skærpet dyrevelfærdslovens straffebestemmelser. Miljø- og Fødevareudvalget afgav beretning over forslaget. I beretningen konstaterer udvalget, at det er vigtigt, at der er gode rammer for dyrevelfærd i Danmark, og at overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen håndhæves og sanktioneres på en måde, der bidrager til at sikre dyrevelfærden. Sanktioner på dyrevelfærdsområdet bør således være både rimelige og proportionale, således at strafniveauet afspejler overtrædelsernes grovhed, og samtidig skal sanktionerne have en tilstrækkelig præventiv effekt, der kan bidrage til at hindre omfattende og gentagen uforsvarlig behandling af dyr, herunder dyremishandling. På den baggrund mener udvalget, at det er afgørende, at der foretages et gennemsyn af dyrevelfærdslovens regler om straf m.v., herunder en undersøgelse af praksis/retspraksis på området. I den forbindelse bør det også undersøges, om der er grundlag for, at dyrevelfærdslovens regler om frakendelse af retten til at eje og holde dyr skal omfatte både fysiske og juridiske personer. Udvalget hæfter sig ved, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har tilkendegivet, at regeringen er indstillet på at gennemføre en undersøgelse af reglerne og praksis på området vedrørende sanktionering, og opfordrer regeringen til at fremme, at undersøgelsen gennemføres og afrapporteres inden udgangen af 2024.

    Beretning afgivet

  8. Aktstk. 7 Aktstykke

    Aktstykke om POLmedia-projektet (tidligere aktstykke 188 (20222))

    Tiltrådt

  9. Aktstk. 6 Aktstykke

    Aktstykke om kompensation til Aarhus Kommune for udgifter forbundet med nedlukning af KVIk i 2023 (tidligere aktstykke 168 (20222))

    Tiltrådt

  10. L 39 Lovforslag

    Om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere

    Formålet med lovforslaget er at fremme udviklingen af et sekundært marked for misligholdte lån, der er udstedt af kreditinstitutter. Lovforslaget har således til hensigt at fjerne hindringer og fastsætte beskyttelsesforanstaltninger, når misligholdte lån overføres fra kreditinstitutter til kreditkøbere på det sekundære marked. På den måde kan kreditinstitutter, der står over for en ophobning af misligholdte lån og mangler ekspertise til at servicere lånene, på en passende måde nemmere overføre kreditaftalen til en kreditkøber med henblik på inddrivelse gennem en kreditservicevirksomhed, der har ekspertise til at håndtere og forvalte kreditaftalen. Der indføres samtidig regler for sekundære markeder, så låntagerne og deres rettigheder beskyttes. Aktørerne på de sekundære markeder skal bl.a. altid handle i god tro, behandle låntagere redeligt og respektere deres privatliv. Derudover fastsættes der bl.a. et tilladelsesregime, og Finanstilsynet gives tilsynsbeføjelser på området. Lovforslaget har baggrund i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere (NPL-direktivet).

    Stadfæstet

  11. L 49 Lovforslag

    Om undtagelse fra kundgørelse af tekniske specifikationer i Lovtidende m.v

    Lovforslaget udmønter dele af den politiske aftale om bygge- og boligpolitiske indsatser af 15. maj 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet. Der fremsættes en ændring af byggeloven, der indebærer undtagelse fra kundgørelse af tekniske specifikationer i Lovtidende, præciseret bemyndigelsesbestemmelse om fastsættelse af regler om mindsteafstand for bebyggelse mod vej og præcisering af to af byggelovens bestemmelser om markedsovervågning. Loven træder i kraft den 1. januar 2024.

    Stadfæstet

  12. L 37 Lovforslag

    Om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om digitale markeder

    Formålet med lovforslaget er at give Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kompetence og undersøgelsesbeføjelser, så de kan varetage danske erhvervs- og slutbrugeres interesser, når disse benytter gatekeeperes platformstjenester - det vil sige, de allerstørste digitale platforme såsom Google's søgemaskine, Meta's sociale netværk Facebook eller Apple's App Store - og derved risikerer at blive udsat for adfærd eller betingelser, der er i strid med forordningen om digitale markeder. Desuden fastlægges det med lovforslaget, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er den kompetente myndighed i Danmark, som - eventuelt sammen med andre medlemsstater - kan anmode Europa-Kommissionen om at indlede markedsundersøgelser i forhold til forordningen.

    Stadfæstet

  13. L 50 Lovforslag

    Om ændringer som følge af ikraftsættelse for Grønland af børneloven og lov om børns forsørgelse m.v

    Lovforslaget indeholder de lovændringer, der følger af ikraftsættelsen for Grønland af børneloven og lov om børns forsørgelse. Disse love sættes i kraft som et led i ajourføringen af den familieretlige lovgivning for Grønland. Ikraftsættelsen af børneloven vil også omfatte lovens bestemmelser om medmoderskab, således at to kvinder i Grønland sammen kan blive forældre til et barn. Forslaget omfatter ophævelse af den gældende lovgivning om faderskab og børnebidrag i lov for Grønland om børns retsstilling og ændring af reglerne om børnebidrag i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning for Grønland. Desuden sker tilpasning af reglerne i retsplejelov for Grønland om behandlingen af sager om faderskab, der tilpasses reglerne i børneloven, som den sættes i kraft for Grønland, herunder at retsplejelov for Grønland indeholder regler om domstolenes behandling af sager om medmoderskab.

    Stadfæstet

  14. L 38 Lovforslag

    Om realkreditbelåning af havvindmøller, styrkelse af Finanstilsynets tilsynsbeføjelser og dækning af motoransvarsforsikringer m.v

    Lovforslaget indeholder flere forskellige elementer. Lovforslaget skal først og fremmest gøre det muligt at finansiere og pantsikre havvindmøller i Danmarks eksklusive økonomiske zone (EØZ) ved realkreditbelåning. Derudover gennemfører lovforslaget ændringer i den finansielle lovgivning, som skal bidrage til forbruger- og investorbeskyttelsen samt styrke og målrette tilsynet på det finansielle område. Proportionaliteten ved strafbedømmelsen i visse mindre alvorlige sager om markedsmanipulation styrkes, så mindre alvorlige sager fremover straffes med bøde frem for fængselsstraf. Lovforslaget har derudover til formål at skabe større gennemsigtighed om tilsynsprocessen for de virksomheder, som modtager påbud fra Finanstilsynet om at lade sig følge af sagkyndige. Med forslaget implementeres et EU-direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, der skal sikre, at forsikringstagere og skadelidte i Danmark opnår samme økonomiske beskyttelse som hidtil, når et forsikringsselskab træder i likvidation eller bliver erklæret konkurs. Lovforslaget indeholder endelig en række præciseringer og justeringer af den gældende finansielle lovgivning.

    Stadfæstet

  15. L 23 Lovforslag

    Om et forbedret arbejdsskadesystem og lettere adgang til erstatning i forbindelse med vold på arbejdspladsen

    Lovforslaget udmønter "Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem" fra september 2022 indgået af den daværende regering (S), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet. Forslaget har således til formål at realisere aftalens intentioner om at styrke det danske arbejdsskadesystem, herunder at forbedre tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet, bl.a. gennem en ny uddannelsesgodtgørelse, forbedre sagsbehandlingstiderne, øge erstatningsniveauet og indføre en voldsskadeforsikringsordning for omsorgspersonale. Loven etablerer også automatisk en forsørgertabserstatning til børn og unge. Det foreslås, at dele af loven træder i kraft 1. januar 2024, mens andre dele af loven forventes at træde i kraft hhv. 1. juli 2024 og 1. januar 2025.

    Stadfæstet

  16. L 27 Lovforslag

    Om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge

    Lovforslaget udmønter dele af en aftale mellem Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne om at styrke undervisningen for anbragte og udsatte børn og unge af 16. marts 2022. Moderaterne har efterfølgende tiltrådt aftalen. Lovforslaget vedrører bl.a., at beliggenhedskommunen skal have et samlet myndighedsansvar for behandlings- og specialundervisningstilbud, og bestemmelser om, at der for både offentlige og private behandlings- og specialundervisningstilbud skal indgås en kvalitetsaftale med beliggenhedskommunen, der både omfatter undervisningstilbuddet og den del af tilbuddet, der giver indsatser efter lov om social service og barnets lov. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.

    Stadfæstet

  17. L 36 Lovforslag

    Om ændringen i mediestøtten og støtte til ugeaviser og støtte til publicistiske magasiner

    Med lovforslaget tilpasses mediestøtten til nyhedsmedier, ligesom der omfordeles redaktionel produktionsstøtte fra landsdækkende nyhedsmedier til lokale og regionale nyhedsmedier og sker en reduktion af supplementsordningen. Det foreslås endvidere at etablere en ny pulje til ugeaviser og en ny pulje til magasiner med publicistisk indhold og at tilpasse mediestøtten til medieudviklingen gennem en justering af den redaktionelle produktionsstøtte og modernisering af innovationspuljen, så støttekriterierne gøres mere platforms- og teknologineutrale. En ændring af mediestøtteloven skal godkendes af Europa-Kommissionen, hvorfor lovforslaget først kan træde i kraft, når Kommissionens godkendelse foreligger. Kulturministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovforslaget, og at de enkelte bestemmelser kan sættes i kraft etapevis. Lovforslaget implementerer dele af »Medieaftale 2023-2026: Samling om frie medier og stærkt dansk indhold« af 14. juni 2023 indgået af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

    Stadfæstet

  18. L 32 Lovforslag

    Om justering af fleksibelt uddannelsesbidrag og aktivitetsafhængigt veu-bidrag for 2024 m.v

    Forslaget skal bl.a. sikre en række årligt tilbagevendende justeringer, som er forudsat i lovgivningen og i forskellige trepartsaftaler på erhvervsuddannelsesområdet. Konkret skal forslaget fastsætte det fleksible uddannelsesbidrag og det aktivitetsafhængige veu-bidrag, fastsætte modelparametre i det lærepladsafhængige AUB-bidrag for 2024 og afskaffe færdiggørelsestaxameteret på grundforløbet som led i omlægningen af tilskud til erhvervsskolerne. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.

    Stadfæstet

  19. L 28 Lovforslag

    Om styrkelse af undervisningen for anbragte og udsatte børn og unge m.v

    Lovforslaget udmønter dele af en aftale mellem Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne om at styrke undervisningen for anbragte og udsatte børn og unge af 16. marts 2022. Moderaterne har efterfølgende tiltrådt aftalen. Lovforslaget vedrører bl.a. den del af aftalen, som handler om reguleringen af specialundervisningens rammer i det, der hidtil har været kendt som anbringelsessteder, men som foreslås at skifte navn til børne- og ungehjem, i folkeskoleloven, og specialundervisningens rammer i det, der hidtil har været kendt som dagbehandlingstilbud, men som foreslås at skifte navn til behandlings- og specialundervisningstilbud. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.

    Stadfæstet

  20. L 48 Lovforslag

    Om modernisering af rammerne for valg og lokaldemokrati m.v

    Lovforslaget foreslår at modernisere rammerne for valg og lokaldemokrati. Ændringerne i valglovgivningen består bl.a. i, at vælgere, der flytter til en ny kommune i den sidste uge før et kommunal- og regionalvalg, fremover bevarer deres valgret i fraflytningskommunen. Det foreslås at ændre kravet til stillerunderskrifter for nye kandidatlister, der ønsker at stille op til regionsrådsvalg, så det bedre afspejler vælgertallet i de enkelte regioner. Det foreslås at forenkle reglerne for opstilling til kommunal- og regionalvalg ved at afskaffe mulighederne for at indgå listeforbund og have ens listebetegnelser. Det foreslås at gennemføre en række forenklinger af brevstemmeproceduren, der bl.a. har til formål at lette kommunernes håndtering af brevstemmerne og i sidste ende sikre, at flest mulige brevstemmer bliver gyldige og kan tælles med. Det foreslås at forenkle reglerne for stemmesedlernes udarbejdelse og udseende med henblik på at undgå fejl på stemmesedlerne. Det foreslås at lempe reglerne for bedømmelse af stemmesedler, så færre stemmesedler bedømmes som ugyldige. Det foreslås at afskaffe pligten for Indenrigs- og Sundhedsministeriet og kommunerne til at indrykke annoncer i dagbladene om, at der er valg, og at vælgerne vil modtage valgkort. Det foreslås at give indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at bekendtgøre antallet af danske medlemmer, der efter EU-retten skal vælges til Europa-Parlamentet. Det foreslås at give indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at danske myndigheder bistår Ukraine med at afholde valg og folkeafstemninger i Danmark. Det foreslås at ophæve den midlertidige lov, der giver valgret til Europa-Parlamentsvalg i Danmark for britiske statsborgere, der har haft uafbrudt bopæl i Danmark siden Brexit den 31. januar 2020. Lovforslaget foreslår derudover ændringer i reglerne om kommunernes og regionernes styrelse, herunder at der gives mulighed for i særlige tilfælde at afholde ekstraordinære møder i kommunalbestyrelser og regionsråd som virtuelle møder. Det foreslås, at reglerne om adgangen for medlemmer af en kommunalbestyrelse eller et regionsråd til at vælge vederlæggelse i form af dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ændres således, at den enkelte kommunalbestyrelse eller det enkelte regionsråd fremover kan beslutte, om ordningen med vederlæggelse for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste skal være gældende i den pågældende kommune eller den pågældende region. Det foreslås desuden at gøre det muligt for kommunalbestyrelsen eller regionsrådet at stille krav om fremlæggelse af revisorerklæring som dokumentation for den tabte arbejdsfortjeneste. Det foreslås at sikre, at kommunal- og regionalpolitikere fra andre lande, der arbejder i Danmark, kan opnå ret til fravær fra arbejdet i Danmark, og at de er beskyttet mod afskedigelse fra arbejdet i Danmark begrundet i et kommunal- eller regionalpolitisk hverv i andre lande. Det foreslås at indføre et forbud mod anbringelse af kommuners og regioners midler i alternative investeringsfonde, så retstilstanden for så vidt angår kommuners og regioners anbringelse af midler på dette punkt føres tilbage til, hvad der var gældende forud for Justitsministeriets udstedelse af den seneste bekendtgørelse om anbringelse af fondes midler. Det foreslås at give indenrigs- og sundhedsministeren adgang til efter drøftelse med KL at fastsætte nærmere regler for vederlæggelse af medlemmerne af de styrende organer for kommunale fællesskaber baseret på objektive kriterier.

    Stadfæstet

  21. L 4 Lovforslag

    Om regelforenkling og øget regelefterlevelse på motorområdet m.v

    Lovforslaget har til formål at gennemføre en række forbedringer af motorlovgivningen med henblik på at fremme og styrke regelefterlevelsen og lette administrationen samt udvide adgangen til ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse i visse tilfælde, hvor en dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholder regler om, at den nationale ansættelses- og inddrivelsesprocedure skal stilles i bero, mens der søges en løsning mellem myndighederne. Det foreslås at afgiftsfritagne køretøjer med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, f.eks. taxier, lejlighedsvis må køre med småforsendelser uden ledsager og foretage kørsel for sociale myndigheder. Det foreslås desuden at afgiftsfritage blodbusser på grund af det vigtige samfundsmæssige formål, som de tjener. Det foreslås endvidere at forenkle afgiftsberegningen af visse autocampere, så de altid afgiftsberigtiges med 45 pct. Desuden foreslås det at bemyndige skatteministeren til at fastsætte regler om den sikkerhedsstillelse, som virksomheder med tilladelse til at beregne og angive afgift i Køretøjsregistret (selvanmeldere) og evt. til også at angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer (selvangivere) skal præstere. Herudover foreslås det, at Skatteforvaltningen skal kunne undlade at frigive en sikkerhedsstillelse under en kontrolsag for at sikre, at der er midler til at dække virksomhedens afgifter. Yderligere foreslås det, at det ikke skal være muligt for selvanmeldere og selvangivere at ændre i månedsangivelsen over afgiftsberigtigede køretøjer efter indregistrering i Køretøjsregisteret. Desuden foreslås det, at virksomheder, der sælger køretøjer eller udbyder køretøjer til leasing, skal have mulighed for at bruge prøveskilte til optagelse af foto og film i reklameøjemed. Det foreslås desuden, at værdifastsættelsen af brugte køretøjer, der er op til 5 år gamle ensartes i forhold til leasingkøretøjer, der er indregistreret første gang i Danmark som nye, og som er omfattet af genberegningskravet, så førstnævnte ikke har et loft over den afgiftspligtige værdi. Det foreslås desuden at justere reglerne for beregning af grønne afgifter og tillæg til registreringsafgift for køretøjer over 2.585 kg, så det ikke er mere fordelagtigt at betale afgift på baggrund af en omregnet udledning efter køretøjets egenvægt end den målte udledning. Det foreslås herudover, at den særlige procedure for partshøring på motorområdet udvides til også at kunne anvendes ved genoptagelse og ændring i køretøjers registrering samt ved genberegning og omberegning af periodiske afgifter og registreringsafgift. Derudover foreslås en række ændringer af overvejende teknisk karakter, der vurderes at være hensigtsmæssige for administrationen af motorområdet. Endelig foreslås det at justere skatteforvaltningslovens fristreglers samspil med visse bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomster. Det foreslås, at der i skatteforvaltningsloven indsættes en mulighed for ekstraordinær ansættelse i visse tilfælde, hvis den gensige aftaleprocedure med den kompetente myndighed i den anden stat er afsluttet uden en løsning af alle forhold. Denne del af lovforslaget har ikke været i offentlig høring forud for fremsættelsen, da der foreligger risiko for skattespekulation, som vil kunne modvirke formålet med loven. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024, dog foreslås det, at justeringen af skatteforvaltningslovens fristregler har virkning fra fremsættelsestidspunktet.

    Stadfæstet

  22. L 7 Lovforslag

    Om dobbeltbeskatningsoverenskomst med Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet

    Lovforslaget har til formål at indhente Folketingets samtykke til, at regeringen indgår en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Kongeriget Danmark og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten har det overordnede formål at eliminere dobbeltbeskatning uden at skabe muligheder for dobbelt ikkebeskatning eller nedsat beskatning gennem skatteunddragelse eller skatteomgåelse. Overenskomsten indeholder nærmere regler for, hvornår Danmark og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet kan beskatte indkomst, som en person eller et selskab, der er hjemmehørende i den ene stat, modtager fra den anden stat, og hvordan der skal lempes for dobbeltbeskatning. Ud over regler vedrørende undgåelse af dobbeltbeskatning indeholder overenskomsten også regler, der skal forsøge at hindre international skatteunddragelse og -omgåelse, og procedurer for et udvidet samarbejde mellem landenes skattemyndigheder. Overenskomsten blev undertegnet den 30. september 2021 i København. Det foreslås, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens regler vil overenskomsten træde i kraft på tidspunktet for udveksling af ratifikationsinstrumenter.

    Stadfæstet

  23. L 9 Lovforslag

    Om gennemførelse af aftale om initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet m.v

    Lovforslaget har bl.a. til formål at gennemføre visse dele af aftale om initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet, som blev indgået den 1. juni 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. Det foreslås at forlænge forældelsesudskydelsen for gæld under inddrivelse i DMI og SAP 38 og perioden, hvor det er muligt at anvende paralleldriftsreglerne, og genindføre den særlige regel for afskrivning. Herudover foreslås tiltag, der muliggør tværgående lønindeholdelse i DMI, og tiltag, der afhjælper problemerne med låste indbetalinger, hvor skyldnere ikke har mulighed for at betale gæld, fordi den er under oprydning. Der foreslås på baggrund heraf regler om rentestop for gæld under oprydning, en bagatelgrænse for afskrivning på 2.000 kr. og en forlængelse fra 6 til 12 måneder af den afklaringsperiode, som Gældsstyrelsen har til at afklare gæld under oprydning, hvor der er sket indbetalinger på gælden. Samtidig foreslås der ændringer af reglerne om bl.a. opkrævning af restskat og udbetaling af overskydende skat for at understøtte systemhåndteringen og praksis på området. Endelig foreslås det, at opkrævningen af en særlig afgift vedrørende feriemidler kan ske via skattekontoen, og at Gældsstyrelsen skal overtage inddrivelsen af kommunale byggesagsgebyrer m.v. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2024. Visse dele, f.eks. tiltagene vedrørende tværgående lønindeholdelse, sættes i kraft via en bekendtgørelse.

    Delt

  24. L 43 Lovforslag

    Om ændringer som følge af etablering af veterinæruddannelse ved Aarhus Universitet

    Forslaget går ud på at foretage de ændringer i lov om dyrlæger, som er nødvendige, når der etableres en veterinæruddannelse ved Aarhus Universitet. F.eks. skal der etableres hjemmel til, at kandidater i veterinærmedicin fra Aarhus Universitet kan autoriseres som dyrlæge. Baggrunden for forslaget er dels den politiske aftale "Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark" indgået den 25. juni 2021 af den daværende regering (Socialdemokratiet) sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne, dels tillægsaftale af 22. marts 2022 indgået af den daværende regering (Socialdemokratiet) sammen med Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne. Det følger af aftalen, at der skal etableres en veterinæruddannelse ved Aarhus Universitet. De første veterinærstuderende vil påbegynde deres studie ved Aarhus Universitet den 1. september 2024.

    Stadfæstet

  25. L 42 Lovforslag

    Om indarbejdelse af tekstanmærkninger på Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris område m.v

    Forslaget overfører eksisterende hjemler til at opkræve afgifter for kontrol m.v. fra finanslovens tekstanmærkninger til de relevante indholdsmæssige love. Samtidig foreslås det bl.a., at taksterne justeres for at sikre økonomisk balance mellem udgifter og indtægter i henhold til Budgetvejledningens regler. Endelig foreslås det, at der etableres en hjemmel i lov om hold af dyr til at delegere opgaver vedr. sagsforberedelse til private fysiske eller juridiske personer på varig basis.

    Stadfæstet

  26. L 15 Lovforslag

    Om mulighed for at undtage visse øer fra taxilovens anvendelsesområde

    Forslaget giver mulighed for at fritage danske øer med få indbyggere for reglerne for taxikørsel, hvis den pågældende kommune ønsker det. Forslaget gør det samtidig muligt, at privatpersoner får mulighed for at transportere andre personer mod betaling på de øer, der undtages fra taxilovens regler.

    Stadfæstet

  27. L 19 Lovforslag

    Om rammerne for arealanvendelsen i Københavns Lufthavn, Kastrup

    Forslaget gør de nuværende arealanvendelsesbegrænsninger for udbygningen af Københavns Lufthavn mere fleksible, så Københavns Lufthavne A/S i højere grad kan tilpasse arealanvendelsen i takt med udviklingen. Københavns Lufthavne A/S bliver forpligtet til at bevare tværbanen, for at sikre en fortsat høj regularitet i lufthavnen, men det vil på sigt være muligt at ændre den nuværende tværbane. Lovforslaget er en udmøntning af aftalen ”Gode rammer for udvikling af Københavns Lufthavn”, der blev indgået den 20. december 2021 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

    Stadfæstet

  28. L 16 Lovforslag

    Om etablering af en tilladelsesordning for ledninger, kabler og tilbehør i private fællesveje på landet og tilpasning af visse anlægslove til VVM-direktivet og naturbeskyttelsesdirektiverne

    Med forslaget kan ledningsejere anmode kommunalbestyrelser om tilladelse til at placere ledninger, kabler og tilbehør ved private fællesveje på landet, på samme måde som det har været muligt ved private fællesveje i bymæssige områder. Hidtil har placering af ledninger, kabler og tilbehør på landet sket efter aftale mellem de respektive ledningsejere og arealejere. Forslaget udmønter initiativet om bedre gravearbejde på private fællesveje, der indgår i aftalen ”En markedsbaseret og teknologineutral telepolitik” fra 2021 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet,) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet. Derudover tilføjer forslaget straffehjemler til lov om letbane på Ring 3 og lov om anlæg af en ny Storstrømsbro og nedrivningen af den eksisterende Storstrømsbro, så de er i overensstemmelse med kravet i VVM-direktivets artikel 10 a om passende sanktioner.

    Stadfæstet

  29. L 17 Lovforslag

    Om udbygning af motorvej E20/E45 ved Kolding, anlæg af Kalundborgmotorvejens tredje etape og udbygning af rute 15, Ringkøbing-Herning

    Forslaget skaber lovgrundlag for, at transportministeren kan igangsætte tre vejprojekter. Det drejer sig om udbygning af motorvej E20/45 ved Kolding, anlæg af Kalundborgmotorvejens 3. etape og udbygning af rute 15 mellem Ringkøbing og Herning. Derudover får ministeren også bemyndigelse til at anlægge og omlægge lokale veje og stier i forbindelse med de ovenstående projekter. Desuden etablerer man en støjisoleringspulje til facadeisolering for særligt støjramte boliger. Projekterne er alle en del af Infrastrukturaftalen 2035 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.

    Stadfæstet

  30. L 18 Lovforslag

    Om forsøg med dobbelttrailervogntog

    Forslaget gør det muligt at udføre forsøgsordning med dobbelttrailervogntog, som kan have en vis positiv klimamæssig konsekvens, da den samme mængde gods kan transporteres på færre lastbiler. Forsøgsordningen vil i første omgang være mellem Aarhus og Høje-Taastrup. Derudover får transportministeren en udvidet bemyndigelse til at igangsætte forsøg med lange vogntog med et til flere påhængskøretøjer. Forsøgsordningen er en del af Infrastrukturplan 2035 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.

    Stadfæstet